Husk at takke en tigger

Tiggeri udfordrer ikke bare den menneskelige værdighed, men bringer også spørgsmålet om velfærdssamfundets ansvar og moral i spil

Problemstillingen om samfundets og den enkeltes ansvar er klassisk i velfærdsstaten, og Henrik Stangerup tog allerede fat på det i romanen ”Manden der ville være skyldig” i 1973. Den handler om en mand, der insisterer på at påtage sig skylden for sin kones død, men samfundet svarer igen med at fratage ham skylden og gøre ham til et psykiatrisk tilfælde. – Foto: Jette Ladegaard/Ritzau Scanpix.
Problemstillingen om samfundets og den enkeltes ansvar er klassisk i velfærdsstaten, og Henrik Stangerup tog allerede fat på det i romanen ”Manden der ville være skyldig” i 1973. Den handler om en mand, der insisterer på at påtage sig skylden for sin kones død, men samfundet svarer igen med at fratage ham skylden og gøre ham til et psykiatrisk tilfælde. – Foto: Jette Ladegaard/Ritzau Scanpix.

En gang imellem hænder det, at en yngre mand undseligt og høfligt spørger, om jeg kan undvære en mønt, når jeg står på stationen og venter på toget. Jeg ryster på hovedet og kigger bort.

Jeg henholder mig til, at sociale problemer er noget, som vores velfærdssystem kan og bør tage sig af. Det er ikke noget, jeg personligt skal forholde mig til, og derfor kan jeg i princippet lade være med at give tiggeren noget. Det ville også være fornedrende at give ham noget. Det ville ligesom udstille både ham og mig i en uværdig menneskelig relation. Derfor er jeg også blevet ramt af forlegenhed og har følt, at jeg har været udsat for en blufærdighedskrænkelse, når han har spurgt. Jeg har dog også følt en snert af dårlig samvittighed, og jeg har trods mit selvretfærdige syn på sagerne haft svært ved at se tiggeren i øjnene.

Velfærdsstaten har gjort barmhjertighed og godgørenhed til en upersonlig og overpersonlig affære. Hjælp er noget, man har krav på, og ikke noget, som nogen i og for sig giver. Det aflaster i princippet både den fattige og den rige, fordi det netop ikke skal tages personligt. Det handler om et forhold mellem en klient og en funktionær. Min dårlige samvittighed må jeg da tolke som en malplaceret reaktion – eller som en sidste rest af et personligt forhold til mit medmenneske.

Problemstillingen om samfundets og den enkeltes ansvar er klassisk i velfærdsstaten, og Henrik Stangerup tog allerede fat på det i romanen ”Manden der ville være skyldig” i 1973. Den handler om en mand, der insisterer på at påtage sig skylden for sin kones død. Han har slået hende ihjel, men samfundet svarer igen med at fratage ham skylden og gøre ham til et psykiatrisk tilfælde. I den lykkeligste af alle verdener findes den personlige skyld ikke, og der må derfor være noget galt med det menneske, som kræver at blive stillet til regnskab og få en dom.

Som personen i romanen bliver jeg nødt til at tage det personlige ansvar tilbage, som jeg af mange gode og mindre gode grunde har overladt til de sociale myndigheder. Eller som disse myndigheder har påtaget sig at forvalte på mine vegne. Lige nu er jeg i moralsk ubalance, fordi en samfundsmæssig arbejdsfordeling har befriet mig fra en fordring, som jeg i hvert fald i nogle tilfælde burde tage på mig.

Men var det så ikke også på tide, at tiggeren tog lidt personligt ansvar for sit liv og forsøgte at få et arbejde, så han kunne forsørge sig selv? Jeg kan ikke lade være med at tænke sådan, selvom jeg ved, at der er folk, der simpelthen ikke kan finde ud af det. Noget for noget-princippet duer ikke altid. I dets mest hårdnakkede og absolutte form bunder det også i en ukristelig tankegang, der ikke kender til nåde, barmhjertighed og taknemmelighed.

Vi er hinanden tak skyldige. Det er bare ikke særlig tydeligt, fordi vi alle er hinandens funktionærer. Vi ordner ting for hinanden og bliver betalt for det. Det gælder alle, lige fra den berømte kassedame over skolelæreren og tandlægen til investeringseksperten. Skulle jeg sige tak til min tandlæge, fordi han ordner et hul i en tand? Han tager sig så rigeligt betalt, at det på en måde var rimeligt, at han sagde tak til mig! Men jeg siger tak til ham. Jeg mener, at jeg bør give ham min tak, fordi jeg dermed værdsætter og respekterer ham som et medmenneske og ikke bare opfatter ham som en funktionær, der blot gør, hvad han bliver lønnet for. At sige tak viser, at man har øje for personen bag, og at man ikke bare tager hans handling for givet eller kalkuleret.

Men skylder jeg tiggeren noget? Skal han have en mønt og et tak til?

Karen Blixen skrev i ”En opbyggelig Historie”, at ”Fyrsten og Tiggeren, de rige og de fattige her i vor Verden, er to aflaasede Skrin, hvoraf det ene gemmer Nøglen til det andet”. Det er den riges ragen til sig og monopol på velfærd, der skaber tiggeren. Det er tiggerens mangel på initiativ og laden stå til, der gør de riges verden mulig. Den rige og den fattige holder hinanden fast i et jerngreb, der tilsyneladende udelukker en tredje mulighed.

Giver jeg en mønt til tiggeren, er det galt. Så bidrager jeg til at fastholde og bekræfte det ulige forhold mellem os. Lader jeg være med at give ham noget, er det også galt. Så lægger jeg bare ansvaret fra mig og lader alt blive ved det gamle.

Jeg har svært ved at tackle dette dilemma.

Men skal jeg kunne se tiggeren i øjnene, bliver jeg nødt til at give ham en mønt. Skal jeg se mig selv i øjnene, bliver jeg også nødt til at give ham en mønt, for jeg laver ikke verden om, blot fordi jeg ikke gør det. Så er det bedre nu og her at dele ud af min rigdom. Det er bedre at fire lidt på idealerne om lighed og ansvar for eget liv og give en mønt for dog at bekræfte, at jeg har set ham i al hans elendighed, og at han er til. Kan han ydmyge sig, kan jeg vel også opgive min selvfede værdighed og indse, at det værste, man kan gøre mod et andet menneske, er at ignorere det og lade, som om det slet ikke er her. Derfor giver jeg ham en mønt, næste gang jeg ser ham, og siger tak. Tak, fordi han modtager det lille offer, som giver mig mulighed for at se mig selv som et menneske og ikke blot en funktionær i velfærdssamfundet.