Prøv avisen
Refleksion

Sørine Gotfredsen: Talen om det nationale er blevet politisk hjemløs

Illustration: Søren Mosdal

Af Sørine Gotfredsen, sognepræst, forfatter og debattør. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Et land har brug for politikere, der kan og tør tage højtideligheden på sig og tale om, hvem vi er i national, historisk og religiøs forstand, skriver Sørine Gotfredsen

MANGE KAN SIKKERT fornemme det. En fase er tilbagelagt, mens en ny er begyndt, og ingen af os ved, hvor det hele vil føre hen. Dette blev tydeligt indvarslet ved folketingsvalget sidste år, hvor magten faldt i hænderne på Mette Frederiksen (S), alt imens det stod klart, at Socialdemokratiet har adopteret så store mængder af den udlændingepolitik, der før tilhørte Dansk Folkeparti, at en kløft er blevet delvist udjævnet.

Det har været en besynderlig oplevelse at følge denne transformation. Det glædelige ved den er, at mange tilsyneladende bedre forstår, at problemerne ved for stor muslimsk indvandring er dybt alvorlige, men det bekymrende er, at den nye tilstand kan få en bestemt samtale til at forstumme. Hvor den centrale tale om nationalfølelse og fædrelandskærlighed før havde et vigtigt udspring i nogle personer, der ikke længere sidder i Folketinget, er den nu i politisk forstand blevet hjemløs.

De to store taler, som statsministeren foreløbig har holdt – ved Folketingets åbning og senest nytårsdag – viser, at Mette Frederiksen sine kvaliteter til trods ikke rigtig magter at sætte ord på det nationale.

Hun taler varmt om sit land, bestemt, men det er med den velfærdsfikserede retfærdighedstænkning som ideologisk base, og det foregår ved hjælp af den lavtflyvende retorik, der i dag kendetegner de fleste politikere. Og som tidligere folketingsmedlem Søren Pind (V) forleden i Berlingske meget rammende beskrev som et slags ”babysprog”.

VI HAR ALLEREDE LÆRT, at den nye statsminister gerne optræder som en kvinde, der er i øjenhøjde med menigmand og kan sidde og pjatte med Hilda Heick i endnu et talkshow. Det virker forkert. Et lands leder skal ikke på den måde være del af den kulørte popkultur, men bør i stedet fastholde den distance, der gør hende i stand til med autoritet at tale om de større ting. Heriblandt det nationale.

Kendetegnende for dette emne er nemlig, at den, der taler, udstråler seriøsitet og stor viden både i historisk og religiøs forstand, hvilket blev demonstreret af Søren Krarup og Jesper Langballe, da de i 2001 kom i Folketinget for Dansk Folkeparti. Begge talte med ublu patos om Danmark som historisk kristen nationalstat, hvilket naturligvis chokerede mange, eftersom vi generelt er opdraget med en almen nationalforskrækkelse, der siden Anden Verdenskrig har virket ret lammende på den frie samtale. Men Krarup og Langballe blev de centrale stemmer i værdidebatten, som enhver kunne måle egne tanker i forhold til.

Ikke mindst var sproget hos disse to af en særlig kaliber, hvilket kan opleves i en samling af Jesper Langballes tekster, udgivet med titlen ”Lov og ansvar”. Hør blot denne passage fra 2002:

”Jeg vil i hvert fald bekende, at folk, som kalder sig kristne, men foragter Danmark (…), med dem har jeg ingen samtale at føre. Men kristen eller ej er jeg allieret med enhver dansk, som er knuget af truslen om vort fælles lands tilintetgørelse.”

Sådan taler ingen i Folketinget i dag, og der er meget langt herfra og til Mette Frederiksens korte smølfe-sætninger, der mest minder om teksten på en DSB-plakat, hvor punktummerne står i kø. God tur. Husk bagagen. Farvel.

Et andet tidligere folketingsmedlem, Christian Langballe (DF), gør sig også tanker om det nationale. Det sker i det seneste nummer af tidsskriftet Tidehverv, hvor den yngre Langballe forsøger at tage det næste skridt i værdidebatten ved blandt de nationalkonservative at efterlyse ”muntre stridsmænd” frem for dommedagsprofeter, der ikke skaber håb.

Christian Langballe har en pointe. Den nationalkonservative forfalder nemt til blot at begræde udviklingen, og mens der unægtelig er meget at bekymres over i et multietnisk Europa præget af dybe forbehold over for egen kristne identitet, skal man være varsom med gennem ren pessimisme at skubbe folk fra sig. For hvor går man hen i dag for at vinde tro på det nationale?

DETTE SPØRGSMÅL ER I CENTRUM på kanten af det nye årti, hvor det er lykkedes Socialdemokratiet at inddæmme en stor del af debatten om danskhed og indvandring, mens statsministeren altså samtidig mangler sprog og kundskab til seriøst at tale i det rum, hun selv har skabt. Hun kan utvivlsomt ”køre butikken”, som det så åndfuldt i dag kaldes, når en statsleder beskrives som kompetent, men det er tvivlsomt, om hun på dybere vis kan sætte ord på fædrelandets betydning.

Således gør Christian Langballe ret i at opfordre de nationalkonservative stemmer til at gøre det for hende. For hvis den kloge samtale om det nationale, der fik sit moderne politiske gennembrud i 2001, langsomt forsvinder ud af det offentlige rum, vil den genopstå i anderledes uciviliseret udgave andre steder. Så meget har vi lært af de seneste 20 år.

Et land har brug for politikere, der kan og tør tage højtideligheden på sig og tale om, hvem vi er i national, historisk og religiøs forstand. Og ikke blot i forhold til det, der er mistet. I høj grad også i forhold til det, der stadig kan bevares.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.