DA JEG BLEV INVITERET af Google Europa til at deltage i en brainstorm i Paris omkring sandhedens forfald, fremkomsten af fake news og måder at imødegå begge, begyndte jeg min præsentation med at præsentere problemet i en historisk kontekst.
Jeg citerede George Orwells essay ”Looking back on the Spanish War”, hvori forfatteren forklarer, at for ham ”endte historien i 1936”, fordi han der i Spanien for første gang oplevede ”avisartikler, som ikke havde nogen forbindelse til virkeligheden”. Det var der, at han blev klar over, at ”selve begrebet om den objektive sandhed”, der blev ødelagt af fascisme i sine røde og brune former, var ”ved at forsvinde fra verden”. Og det var der, at tilblivelsen af mænd som Joseph Goebbels og senere Donald Trump overhovedet blev mulig.
Men som jeg også pointerede, skete der flere intellektuelle omvæltninger, både før og efter fremkomsten af totalitarisme.
DEN KANTIANSKE ”KRITIK”, som adskiller det noumenale fra det fænomenale, begrænsede vores viden til det sidstnævnte og forudsatte, at vi kun kan kende fænomenerne i det omfang, vores sanser, forståelse og fornuft tillader det. Denne kritik tilfører en dosis subjektivitet til vores forhold til sandheden, hvilket Brexit-fortalerne kunne være de velvillige ofre for i dag.
For det andet forvandlede en nietzscheansk ”perspektivisme” sandheden til et ”synspunkt”, og det synspunkt, der bliver vurderet til at være ”sandt”, er det, der gør én stærkere, og det, der bedrøver eller reducerer én, er ”falsk”. Det udløste et andet intellektuelt jordskælv, hvis efterskælv selvfølgelig rystede de politiske systemer og affødte den metafysiske fremkomst af ledere som eksempelvis Vladimir Putin.
Og for det tredje var der ”dekonstruktionen” af post-nietzscheanerne. Ved at historisere ”viljen til sandhed” (Michel Foucault), sætte sandheden ”i anførselstegn” (Jacques Derrida), adskille tegnet fra dens referent (Louis Althusser) og tilsmudse det indlysende i en miasma af diagrammer og grafer (Claude Lévi-Strauss) eller binde det sammen i en borromæisk knude (Jacques Lacan), har de sandsynligvis fået os til at miste kontakten til de enkle, robuste og uigendrivelige aspekter af sandheden.
Jeg fokuserede derefter på internettets ansvar og Gafa (Google, Apple, Facebook og Amazon) for det følgende hændelsesforløb:
For det første bliver en nærmest uendelig mængde af udsagn tilgængelig via det digitale demokrati. Internettet bliver på den måde en folkemængde, hvor alle kvit og frit dukker op bevæbnet med sine personlige holdninger, overbevisninger og sandheder.
Og efter det næsten umærkelige skift på grund af det virtuelle brøl af tweets, retweets og indlæg kræver vi nu, at vores nyligt bekræftede sandhed får den samme anerkendelse, som den gamle sandhed fik.
DET BEGYNDTE MED vores lige ret til at udtrykke vores overbevisninger. Men det er endt med vores erkendelse af, at alle fremsatte overbevisninger har samme værdi.
I begyndelsen ville vi bare blive hørt, så krævede vi, at lytterne respekterede vores ytringer, hvad end de kunne lide dem eller ej, og vi endte med at advare dem mod at vægte nogle udtalelser over andre eller hævde, at der skulle være et hierarki af sandheder.
Vi troede, at vi demokratiserede ”sandhedens mod”, som den afdøde Foucault holdt så meget af. Vi troede, at vi gav sandhedens støtter de tekniske redskaber til at bidrage dristigt, men ordentligt, til frembringelsen af viden. I stedet har vi fremkaldt et vanvid. Sandhedens væsen blev lagt frem på bordet, og næret af en kannibalistisk trang begyndte vi at rive det i stykker. Hver af os sammensatte et kludetæppe af vished og mistænksomhed fra de blodige, fordærvede stykker. Og dette skue åbnede omgående op for en ny generation af sofisters perversitet, der fastholder, at sandheden er en vaklende skygge, at mennesket er målestokken for alle ting, og at ethvert menneskes sandhed er ligeværdig med naboens.
På grund af dette, og fordi Google Europa stod bag denne begivenhed, præsenterede jeg for Carlo d’Asaro Biondo, virksomhedens direktør for partnerskaber og strategiske relationer i Europa, Mellemøsten og Afrika, tre konkrete og yderst strategiske idéer.
DET FØRSTE FORSLAG er en hall of shame, hvor man i samarbejde med verdens 50, 100 eller 200 største aviser udstiller de farligste fake news på ethvert givet tidspunkt i realtid.
Det andet forslag er afholdelsen af en konkurrence baseret på Det Franske Akademi i det 18. århundrede. Internethajer kan komme med forslag til et dokument, en video eller noget andet, der har en styrke af sandhed eller satire, der kan udligne de mest skadelige falske nyheder, og vinderen får støtte til at producere det foreslåede arbejde.
Og endelig bør man her to et halvt århundrede efter Diderot skabe en ny encyklopædi – ja, et leksikon, et rigtigt et, som et modstykke til Wikipedia og dets forplumrede indlæg. Hvem andre end en af de globale tech-virksomheder har magten til at samle tusindvis af rigtige forskere, der er i stand til at udarbejde en oversigt over al den viden, der lige nu er tilgængelig for os inden for alle områder?
Valget er klart: encyklopædi eller uvidenhed.
Vi må genskabe sandhedens væsen eller affinde os med dens endelige ødelæggelse.
Lad os synke dybere ned i det dunkle og larmende dynd – eller begynde at lede efter en vej ud af det.
Jeg ønsker ikke at lægge unødig vægt på en enkeltstående Google-begivenhed. Men kunne det ikke opfattes som et wakeupcall, en opfordring til at påbegynde en proces af kritiske spørgsmål?
Måske vil de ansvarlige for de værste tilfælde være villige til at påtage sig en del af ansvaret for at udbedre skaderne og begynde genopbygningen efter alle ødelæggelserne? Hvis ikke dem, hvem så
Bernard-Henri Lévy er en af grundlæggerne af bevægelsen Nouveaux Philosophes (Nye Filosoffer). Hans nye bog ”The Empire and the Five Kings” udkom den 12. februar.
© Project Syndicate, 2019.
Oversat af bureauet Translated By Us.