Teologer vil være medspillere ved dødshjælp

Aktiv dødshjælp diskuteres lige nu i tyske medier. Og teologer, der normalvis har opponeret mod "assisteret selvmord" er nu begyndt forsvare denne sidste udvej - til stor harme for Tysklands katolske biskopper

En liberal stat bør tildele den myndige borger retten til selvbestemmelse, for den bygger på idéen om menneskets særlige værdighed, mener tre teologer, der går ind for aktiv dødshjælp - og som nu møder kritik fra den katolske kirke i Tyskland. (Arkivfoto).
En liberal stat bør tildele den myndige borger retten til selvbestemmelse, for den bygger på idéen om menneskets særlige værdighed, mener tre teologer, der går ind for aktiv dødshjælp - og som nu møder kritik fra den katolske kirke i Tyskland. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det måtte komme før eller senere: De første teologer synes ikke længere, de kan være bekendt at opponere mod aktiv dødshjælp. Kristendommen bør efterhånden begynde at følge tidsånden, verden bevæger sig fremad og så videre.

Tre fremtrædende protestantiske tyske teologer tog sidste uge til orde i Frankfurter Allgemeine med et forsvar for assisteret selvmord – professor Reiner Anselm, professor Isolde Karle og diakonipræsident Ulrich Lilie.

En liberal stat bør tildele den myndige borger retten til selvbestemmelse, for den bygger på idéen om menneskets særlige værdighed. Den idé er efterhånden også blevet ”den afgørende kraftkilde i mange kristinders og kristnes engagement i det menneskerettighedsforpligtede, retsstatlig-liberale samfund”, skriver de tre. Også kirken skal derfor fremover respektere det autonome menneskes ønske om at ende sit liv. Og tillige sørge for værdig servicering.

Først bør dog udelukkes muligheden af et eventuelt ydre pres – fra familien eller fra psykisk sygdom. Og sjælesorg skal altid tilbydes. Men batter den ikke, må man bøje sig for individets selvbestemmelse. Og da bliver det mest etiske at sikre en kvalitetskontrol af lægernes måde at påføre døden.

Måske kan der tilmed blive en plads for kirken ved den dystre seance, for den kan uden tvivl tilbyde ”de bedst mulige rammebetingelser” og måske danne nogle ”interdisciplinære teams”, som også ”inddrager den familiære omgivelse”. Men kristelig sjælesorg må aldrig blive et ”moral-agentur”, der løfter pegefingeren og modsiger dødsønsket. Den bør følge det autonome menneske på procesorienteret, solidarisk og realistisk måde.

De katolske biskopper i Tyskland har prompte udsendt en officiel afstandtagen til synspunkterne, og også den protestantiske ledende biskop, Heinrich Bedford-Strom, erklærer sig uenig.

I magasinet Zeitzeichen skriver professor i systematisk teologi Ralf Frisch, at forslaget får det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Han finder det kynisk at udsende den slags, mens coronakrisen er på sit højeste, og der blandt menneskene hersker ”transcendental hjemløshed og dennesidigheds-fortvivlelse”. De tre forfattere gør menneskets selvbestemmelse til ”den kristne etiks sidste overlevende, hellige ko”. Ville jeg opsøge et kristeligt rådgivningscenter, spørger Frisch, hvis jeg vidste, at jeg der ikke får andet at vide end det, psykologerne siger? I hele deres alenlange tekst falder ikke ét ord om, hvilken særlig kristeligt trøst der kan ydes. De tre er så ivrige efter at tage det sekulære moderne alvorligt, skriver Frisch, at det moderne menneskes hjælpeløshed og mangel på udvej over for døden ophøjes til ”selvbestemmelse”. Her finder de så, hvad Dietrich Bonhoeffer beklagende kaldte ”den moderne sjælesørgers jagtmark”.

Mange protestantiske kirkefolk vil så gerne have samfundsmæssig indflydelse og tages alvorligt af de sekulariserede, men da er det ”grotesk og spøgelsesagtigt”, at de under deres søgen efter ny branding ”lige netop lander på det at dø smukt og plejer forestillingen om, at det livstrætte, sekulære menneske på sit yderste trods alt vil rende tilbage i kirkens arme for at bede om velsignelse, før han autonomt forlader livet!”.

Ralf Frisch betoner, at det fortvivlede menneske sjældent handler ud fra kølig overvejelse:

”Den af Anselm, Karle og Lilie nærmest religiøst ærede selvbestemmelse fortjener ikke sit navn, for ethvert dødsønske udspringer i sidste ende af den heftigste drevethed og hjælpeløshed, altså den mest afmægtige og fortvivlede fremmedstyring.”

Kristendommen angribes nu ikke længere bare udefra, skriver Frisch, men udhules også indefra, når dens eget personale tilbyder autonom død som sidste virkelighed og i ramme alvor vil kirkeligt knæsætte en påført død. Han frygter, at dette er et digebrud, og at ansvarlig sjælesorg vil blive undtagelsen i fremtiden.

Modstand får de tre også af professor i etik og systematisk teologi Günter Thomas. Ligeledes i Zeitzeichen skriver han, at evangelisk støtte til selvmord miskender den inderste pointe i kristentroen: ”Guds forsoning med verden som den begivenhed, hvori han barmhjertigt antager og genopretter ethvert liv, der er slået fejl.” Mennesker vurderer helt anderledes end Gud: ”Enhver beslutning om selvmord er en virkelig nådesløs dom, der i sin udførelse bliver en tilintetgørende dom over et menneskeliv.” Og det har intet med ”værdighed” at gøre, mener Günter Thomas.

Den kristne skal altid orientere sig efter Guds barmhjertighed og hans særlige dom over det sårede og ødelagte liv. Og den kristne skal derfor modsige såvel den forvirret svage selvbestemmelse som den heroisk stærke. Selvbestemmelse er nemlig ikke andet end selvhævdelse. ”For en kristen skal ethvert selvmord være en dødelig fejltagelses tragedie.” Denne kirkelige støtte til selvmord tilbyder en falsk forsoning med den elendighed, som den ramte føler.

”Sjælesørgeren i skikkelse af en kirkelig kvalitetskontrollør af selvmordet gør sig til forbundsfælle med alle de magter, kræfter og aktører, der så dødeligt har såret dette menneske, som ønsker at dø.” Denne moderne imødekommenhed over for dødshjælp er med sin heroiske-ubundne frihedsvilje mere germansk-nordisk end jødisk-kristelig, bemærker Günter Thomas. Asatroen kunne se noget heltmodigt i selvmordet. De tre teologers højstemte friheds- og anerkendelsespatos er blot en ”vitalismens triumf”.

Men kristendommen er ikke nogen naturreligion, og den regner ikke livet for helligt, understreger professoren. Kristendommen tror ikke på livets magt, men på Guds magt. Døden er ikke en ven, men den sidste fjende.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.