Prøv avisen
Etisk set

Bioetiker: Vi insisterer på retten til en livsstil, der truer vores børns fremtid

Der er ingen venlige ord Greta Thunberg. Der er en anklagende pegefinger og ordene ”Hvor vover I?”. Og så er det, vi går i baglås. For ikke alene lader hun ikke som om, at det nok skal gå, men hun er også vred, ja, rasende, over vores manglende handling, skriver lektor i bioetik. Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Mickey Gjerris

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Greta Thunberg har tilladt sig at gøre opmærksom på, at vi bor i en brændende skyskraber, mens de af os, der burde være ansvarlige for at slukke ilden, har mere end travlt med at sikre vores egne privilegier, skriver lektor i bioetik

EN SKOLEPIGE sad alene foran den svenske Rigsdag, og med et enkelt papskilt gjorde hun opmærksom på det absurde i, at hun skal følge de voksnes råd om at passe sin skole for sin fremtids skyld, når de selvsamme voksne tydeligvis er fløjtende ligeglade med den. En skolepige, hvis simple budskab har vakt genklang hos millioner af unge mennesker verden over og ført til en mobilisering mod det generationssvigt, som deres forældre og bedsteforældre er i fuld gang med at udføre.

Med begge fødder solidt plantet i den bedst tilgængelige forskning har hun tilladt sig at gøre opmærksom på, at vi bor i en brændende skyskraber, mens de af os, der burde være ansvarlige for at slukke ilden, har mere end travlt med at sikre vores egne privilegier. Det er ikke rart at høre på.

Alligevel får hun lov at tale til verdens ledere, der i et tragikomisk forsøg på at virke ansvarlige inviterer hende indenfor til deres møder. Som små hunde ser man dem sidde der og håbe på et venligt ord fra hende, der kan legitimere deres evindelige forhaling af den grønne, altomfattende omstilling, som er så bydende nødvendig, hvis vi skal afværge blot de værste konsekvenser af vores udledninger af drivhusgasser.

MEN DER ER INGEN VENLIGE ORD fra Greta Thunberg. Der er en anklagende pegefinger og ordene ”Hvor vover I?”. Og så er det, vi går i baglås. For ikke alene lader hun ikke som om, at det nok skal gå, men hun er også vred, ja, rasende, over vores manglende handling.

To begreber støder jeg oftere og oftere på: klimaangst og klimaskyld. Begge begreber anvendes ofte af dem, der fra deres mere eller mindre magtfulde positioner i samfundet deltager i forhalingen af forandringerne. De, der intet vil miste, men hellere sikre deres egen velstand på bekostning af deres børn og børnebørns velfærd.

Og med de to ord forsøger de at afmontere anklagerne fra Greta Thunberg og de millioner af andre unge, som de svigter. For vi må ikke føle klima-angst. Der er ingen grund til det. De voksne har styr på det, og børnene skal bare have tillid til, at vi vil dem deres bedste.

Begge dele oplagte løgne, som vi forsøger at gemme os bag.

Læser man blot de tre seneste specialrapporter fra FN’s klimapanel, er det tydeligt, at der er al mulig grund til at være bange. Vi går en fremtid i møde, hvor klimaforandringerne vil føre til langt vanskeligere levevilkår for milliarder af mennesker og truer så mange dyre- og plantearter med udryddelse, at biologerne taler om den sjette masseuddøen i planetens historie. Det kræver, at man borer hovedet uendeligt langt ned i sandet, hvis ikke man skal være bange, når man samtidig ser den nærmest totale mangel på politisk vilje til at handle – med mindre vi kan tjene nogle penge på det.

Og vi skal ikke føle klimaskyld, men blive ved med at gøre, som vi plejer. For den enkelte er kun en dråbe i havet, så løsningerne skal være kollektive og politiske. Det hjælper alligevel ikke at gøre noget – og slet ikke at føle skyld og skam. Så tag det nu roligt, Greta. Pas din skole, og så skal de voksne nok få styr på det. Og hvad med, at I unge så i øvrigt lige selv gør alting klimavenligt selv, inden I kommer her og peger fingre ad os?

Men vi står begravet i skyld og skam. Vi har længe vidst, hvor alvorligt det var, og hvor meget der skulle gøres – og har alligevel insisteret på vores ret til en livsstil, der truer vores egne børns fremtid. Hvad er der egentlig ikke at skamme sig over?

Så vi er på anklagebænken og uden forsvar. Andet end at lave konspirationsteorier om en skolepige, latterliggøre hendes udseende, mistænkeliggøre hendes forældre og generelt forarges over ungdommen. Det er ikke alene skammeligt, men også ynkeligt… sådan etisk set.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.