JEG ER INSTINKTIVT skeptisk over for tidsånden.
Den skepsis har jeg arvet både fra Bibelen og erfaringen. De to har lært mig, at tidsånden er en ideologisk vindretning, som gør det lettere for mig og samfundet at stå for bestemte synspunkter – og udvikle bestemte livsformer – og tilsvarende vanskeligt at fremme andre. Ofte uanset argumenternes kvalitet. Og at den vindretning meget ofte blæser os væk fra Kristus og lydigheden mod hans ord.
Selvom tidsånden er en uhåndgribelig størrelse – og kan være temmelig overfladisk – er den en stormagt i vores tilværelse, som man er naiv, hvis man ikke tager højde for.
Men jeg ved også godt, at alt er ikke sagt om tidsånden med det. Hverken bibelsk eller erfaringsmæssigt. For undertiden hjælper den sandheden, godheden og det smukke på vej. Det var jo også i tidens fylde, at Gud sendte sin søn.
Derfor har jeg besluttet mig til at give mig selv det benspænd, at jeg i resten af dagens klumme ikke vil sige ét ondt ord om tidsånden, men koncentrere min opmærksomhed om det, der falder mig unaturligt: tidsåndens positive indflydelse!
TIDSÅND ER IKKE BARE TIDSÅND. Noget er korte trends, der tager sig komiske ud på få års afstand. Mit benspænd forbyder mig at komme med eksempler.
Andre er langvarige og dybtgående: Jeg vil koncentrere mig om to, der blev tydelige for mig under læsning af Thorsten Borring Olesens bog ”Anker Jørgensens tid” (Gads Forlag, 2017). Bogen er fuld af problemstillinger og holdninger, som nu er udløbet på datostempel.
Men to af de spørgsmål, socialdemokraten Anker Jørgensens regeringer kæmpede med, er højst aktuelle i dag: miljøspørgsmålet og ligestillingen mellem kønnene. Ingen kan komme uden om disse to 1970’er-problemer i 2019. Og hvor er det godt, at tidsånden har sat de to sager på dagsordenen. Over årtier.
FØRST miljøspørgsmålet: Vi har et ansvar for at passe på den verden, der er givet os til låns. Hvad enten vi tænker, at vi har lånt den af Gud eller af de tidligere og kommende generationer.
Og når det kan godtgøres, at kirken med forskellige tidsånder i ryggen har haft en lumsk tendens til at levere idémæssig begrundelse for overforbrug, rovdrift på ressourcer og givet rigeligt hurtig tilgivelse for svineri i naturen, er det da godt, at vi nu har en tidsånd, der minder os om en glemt bibelsk pointe:
Vi er fra Adam og Evas tid skaberens medarbejdere med et unikt ansvar for resten af skaberværket. Og han har vel at mærke givet os en frugtbargørende rolle i verden. Ikke en destruktiv. (1. Mos. 1, 28).
Denne kristeligt set velbegrundede omsorg for skaberværket har taget et par ekstra omdrejninger under de seneste års klimabølge.
Uanset hvor vi lægger os i den konkrete vurdering af problemer og løsninger – og de fleste af os har ingen selvstændige meninger om det, men må læne os op ad fagfolk – kan ingen, der vil tage et bibelsk verdensbillede alvorligt, være ligeglade med klimaforandringerne.
DERNÆST TIL Anker Jørgensens anden aktuelle sag: ligestillingen.
Uanset hvordan vi i kirken stiller os til ordningen med kvindelige præster – en ordning, jeg personligt ikke abonnerer på – har vi meget at takke tidsånden for. I kirken har den tvunget selv de mest konservative af os til at tænke over Det Nye Testamentes ord om kvinders forkyndelse og centrale rolle i menighederne. Og i det mindste påbegynde et opgør med tidligere tiders mandsdominans og foragt for kvinder. Den mandsdominans er en af kirkens mest uhellige alliancer.
I samfundet har tidsånden ført meget godt med sig: højere grad af ligeløn, bedre uddannelse af kvinder, større muligheder for kvinders erhvervsmæssige udfoldelse og ikke mindst en opvurdering af kvindelige værdier i samfundsdebatten.
De seneste to år har ligestillingssagen fået en søster i den såkaldte MeToo-bølge, hvor kvinder over hele verden har fortalt skrækkelige beretninger om seksuelle overgreb og grænseoverskridende adfærd fra mænd. Især ledere.
Det kan godt være, jeg – på en dag uden benspænd – kunne komme i tanke om et par kritiske bemærkninger til MeToo som tidsåndsbølge, men helt grundlæggende betragter jeg den som en gave: Den udfordrer os alle til at overveje, hvad ansvarlig forvaltning af vores seksualitet er. Og hvordan vi mænd bruger vores køn.
På den måde kan en klassisk kristen ægteskabsforståelse måske ligefrem nede ad vejen få taleret igen?
Konklusionen er lige så kort som besværlig: Vi kan ikke vurdere en sag på, om den har tidsånden i ryggen, men må spørge til indholdet…
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.