Tidsmaskinen ”Mig og Charly” tog os tilbage til 1970’erne

Når man ser gamle film fra sin egen ungdom, bliver den dramatiske forandring i seksualmoralen meget tydelig

Under corona-nedlukningen i foråret fik vi set en del film derhjemme. På et tidspunkt besluttede min kone og jeg at genbesøge vores ungdom i 1970’erne og se Morten Arnfreds film ”Mig og Charly” fra 1978 om to teenagedrenge i Silkeborg og efterfølgeren ”Charly og Steffen” fra 1979.

Filmene var en sand tidsmaskine, der tog én tilbage til frisurer, tøjmode, gadebillede, talemåder. Det hele var genkendeligt – og samtidig totalt fremmedartet, fordi tiderne er så anderledes i dag.

På ét punkt virkede filmene dog for alvor sære. I ”Mig og Charly” er der en små-incestuøs scene med mor og søn. De tumler rundt i sengen, moderen er fuld og bliver ved med at sige til Steffen, at han gerne må røre ved hende. I ”Charly og Steffen” falder Charly sammen af druk og udmattelse efter at have sunget på et værtshus, og han bliver lagt i seng oppe hos værtshusmutter, der spilles af sangerinden Lone Kellermann. Næste morgen konfronterer hun ham med hans regning fra aftenen før. Charly forklarer, at han ikke har nogen penge. Jamen, betales skal der, siger værtshusmutter djærvt og bestemt, og så trækker hun rullegardinet ned. Klip. Vi skal vist nok forstå, at den mindreårige Charly nu skal betale med seksuelle ydelser. Hø hø.

Hvor vi med nutidens øjne i disse to scener ser ”seksuelle overgreb” eller noget, der ligner, virkede det ikke, som om filmene inviterede til en fordømmelse. Scenerne blev forstået som dristige, humoristiske og grænsesøgende på en positiv måde. Hvordan kan der være så stor forskel på dengang og nu?

Datidens såkaldt seksuelle frigørelse blev forstået som en total omvending af tidligere tiders seksuelle undertrykkelse: Sex var efter p-pillen og ungdomsoprøret ikke længere noget farligt eller problematisk, som skulle omgærdes med tavshed, tabuer, regler og restriktioner. Sex var tværtimod noget godt, sundt og naturligt. Man tænkte ikke så meget i relationer mellem mennesker, men mere i substans. Sex var en særlig og god substans, og man kunne på en måde ikke få for meget af det gode. Og især var det frigørende, når seksualiteten gik over sine bredder, ikke ville lade sig binde til de hidtidige foreskrevne rammer og i stedet tangerede det forbudte.

I dag er seksualmoralen en anden, selvom man sagtens kan høre et ekko af den gamle opfattelse, når Søren Brostrøm under coronaen udtaler på vegne af Sundhedsstyrelsen: ”Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex.” Tænk, hvis Sundhedsstyrelsen havde sagt, at singler burde skrue ned for sex under coronaen. Det havde givet et ramaskrig.

Ikke desto mindre ser man ikke længere på sex som en god substans, der helst skal gå over sine bredder. I dag ser man på konteksten for den seksuelle handling, relationen mellem mennesker, situationen, samtykket. Hvad er i orden, og hvad er ikke i orden?

Det er en dybtgående kulturel forandring, der kan minde om udviklingen i vores forhold til rygning og (i mindre grad) alkohol. Og den kommer blandt andet til udtryk i de generationskløfter, der nogle gange kan vise sig i MeToo-diskussionen, fordi de ældre har et ”afslappet” og i udgangspunktet positivt forhold til sex som den gode substans, mens de yngre fokuserer kritisk på magtrelationer mellem mennesker.

Som jeg før har beskrevet på denne plads, var teologen K.E. Løgstrup på en måde en forløber for MeToo. I sit berømte essay om ”Formløshedens tyranni” fra 1961, påpeger han, hvordan konventioner kan tjene til beskyttelse mod uønsket intimitet, og hvordan opløsningen af sociale normer kan begunstige forførere, der under kammeratskabs maske søger noget helt andet. Løgstrup var skeptisk over for den seksuelle frigørelse, og det skyldtes ikke bare, at han var vokset op med en restriktiv seksualmoral. Det skyldtes også, at han havde eminent sans for, at der altid er magt på spil i menneskelige relationer, lige meget hvor utopiske og magtfri de kan forekomme.

Hvor den seksuelle frigørelse var en glad og naiv metafysik, repræsenterer MeToo en mørk realisme. Spørgsmålet er, om den kan blive så mørk, at den tipper over i et syn på seksualiteten som en særlig ond substans, der for evigt vanærer både krænkeren og den krænkende?

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.