Toiletkultur er også kulturstof

Der er ting, vi sjældent og helst ikke taler om, selvom de er altafgørende for vores velbefindende. Toiletbesøg og afføring hører til den slags

Vi taler helst ikke om vores toiletbesøg, men der kan være meget at snakke om, når man besøger mærkværdige toiletter.
Vi taler helst ikke om vores toiletbesøg, men der kan være meget at snakke om, når man besøger mærkværdige toiletter. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix.

I den franske renæssanceforfatter François Rabelais’ grotesk morsomme roman om Gargantua (fra 1534) fortæller den meget fremmelige femårige dreng sin far om, hvorfor han er så renlig. Over fire sider beretter han som sine omhyggelige forsøg på at finde det ”fornemste, det fortræffeligste og det mest virkningsfulde” at tørre sig i måsen med.

Han opregner alverdens ting, som han har prøvet, lige fra guldbroderede øreklapper, der flåede ham, en kat, der rev ham; en støveklud, en jagthue, frisérkåbe og utallige andre ting, der gik an. Men ingenting kan måle sig med ”en dunblød gæsling, når bare man passer på at holdet næbbet mellem benene”.

Jeg skulle ikke opholde mig ved dette temmelig udelikate emne, afføring, hvis ikke lige det er, fordi det for en gang skyld er noget, vi alle uden undtagelse kender til og kan tale med om – selvom vi meget sjældent gør det, fordi emnet er stærkt tabuiseret.

Men alle har gjort deres egne erfaringer og har en mening om det. Vi ved dog alle, at uden en regelmæssig afføring fungerer vores liv ikke. Forstoppelse og tynd mave går ud over vores velvære og vores humør. Uden regelmæssighed og orden her bliver vi pirrelige og irritable og ukoncentrerede. Ja, vi bliver måske sat helt ud af spillet og kan intet foretage os, før vi er kommet af med skidtet.

For spædbørn handler en tredjedel af deres liv om at få ordentlig gang i maven, resten af tiden går med at spise og sove. Vi andre bruger ikke så meget tid på det, medmindre der er noget galt. Men så er det også ligesom at få noget i øjet. Vi kan ikke tænke på andet.

Vores måde at tale om emnet på og vores måde at agere på ligger dybt rodfæstet i vores kultur og opdragelse. Lige fra vi pottetræner, bliver vi vænnet til at gøre tingene på en bestemt måde. Jeg husker stadig med gru, da jeg som syvårig var på hyttetur i Norge med familien, og toilettet var et das med to huller ved siden af hinanden. Hullerne førte direkte ned til et stinkende bjerg af afføring, som en lille dreng som mig forfærdelig let kunne dumpe ned i. Jeg sad der på dasset med min storebror, og det var grænseoverskridende og lige til at få forstoppelse af.

Senere har jeg oplevet dette ”primitive” toilet i Beijing. Da jeg var der for et par år siden, besøgte jeg de ældre, lavere bebyggelser, de såkaldte hutonger. Her er der hverken rindende vand eller toiletter i husene. Der er kun de offentlige toiletter, der for mændenes vedkommende består af en pisserende og et hul i jorden.

Da jeg gik ind i et af dem, og mine øjne vænnede sig til mørket, sad der en mand lige foran mig. Han var ligeglad på en måde, som jeg aldrig i mit liv selv vil blive. Lettere beskæmmet og med øjeblikkelig retention skyndte jeg mig ud på den befærdede gade med uforrettet sag.

Anderledes har man det i Japan, hvor jeg i Tokyo har oplevet et toilet så avanceret, at jeg aldrig fik prøvet alle dets muligheder, der kunne styres via en fjernbetjening. Der var varme i sædet, man blev spulet og rengjort og lufttørret og desinficeret bagefter. Ikke en lugt kom der på noget tidspunkt fra det toilet, andet end den, parfumesprayen gav. Det kunne fuldstændig sløre, hvad det egentlig var, der foregik. Det var for så vidt én stor fortrængning af vores naturlige afsondringer. Jeg sad med fjernbetjeningen i hånden og vovede knap at trykke på tasterne for ikke at blive suget ned i toilettet for først at dukke op igen på et rensningsanlæg i Yokohama.

De fleste af os får næppe et toilet af den standard. Men mindre kan jo også gøre det. At vores bekymring angående toiletbesøg alligevel altid ligger vores tanke nær, er de gribende scener fra corona-nedlukningens første dag et slående eksempel på. Aldrig så snart havde statsministeren talt om nedlukning af landet, før folk strømmede til de aftenåbne supermarkeder for at sikre sig et stort lager af toiletpapir. Verden kunne gå af lave omkring dem, og dog var deres første tanke at sørge for egen renlighed.

Jeg skal ikke vade mere rundt i dette evigt aktuelle emne denne gang. Det er som nævnt ikke noget, man taler om i tide og utide – uanset altså, at det ligger os alle på sinde mindst en gang om dagen.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.