Trænger Nationalmuseet ikke til en afkolonisering?

Det berømte Afrika-museum i udkanten af Bruxelles havde stort set stået uberørt siden 1950’erne og fremstillede kolonitiden som et fornuftigt og legitimt foretagende. For at kaste et kritisk blik på kolonitiden uden at ødelægge de indbyggede statuer udstilles der nu moderne kunst af afrikanske kunstnere

Det afrikanske museum i Tervuren i Belgien er blevet anset for at være det sidste kolonimuseum, men genåbner nu og vil være et museum for nutidens Afrika. –
Det afrikanske museum i Tervuren i Belgien er blevet anset for at være det sidste kolonimuseum, men genåbner nu og vil være et museum for nutidens Afrika. – . Foto: Virginia Mayo/Ritzau Scanpix.

I SIDSTE UGE genåbnede det berømte Afrika-museum i Tervuren i udkanten af Bruxelles. Museet huser den største og mest omdiskuterede Afrika-udstilling i verden. Museets udstillinger har været under renovering i hele fem år. Målet med den omfattende omstrukturering har stået klart fra starten. Som museets direktør, Guido Gryseels, udtaler i The New York Times:

”Generationer af belgiere er kommet her og har fået det indtryk, at kolonialismen var en god ting, og at Belgien bragte civilisation, velfærd og kultur til Congo.”

Jeg besøgte selv museet for seks år siden, lige inden det lukkede for den store omstrukturering. Udstillingen havde stort set stået uberørt siden 1950’erne og fremstillede kolonitiden som et fornuftigt og legitimt foretagende. Den gamle udstilling stod som en kolonial tidslomme med udstoppede aber og portrætter af nøgne congolesere.

”Vi blev af gode grunde anset for det sidste kolonimuseum i verden,” som Guido Gryseels indrømmer til magasinet News Africa.

Die Welle beskriver, hvordan man i indkomsthallen stadig kan se statuer af congolesiske børn, der takker de belgiske koloniherrer for at bringe ”sikkerhed til Congo”.

For at kaste et kritisk blik på kolonitiden uden at ødelægge de indbyggede statuer udstilles der nu moderne kunst af afrikanske kunstnere. De mest åbenlyst racistiske statuer er samlet i kælderen under teksten ”Et museum i bevægelse”. De prægtige museumsbygninger blev i sin tid finansieret af penge, som kong Leopold II havde tjent på sin koloni i Congo. Museets start går tilbage til 1897, hvor kong Leopold II fik anlagt en ”menneskezoo”. Her kunne man iagttage 267 tilfangetagne congolesere, som på autentisk vis skulle foregive at leve som i Congo. De besøgende yndede efter sigende at fodre de vilde afrikanere med peanuts og bananer.

”Det kaster en lang skygge over kolonitidens vold,” som Koekie Claessens, en af museets projektmanagere, udtaler til Die Welle. En mindeplade ”for denne tragedie” er nu blevet sat op i parken uden for museet.

Men selv det mest helhjertede forsøg på at afkolonisere museet vil naturligvis ikke lægge låg på debatten. Det var forventet, at kong Phillippe af Belgien ville tage del i åbningen, men han valgte at blive væk på grund af de polemikker, den ny udstilling havde affødt længe inden åbningen. Phillippe er Leopold II’s brors tipoldebarn og kan dermed ses som en nutidig repræsentant for det styre, der begik folkemord på op imod 10 millioner afrikanere.

Man har aktivt forsøgt at inkludere Belgiens afrikanske diaspora i indretningen af det nye museum. Ikke alle er lige begejstrede.

”Det er stadig et belgisk museum med et belgisk blik på Centralafrika. Der er behov for en fuldstændig ny samling,” som Ayoko Mensah udtaler til The New York Times.

En anden kunstner af afrikansk afstamning, Laura Nsengiyumva, havde foreslået at udstille en isskulptur af kong Leopold, der langsomt skulle smelte væk som et symbol på kolonitidens racisme, som udstillingen definitivt skulle lægge bag sig. Til Die Welle siger Nsengiyumva nu, at museet ikke for alvor har brudt med fortiden: ”Det er kolonial propaganda 2.0.”

I sin dækning af genåbningen lægger The Guardian vægt på en anden og ikke mindre betændt debat: Hvem ejer egentlig de udstillede genstande? Tilhører de ikke de afrikanske befolkninger? Og kan man overhovedet tillade sig at udstille genstande, som blev indsamlet under den brutale kolonitid?

Få dage inden åbningen erklærede Joseph Kabila, præsident for Den Demokratiske Republik Congo, i et interview til den belgiske avis Le Soir, at han ville bede om en omfattende restituering af Congos kulturarv.

Denne problematik rumler i hele Europa. I november udkom en fransk rapport, der uforbeholdent anbefaler en tilbagelevering af alle genstande indsamlet ”uden samtykke”. Rapporten er skrevet på foranledning af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der i flere sammenhænge har udtalt, at han personligt vil støtte en ”tilbagelevering af afrikansk kulturarv til Afrika”.

”Hvis Congo spørger om at få udleveret nogle af vores genstande, vil jeg naturligvis overveje det,” siger museumsdirektør Guido Gryseels til The Guardian:

”Det er ikke normalt, at 80 procent af Afrikas kulturarv befinder sig i Europa. Det er deres kultur, deres identitet, deres historie. Men hvordan definerer vi, hvad der er blevet lovligt eller ulovligt erhvervet?”.

Og det er jo, som man siger, et rigtig godt spørgsmål. En gruppe af foreninger fra den afrikanske diaspora har nu officielt bedt den belgiske stat om at nedsætte en kommission, der skal kortlægge hvert enkelt objekt i den etnografiske samling på 125.000 genstande.

På et eller andet tidspunkt kommer debatten vel også til Danmark. For trænger den etnografiske samling på Nationalmuseet ikke også til en afkolonisering

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.