Ifølge tidens trans-teori er mænd, der føler sig som kvinder, kvinder. Og omvendt. Der behøver ikke optræde legemlige tegn som hormonforstyrrelser eller hermafroditisme, og man behøver ikke få foretaget kirurgiske eller hormonelle indgreb for, at kønnet er skiftet.
Dette giver nu problemer i sportens verden, hvor forhenværende mænd kan deltage i kvindernes konkurrencer – og de sejrer overlegent. Således besatte to tidligere mænd forrige uge første- og andenpladsen i et 100-meterløb i USA.
Denne tingenes tilstand har fået den 62-årige tennislegende Martina Navratilova til at protestere. Hun kom ud af skabet som lesbisk i 1981, dengang det ikke var omkostningsfrit. Hun føler derfor, hun kan tillade sig at gøre indsigelse. I en artikel i Sunday Times kalder hun det ”vanvittigt” og ”unfair” at lade biologiske mænd konkurrere med biologiske kvinder.
Reglerne for trans-atleter ”belønner snydere og straffer de uskyldige”. Men ingen tør omtale tingenes skæve tilstand, skriver Martina Navratilova, af frygt for det politisk korrekte raseri, de derved kalder ned over deres hoveder.
Det skete da også omgående for hende selv. Hun blev med det samme sparket ud af bestyrelsen for Athlete Ally, en organisation, der arbejder for inklusion af LGBT-personer i sporten.
Herfra erklærede man Martina Navratilova for transfobisk og ude af trit med videnskabens nyeste indsigter. Hun fremmer farlige myter og hadefulde stereotyper, hed det. Det er høg over høg i minoriteternes verden.
”Vigtigst: Trans-kvinder er kvinder, punktum. Og der er intet bevis for, at den gennemsnitlige trans-kvinde er større, stærkere eller hurtigere end den gennemsnitlige cis-kvinde,” lød det fra Athlete Ally.
I magasinet First Things skriver Charlotte Allen, at der findes bunker af beviser for det modsatte, og nævner selv en række eksempler, hvor eks-mænd var tydeligt større og stærkere end deres kvindelige konkurrenter. Herunder en martial arts-kæmper, der tilføjede sin kvindelige modstander et kraniebrud, eller den muskuløse verdensmester i kvindecykling, Rachel McKinnon, som var mand i et tidligere liv – og en drivende kraft i Martina Navratilovas fordrivelse fra Athlete Ally.
”Der er noget ironisk i, at en livslang forkæmper for de lesbiskes sag skal skubbes ud af sin egen organisation af en biologisk mand,” bemærker Charlotte Allen.
”I årtier har feminister skældt heteroseksuelle mænd ud for at ’slette’ kvinder – fra historien, fra samfundet, fra det politiske liv. Men den virkelige sletning af kvinder kommer nu om dage fra deres progressive fæller. De mister deres specifikt kvindelige sportsgrene, deres specifikt kvindelige kroppe og, i sidste ende, deres specifikt kvindelige identiteter.”
I The Spectator lykønsker Rod Liddle ironisk de to lynhurtige vindere i det nylige 100-meterløb. Der lød klager fra de besejrede kvinder, ”men de blev naturligvis fejet til side i et land, hvor kvinders sportsgrene måske snart er besat udelukkende med mænd”.
Rod Liddle bemærker, at det altid er samme ”forskningsrapport”, der citeres til bevisførelse for, at mænd i virkeligheden ikke skulle besidde noget kropsligt forspring takket være større muskelmasse, kraftigere knoglestruktur og højt tes-tosteron-spejl.
Problemet med undersøgelsen er, at den er baseret på blot otte sportsfolk, der er ingen kontrolgruppe, og dens forfatter er ikke videnskabskvinde, men almindelig idrætslæge. Og tidligere mand.
”I mellemtiden vinder fyre det meste. Nogle gange er det fyre, som har fået et par bryster sat ind og har taget lidt læbestift på, andre gange er det fyre, som tilsyneladende slet ingen indsats yder for at skjule den kendsgerning, at de er fyre,” bemærker Rod Liddle.
I The Guardian anfører antropolog Katrina Karkazis, at megen moderne forskning kalder betydningen af testosteron for overvurderet. Hun har skrevet en bog om emnet. Desuden er der heldigvis mange andre veje til succes end simpel styrke. Hun nævner finesse, udholdenhed, smidighed, hånd-øje-koordination og kommunikation med holdkammerater.
Hvorom alting er: ”Kalder man nogle trans-kvinder for ’biologiske mænd’, så gør man sig til talsmand for den ’for længst kasserede’ idé om, at mænd og kvinder skulle kunne have et ’egentligt køn’,” bemærker Katrina Karkazis.
Nu kommer trans-atleterne og tager alle vore medaljer! Sådan lyder det alarmerende råb, skriver The Independents sportsredaktør Jonathan Liew. Den frygt er fuldkommen overdreven, mener han. Og er den det alligevel ikke, ja, så:
”Ved I hvad. Sport er ikke fair. Har aldrig været det. Generne er ikke fair. Basketballspillere er velsignet med højde. Gymnaster med kompakte, smidige kroppe.” Vi er alle forskellige.
Og for det andet er der større ting i livet end sport. Derfor ville det ikke være så slemt, hvis trans-personerne nupper fremtidens medaljer i kvindesporten.
”Forestil jer styrken i et trans-barn eller en trans-teenager, der ser en trans-atlet på det olympiske podiums øverste plads. På en måde ville det være inspirerende.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.