Er teologi overhovedet en videnskab og hører den hjemme på et universitet? Det diskuteres nu (se avisen den 12. april), og jeg kan ikke lade være med at se den debat som revers på en anden nylig debat om forfattere i kirken: Der skal være orden i sagerne, religionen skal ud af det offentlige rum, og det offentlige rum (for eksempel litteraturen) skal ud af kirken, og ligesom forfattere selvfølgelig ikke bør prædike i en kirke, bør der selvfølgelig ikke være teologi på et universitet.
LÆS OGSÅ: Mit forhold til folkekirken er hinsides religion
I debatten om forfattere i kirken undrede det mig, at mine ærede modparter tilsyneladende blandede tro og intellektuel skoling i kristendommen sammen. Principielt har de to ting intet med hinanden at gøre.
Tro er et personligt anliggende. En sort kasse. Vi kan forholde os til troens ydre udtryk i ord og gerning, men vi er afskåret fra at vide, hvad de svarer til i det indre. Det kan være, at nogle troende slet ikke har troen som en indre vished. Måske er det hele blot en viljessag, en anstrengelse.
Viden om kristendommen er derimod ikke en sort kasse. Principielt kunne man godt forestille sig ateister, der var særdeles kyndige om kristendommens historie, tekster, dogmer og alligevel forblev ateister. De kunne måske endda holde fortræffelige prædikener. Hvis der skal være teologi på universitetet, skal selv en Mikael Rothstein med det fornødne hårde arbejde, der kræves, bevares kunne blive cand.theol. med kryds og slange og alskens udmærkelser.
I Kristeligt Dagblads artikler om sagen sagde Frederik Stjernfelt om teologi:
Det kunne være relevant at se på, hvor meget af faget der er videnskabelig forskning og uddannelse, og hvor meget af indholdet, som hører til det konfessionelle. Så kunne man i højere grad end i dag skille de to områder og placere den konfessionelle undervisning et andet sted end på universitetet.
Nu kommer det lidt an på, hvad man mener med konfessionel. Hvis man så Guds finger i kirkehistorien og bedrev eksegese uden brug af historisk-kritiske og tekstanalytiske metoder, ville der være et problem. Men det er jo ikke tilfældet. Hvad angår det metodiske, kunne teologi for så vidt godt spaltes op, så kirkehistorie gik til historiefaget, etik og dogmatik til filosofi, og de eksegetiske fag til litteraturvidenskab.
Når det alligevel ville være teologiens død at gøre det, er det selvfølgelig, fordi der er en midte, et konvergenspunkt, som er kristendommen, og som holder disciplinerne sammen. Peter Kemp formulerede i sin tid i Engagementets poetik (1974) et kriterium om intellektuel sympati for kristendommen: Man tror ikke nødvendigvis selv, men man kan forstå og reproducere de tankegange, der ligger til grund for troen.
Man tror i en abstrakt og intellektuel forstand, men det er dette er mit eksempel og ikke Kemps for så vidt ikke anderledes, end at man for at kunne forholde sig til fodbold er nødt til at kende regelsættet. Der er i den forstand ikke forskel på de teologisk vankundige og dem, der ikke kan forstå, at 22 mænd løber rundt på græs efter en bold, og hvorfor giver man dem dog ikke én hver?
Sympatikriteriet er meget anvendeligt, fordi det så at sige detektivisk kan opspore de kritiske tærskler, hvor den studerende, måske indirekte og under andre betegnelser, bliver opfordret til at gøre troens spring for at kunne bedrive teologi. Det vil ikke være legitimt.
Man kan så mene, at selv det, at der er en midte, er problematisk og universitært diskvalificerende. Men spørgsmålet er, om teologien ikke er mindst lige så selvkritisk som de humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner, der især efter 1968 i perioder har haft svært ved at skelne mellem det videnskabelige og det konfessionelle, her forstået som ideologi og politik.
Disse fag har også ofte en midte. Mit eget fag, litteraturvidenskaben, hviler på, at man kan afgrænse et genstandsfelt, som man kalder litteratur, og at man tillægger det en værdi, som gør det relevant at studere.
Det kan der godt være flere meninger om. Nogle vil måske opfatte det som den rene nissevidenskab: Man sidder og diskuterer sin opfattelse af nogle tilfældige personers fantasifostre (=litteratur). Det har jeg ikke plads til at gendrive her, så lad mig blot sige: Its good to be a nissemand!.
Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hver anden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.