Hospitalspræst: Troen er dér, hvor alt er, som det skal være – på trods af død og magtesløshed

Gud er ikke en problemknuser, men én, der får os til at forstå, at livet stadig giver mening på trods af magtesløshed og død, skriver hospitalspræst

Som hospitalspræst gjorde jeg mig hurtigt den erfaring, at jeg var nødt til at formulere et klart og enkelt gudsbillede, fordi min menighed har travlt og ofte befinder sig i et kaos, hvor hovedet ikke helt virker, som det plejer, skriver Lotte Blicher Mørk. Illustration: Søren Mosdal
Som hospitalspræst gjorde jeg mig hurtigt den erfaring, at jeg var nødt til at formulere et klart og enkelt gudsbillede, fordi min menighed har travlt og ofte befinder sig i et kaos, hvor hovedet ikke helt virker, som det plejer, skriver Lotte Blicher Mørk. Illustration: Søren Mosdal.

”HVIS DEN GUD, du tror på fandtes, så havde han forbandet og afskaffet de pædofile præster for længe siden,” udtalte Jonatan Spang i tv-programmet ”Tæt på sandheden” i en lang svada over pavens manglende indgriben over for pædofile præster. Slutteligt konkluderer Spang, at siden der eksisterer pædofile, så må det være bevis på, at Gud ikke eksisterer. Og hvis han alligevel gør, må han være at sammenligne med tegneseriefiguren Cirkeline eller fantasivæsnet Gollum fra ”Ringenes herre”.

Spang melder sig hermed ind i klubben af ellers begavede mennesker, der først konstruerer et indskrænket gudsbillede – for derefter at tage afstand fra denne konstruktion. Det komiske ved Spangs indslag er imidlertid, at han lader til virkelig at mene, at vi troende tror på en gammel mand med langt skæg, der sidder på sin sky og detailstyrer verden i bedste mikromanagerstil, således at alt i denne verden bliver en direkte konsekvens af hans handlinger. Disse lidt infantile og gammeltestamentlige forestillinger har ikke noget med et kristent gudsbillede at gøre. Men hvorfor går almindelige reflekterede mennesker rundt med denne gudsopfattelse?

EN DEL AF PROBLEMET kan nok tilskrives præstestanden. Vi er for dårlige til at imødegå dette unuancerede gudsbillede, og når vi prøver, ender det alt for ofte i dogmatiske abstraktioner, som ingen forstår. Disse bliver i bedste fald ligegyldige, og i værste fald giver de andre anledning til at latterliggøre troen på Gud ud fra føromtalte opfattelse.

Vi præster har en tendens til meget hurtigt at henvise til skriftsteder og dogmer om for eksempel arvesynd, Guds menneskeliggørelse og kødets opstandelse, som om det i sig selv var dokumentation for noget som helst. Der er ikke noget forkert i dogmerne – de er kri-stendommens grundlag – men problemet er, at de fleste almindelige mennesker ikke forstår deres betydning og derfor virker den form for argumentation utilgængelig og ligefrem utroværdig.

SOM HOSPITALSPRÆST gjorde jeg mig hurtigt den erfaring, at jeg var nødt til at formulere et klart og enkelt gudsbillede, fordi min menighed har travlt og ofte befinder sig i et kaos, hvor hovedet ikke helt virker, som det plejer. Jeg kan blive mødt med: ”Tror du virkelig på en Gud, hvis jeg som 29-årig ligger her og er dødssyg?”.

Selvom patientens udgangspunkt her er anderledes, minder gudsbilledet om Spangs forsøg på via en rationel sondring at få regnskabet til at gå op. Men det går aldrig op i vores menneskelige forstand. Og derfor er det netop interessant at udfordre patientens gudsbillede.

Gud er ikke en problemknuser, men én, der får os til at forstå, at livet stadig giver mening på trods af magtesløshed og død. Min opgave i de situationer er at vække det budskab til live, hvilket højst sandsynligt ikke ville ske, hvis jeg blot svarede med et: ”Bare rolig, Gud er dér i magtesløsheden og lidelsen, fordi han ved, hvordan du har det – han var selv et menneske.”

Det ville igen være et svar, der kun taler til hovedet. Men troen sidder jo netop ikke i hovedet, den sidder i hjertet. Jeg ville være nødt til at være mere konkret og sige noget i retning af, at hvis jeg skal have et gudsforhold er jeg – selv som præst – nødt til at erfare det. Og det gør jeg helt konkret gennem andre mennesker. Når jeg møder kærligheden.

I dét lille øjeblik, hvor jeg kan mærke, hvad der betyder noget for mig – hvad der giver mening. Dér, hvor alt er som det skal være – på trods af død og magtesløshed. For sådan er det, når man mærker kærligheden. Lige dér bliver troen levende. Troen på, at der er noget, der rækker langt længere ud, end jeg som menneske evner at fatte – også ud over døden.

MEN JEG HAR BRUG FOR et andet menneske, der kan minde mig om det, når jeg ikke selv kan se det, eller når jeg ikke kan finde mening, håb og tro. Når jeg erfarer dette fællesskab, bliver der skabt plads til troen. Samtidig har jeg og vi også brug for kirkens ritualer, fordi de er med til at gøre alt det usynlige synligt. Og det virker, fordi det er erfaringsnært – ikke fordi det er beviseligt. Det taler til hjertet og ikke til hovedet.

Nu sidder der helt sikkert nogle kloge teologer og hiver op i præstekjolen over, hvor forsimplet dette gudsbillede er. Men i modsætning til et abstrakt og uforståeligt gudsbillede, som ingen almindelige mennesker forstår, kan et enkelt gudsbillede faktisk give fornemmelsen af et fællesskab og en forbundethed til noget større og meningsfuldt.

Og det fællesskab er vel dét, kristendommen bygger på, og som skal imødegå vor tids trang til det individuelle. Jeg tror ikke på, at Gud sidder deroppe og beslutter, hvem der nu skal rammes. Lidelse, sygdom, krig og andre ubehageligheder er en del af verden.

Når Spang og andre føler sig nødsagede til enten at tillægge Gud alverdens skyld eller beskylder ham for blot at være en tegneseriefigur, når han nu ikke fjerner problemerne – ja, så handler det mere om disses trang til at få deres eget regnskab til at gå op ved at forklejne Gud i deres fremstilling, for dermed bagefter at kunne fornægte denne med ro i sindet, end det handler om at fremstille et reelt kristent gudsbillede, som man uforbeholdent læner sig op ad gennem livet.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.