Prøv avisen
Kanten

Troen kan få os til at overvinde meget

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Brian Degn Mårtensson

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Troen på noget større har hjulpet menneskeheden igennem alt fra pest, krig, kolera og hungersnød, siger skribenten

Da den sorte død ramte Island første gang i begyndelsen af 1400-tallet døde efter alt at dømme mellem 50 og 60 procent af befolkningen. Da pesten kom tilbage ved århundredets slutning, døde et sted mellem 30 og 50 procent. Trods disse katastrofers ubegribelige omfang, tåler de næppe sammenligning med spaniernes og portugisernes indtog på de amerikanske kontinenter, hvorpå nogle områder oplevede en dødelighed på omkring 90 procent grundet en kombination af krig og sygdom. I samme liga hører Påskeøens deroute, hvor en befolkning på flere tusind mennesker på blot 150 år blev reduceret til kun lidt over 100 plagede sjæle.

Vi ved med sikkerhed, at ubegribelige tragedier også indtraf før en egentlig historieskrivning fandt sted, blandt andet i form af det kolossale civilisationskollaps i bronzealderen. Af samme grund er undergangsfortællinger og ditto profetier også forekommende i stort set alle bevarede religioner. Bibelen har i samme ånd en stærk syndflodsfortælling, der præsenterer den troende for undergangen som fænomen, ligesom bevidstheden om dommedag tilvejebringer et perspektiv på det jordiskes uafvigelige endelighed.

Hvordan skal vi som mennesker nogensinde kunne rumme så uforståelige tragedier – at stort set alle omkring en dør i gråd og smerte? At alt håb synes ude, og tilværelsen for de få overlevende bliver et regulært helvede? At se alle ens børn dø en grufuld død uden at man kan stille noget op? At se alle ens venner og kære visne bort og forsvinde. Hvordan kan nogen dog fortsætte efter dette?

Ikke desto mindre bygger vores civilisation på det faktum, at nogle evnede at overkomme selv de mest grufulde kataklysmer: pest, krig, kolera og hungersnød i ufattelige mængder. Død, pine og helvede på jord har mennesket overvundet i troen på noget større end sig selv. I mødet med de totale katastrofer har folk rejst sig igen og igen – selv når alt håb for dem selv var ude – og bygget gården, smedjen, kirken og livet op på ny. Nok ikke i håbet om selv at leve et lykkeligt og problemfrit liv, men i troen på at andre måske en dag vil.

I paradis findes ingen undergang, kun statisk evighed. Da Adam og Eva syndede imod Gud, betrådte de en sti, hvor glæden opvejes af sorgen, lyset af mørket, og lykken af ulykken. Det er så at sige menneskets lod at forholde sig til disse tilværelsens dualismer, og al civilisation og udvikling udspringer i grunden af overvejelser herom. Uden undergangen som mulighed, står alting stille. Set i ovenstående lys er det mærkeligt at se, hvordan det moderne menneske har reageret på en relativt mild virus som corona. Har vi mon helt glemt vores egen dødelighed? Katastrofen som urfænomen? Undergangen som mulighed? Os selv som mennesker underlagt tilværelsens dualismer? Befandt vi os virkelig i paradis før den bemeldte virus.