Prøv avisen
Kanten

Trump lyver, konspirerer og opvigler. Men han var også en gevinst for demokratiet

Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Kasper Støvring, klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg støttede selv Trumps politik, der var den mindst ringe kur mod sygdommen, indtil Trump totalt og endegyldigt skandaliserede sig selv

Trump lyver, konspirerer og opvigler. ”Godt, vi er kommet af med ham,” skrev jeg efter valget i november. Trump var også medskyldig i stormen på Kongressen. Det er dybt forkasteligt.

Trump var imidlertid også en demokratisk gevinst. Hvordan det?

Trump har givet millioner af amerikanere en tro på, at de har noget at skulle have sagt i forhold til den politiske proces, de er underlagt. Mange af hans vælgere er ”the deplorables”, de afskyelige, som Hillary Clinton kaldte dem; en underklasse, der i årevis er blevet forhånet og forarmet af det etablerede politiske system. Ind kom så Trump og gav dem en stemme og et håb.

Har kuren været værre end sygdommen? Nej, det mener jeg ikke.

Meget godt er sket under Trump: stærkere økonomi, flere jobs, færre indvandrere og løntrykkere, en handelskrig med Kina og opgør med en globalisering, der ikke var i USA’s interesse, fredsaftaler i Mellemøsten og ingen nye krige. Dertil kommer så, at Donald Trump på legitim vis har repræsenteret arbejder- og underklassens vrede og frustrationer, der således er blevet kanaliseret ind i det demokratiske system og dermed tæmmet. Risikoen for udenomparlamentarisk radikalisering er minimeret.

Vreden er tæmmet, ikke fjernet – derfor stormen på Kongressen. Men det er opsigtsvækkende, hvor få tilfælde af højreradikal vold, der har været under Trump. Omvendt har voldelige Trumpmodstandere i et halvt år hærget de amerikanske storbyer.

Det siger noget om voldspotentialet i det amerikanske samfund, et potentiale, der formodentlig er større på den radikale højrefløj alene på grund af omfanget af vrede, hvide amerikanere. Især de demografiske ændringer udgør her en krudttønde.

Jeg støttede selv Trumps politik, der var den mindst ringe kur mod sygdommen, indtil Trump totalt og endegyldigt skandaliserede sig selv. Der er derfor brug for noget andet end Trump: en politiker, der viderefører Trumps fornuftige indvandrings-, globaliserings- og udenrigspolitik.

Sker det ikke, står vi over for et demokratisk sammenbrud med autoritære ledere, ikke blot inkompetente narcissister. For man kan uddrive den urene ånd og feje og pryde sit hus. Men ånden vender tilbage med syv værre ånder. Og det sidste bliver værre end det første.