Tryksværte på bagdelen og 117 andre ting, jeg ikke vidste om min mor

Nogen siger, at den bedste gave, man kan give, er noget af sig selv. Det tog min mor ganske bogstaveligt, da hun sidste jul brød alle Ønskeskyens regler og gav mig noget, jeg ikke engang havde bedt om. Jeg arvede hendes minder

Gaveidé til familiemedlemmer og dem, du har kær: Dine bedste og værste minder samlet i en bog. Her Trine Lavgesen med gaven fra sin mor. Foto: Johanne Teglgård Olsen (tv.) / Privatfoto

I min familie er det blevet rigtigt populært med en såkaldt Ønskesky ved juletid. Til dem, der ikke allerede er bekendte med tjenesten, er det dybest set en online ønskeseddel, hvor alle i familien kan reservere lige præcis den gave, de gerne vil give dig – uden du selv kan se det.

”Så er det slut med dobbeltgaver,” som hjemmesiden reklamerer med.

Desuden består den digitale ønskeseddel af direkte links til den relevante netadresse, så alle – med statsgaranti – modtager præcis den størrelse, de bruger, den farve, de ønsker sig, ja, grundlæggende den gave, de har forestillet sig.

Som mangeårig og højlydt modstander af ønskelister (”det er jo bare bestillingslister!”) tog det lidt overtalelse, men i sidste ende tilsluttede jeg mig det nye regime.

Det var blevet julen 2020, og det ene iturevne gavepapir efter det andet afslørede lige akkurat den gave, jeg havde forestillet mig. Veganske læderstøvler, yogablokke i kork, noveller af Raymond Carver. Jeg må indrømme, at det var tilfredsstillende at sætte et mentalt flueben, hver gang et nyt ønske fra skyen materialiserede sig.

Da der ikke var flere gaver under træet, og roen var ved at indfinde sig, stod min mor pludselig med fem identiske pakker i favnen. Det var gaver, hun havde glædede sig til at give. Det kunne jeg se i hendes øjne, men også i hendes højre hånd, hvor hendes iPhone 11 Pro allerede var klar til at forevige vores reaktioner.

”Det er min julegave til jer,” sagde hun, da min søster, min søsters tre børn og jeg synkront åbnede en gave, vi slet ikke havde haft fantasi til at ønske os.

Det viser sig, at min 71-årige mor de sidste mange år har arbejdet på en bog til sine tre børn og tre børnebørn om sin opvækst, sin familie, faktisk hele sit liv. Bogen gemmer på beskrivelser af de steder, hun har boet, den mad, man spiste dengang, ferier, hendes interesserer, kærester, det bedste og det værste, hun har oplevet, eksempler på datidens legetøj, telefoner, køkkenredskaber, et utal af familiefotos og meget, meget mere.

Med bogen i hænderne går det op for mig, at der er meget, jeg ikke vidste om min mor. Hun er normalt ikke typen, der uopfordret deler sine erindringer, og jeg har åbenbart ikke spurgt.

Nu ved jeg, at min mor som barn lå med en lommelygte under dynen for at læse bøger, når hun egentlig skulle sove. Jeg ved, at hun var misundelig på dem fra klassen, der havde råd til rigtige skøjter. Jeg ved, at inden hendes forældre selv fik et fjernsyn, blev de inviteret over til naboen for at se ”Lassie”-film, og min mor synes, hunden Lassie var så fantastisk, at hun kunne græde over det i timevis.

Jeg ved også, at hun fik 1 krone for at være barnepige for naboens børn en hel aften. Jeg ved, at min mor og hendes søskende spillede kortspil, men gemte kortene, når bedsteforældrene fra Hanstholm kom på besøg, fordi min oldemor opfattede det som en synd at spille kort. Jeg ved, at der skulle være helt stille i stuen, når der var radioavis. Og jeg ved, at toilettet de første mange år var en spand med et bræt over, og toiletpapiret var avispapir, der var klippet i mindre stykker.

”Tænker, vi havde sort tryksværte på bagdelen,” som min mor noterer sig.

Når jeg bladrer i bogen, er det som at åbne en portal til det liv, min mor har levet, før jeg selv kom til. Det føles som om, jeg har taget plads ved køkkenbordet siden af min mor, der betragter sin mor, min mormor, med den sædvanlige cigaret i hånden og omgivet af det rod, som min mor åbenbart altid flovede sig over, når de fik gæster.

Jeg er med i togvognen til Kassel i Tyskland, hvor min mor, 16 år og meget bekymret for, om nogen kunne finde på at tale til hende, bladrede i Familie Journalen, så medpassagerne kunne se, at hun ikke var tysker. Og da min mor er flyttet til Hanstolm og erhverver sig ved at køre taxa i ”en stor fed Mercedes”, sidder jeg på bagsædet.

Bogen var ikke var bare årets julegave, det var en gave, jeg ikke vidste, jeg ønskede mig. Min mor gav mig sin historie. Hun har ladet sine minder gå i arv. Og hvis jeg en dag får børn, vil jeg give hendes historie videre til dem.

Og til jer, der stadig helst bare vil undgå overraskelser og være 100 procent sikre på, I får lige akkurat det ildfaste fad, I står og mangler: Så er der jo altid Ønskeskyen.