Minksagen repræsenterer et generelt angreb på det dyrebareste, vi ejer i Danmark

Tvangsaflivning, tvangsfjernelser og tvangsoversættelser. Tvang bliver ofte prisen for politikeres behov for at fremstå handlekraftige. Men tvang er gift for tillid, og hvis vi først mister den, så har vi for alvor mistet noget af det mest dyrebare i vores land

Vi har brug for politikere, der kan skabe resultater gennem tillid.
Vi har brug for politikere, der kan skabe resultater gennem tillid. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Det er ikke kun minksagen, der tærer på vores tillid. Det gør også en række andre politiske sager, der har det til fælles, at love og principper virker sekundære i forhold til at kunne fremstå som handlekraftig.

Uden tilliden til, at vi vil hinanden det bedste i Danmark, så kollapser det danske velfærdssamfund. Vores tillid til, at andre betaler deres skat og ikke udnytter min, og at vi alle er lige for loven, er helt afgørende for, at det Danmark vi kender, kan bestå.

Derfor er det svært at overdrive betydningen af minksagen. Den repræsenterer et angreb på det dyrebareste, vi ejer i Danmark: Tillid. Men selvom statsministeren nok har taget viljen til at være handlekraftig til nye højder med dertil hørende blinde vinkler, så er det en tendens, der har været der længe.

Inger Støjbergs (V) tilsyneladende ligegyldighed med lovligheden af adskillelse af ægtepar, hvor den ene var under 18 år, er et andet eksempel.

Imamlovens mistænkeliggørelse af religiøse forkyndere satte spørgsmålstegn ved ligheden for loven.

Den verserende donationslovgivning, hvor integrationsministeren frejdigt forsvarer afskaffelsen af et grundlæggende retsprincip, retten til partshøring, læner sig op ad samme problemstilling: Love og principper er sekundære.

Lige nu venter vi spændt på regeringens udspil om tvangsoversættelser af prædikener på andre sprog end dansk. Måske får vi lov til at undtage de europæiske hovedsprog fra tvangsoversættelsen, men hvad ændrer det? Udspillet vil uanset hvad repræsentere en fuldstændig ligegyldighed over for proportionalitetsprincippet. En forsvindende lille del af radikal islamisme vil blive ramt, om nogen overhovedet, og mange af os andre må holde for med besværlige oversættelser, kontrol og mistænkeliggørelse, der ligger milevidt fra en dansk tillidsbaseret tilgang.

Tvangsaflivning, tvangsfjernelser og tvangsoversættelser. Tvang bliver ofte prisen for politikeres behov for at fremstå handlekraftige. Men tvang er gift for tillid, og hvis vi først mister den, så har vi for alvor mistet noget af det mest dyrebare i vores land. Vi har ikke brug for politikere, som kun er handlekraftige. Vi har brug for politikere, der kan skabe resultater gennem tillid. Det er den danske vej.