Coronakrisen vender op og ned på samfundet. Det, der var utænkeligt for tre måneder siden, er hverdag nu. Ingen forsamlingsfrihed. Boligen og privatlivet er ikke mere ukrænkeligt. Opholdsforbud og ekstrem overvågning er hverdag.
Krisen har enorme omkostninger, ikke alene økonomisk, men også menneskeligt.
Da krisens omfang begyndte at tegne sig, handlede regeringen resolut ved at lukke Danmark ned. I betragtning af den ekstreme usikkerhed dengang, var det formentlig klogt. Men i dag ved vi meget mere om, hvordan smitten spredes, og hvor alvorlig risikoen er for befolkningen. Nu er det tid til at formulere et nyt menneskesyn.
Vi kan følge i hvert fald to hovedspor: opretholde tvangen og derefter lukke Danmark langsomt og forsigtigt op eller inddrage borgere, virksomheder og civilsamfund i arbejdet med at finde nye løsninger, sådan at alle så vidt muligt igen kan leve det frie liv, de hver på deres måde ønsker.
De to spor er meget forskellige.
I det første er det staten, der har ansvaret. Den uddeler gaver (hjælpepakker) og holder disciplin med alle magtmidler. Staten bestemmer, hvornår arbejdspladser, butikker, foreninger og institutioner kan åbne igen, og hvordan det skal ske.
Befolkningen, virksomhederne, institutionerne og foreningerne er reduceret til klienter, der skal understøttes, reguleres og kontrolleres, inden de på et tidspunkt kan sættes fri igen, hvis den dag overhovedet kommer. Grundtanken er, at tvang og statsstyring er den mest effektive måde at takle krisen på. Mange mener, at det er eneste mulighed. I det andet spor er det befolkningen, der tager ansvaret, og staten, der understøtter. Statens vigtigste opgave vil så være at stille viden til rådighed for alle i samfundet, sådan at hver enkelt borger, virksomhed, institution eller forening kan finde den løsning, som holder hjulene i gang, der hvor de er, med mindst mulig smittespredning.
Sundhedspersonale, uddannelsesinstitutioner, kompetente virksomheder, foreninger og enkeltpersoner kan hjælpe. Og heldigvis vil en velinformeret befolkning stemme med fødderne. Hvis fitnesscentret ikke har styr på smittefaren, kommer der ingen kunder. Hvis plejehjemmet sjusker med hygiejnen, og beboerne bliver syge, skal der nok komme et retligt efterspil.
Alle Danmarks indkøbscentre er lukkede. Store og små. Sådan er det bare. Forbuddet er ubetinget. Tvangen er total. 29 bogbutikker er allerede konkurs og hundredvis af andre virksomheder følger efter. Tænk, hvis ansvaret for at finde en løsning havde ligget hos det enkelte center og den enkelte butik.
Det ville ikke tage dem mange dage at blive enige om ensretning af færdsel, begrænsning af antal kunder, eliminering af køer foran kasser, håndhygiejne overalt og rengøring af toiletter hver halve time. Det ville koste en brøkdel af det, vi betaler for tvangen. Jeg tror, det grundlæggende problem er, at staten ikke har tillid til befolkningen. Indrømmet: Der vil altid være nogle, der er uansvarlige, men så må opgaven være at bruge statens magtmidler til at slå ned på dem; ikke forhindre alle dem, der er ansvarlige, i at finde løsninger.
Det er et spørgsmål om menneskesyn og etik. Hvis ens menneskesyn er, at staten ved bedst, at staten skal styre alt, og at tvang er det eneste redskab, der virker, så skal man holde sig til tvangen. Vi kunne også have valgt at vise tillid til befolkningen, virksomhederne, institutionerne og civilsamfundet.
Tvang virkede i starten. Jeg tror, at frihed virker nu.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.