LINDEVANG KIRKE på Frederiksberg har lavet om på indledningsbønnen ved dåb og fjernet formuleringen om, at vi bliver Guds børn i dåben.
Da den nyhed ramte Kristeligt Dagblad, ramte den også to igangværende debatter: Dels en om dåbens betydning, dels en om graden af liturgisk frihed i folkekirken i avisen den 12. juni. De to debatter er i familie med hinanden, for man kan ikke arbejde med liturgi uden at arbejde med teologi, som flere også anfører i den nævnte artikel.
Alligevel er det et spørgsmål om, hvor tæt de to debatter er i familie, og om vi ikke gør klogt i at holde dem på en arms længde fra hinanden. De er, så vidt jeg kan se, søskende, måske tvillinger, men i hvert fald ikke siamesiske tvillinger.
FØRST LIDT OM dåbsdiskussionen: Jeg deler valgmenighedspræst Nana Hauges og andres bekymring for, hvad Lindevang Kirke har gang i angående forståelsen af dåben. Hvis jeg anstrenger min goodwill-muskel meget, kan jeg godt se, at man kan bruge udtrykket ”Guds børn” om det forhold, at vi er skabt i Guds billede og fra vores und fangelse Guds elskede.
Jeg har bare svært ved at få øje på ét eneste sted i Det Nye Testamente, hvor udtrykket bruges på den måde. Derimod kan jeg komme i tanke om en hel sværm af steder, der taler om, at vores relation til Gud forandres, når vi ved dåb og tro knyttes til Jesus Kristus. Vi går over fra død til liv, fra fortabelse til frelse: Bare ritualets to tekster – missionsbefalingen og beretningen om Jesus og de små børn – betoner, at ved dåb og tro bliver vi Jesu disciple og kommer ind i Guds rige. Dertil kommer nytestamentlige udtryk om, at ”den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes”, at vi i dåben er ”vokset sammen med ham”, at dåben er ”omskærelse til Kristus” og er ”den dåb, som nu frelser jer”. Og så videre …
Jeg må indrømme, at det kræver en vis selvdisciplin ikke at se læren om alles frelse bag ønskerne om at nedtone forståelsen af dåben som det, der i realiteten ændrer vores relation til Gud. Det kan i hvert fald ikke være en nytestamentlig besindelse på dåbens natur.
At forsøge at fjerne denne dåbsrealisme fra ritualet gøres ikke med en hurtig henvisning til, at vi som skabte er Guds børn. Det ville svare til at forsøge at fjerne en snelavine med en teske.
Man skal ændre mange sætninger i ritualet og må tilmed finde et par andre bibeltekster at læse op. Tænk bare på Jesu afsluttende hilsen til os voksne om, at ”den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.
OG SÅ NÆRMER VI OS kraftigt den anden debat – den om liturgisk frihed. For det er jo fristende at forsøge at forsvare den bibelsk funderede lutherske dåbsforståelse ved at kræve, at der ikke må flyttes et komma i liturgien. Altså ved at begrænse den liturgiske frihed. Der er i hvert fald to grunde til, at jeg ikke tror, det er en farbar vej:
For det første skal man ikke mere end ned til afslutningen af den nævnte indledningsbøn, før det bliver i den klassiske forståelses interesse at overveje en modernisering af ordlyden. Her bedes der for dem, som nu skal døbes, at Gud vil ”bevare dem i dit samfund både her og hisset”. Ordet ”samfund” betyder på nydansk noget i retning af ”stat”, og udtrykket ”her og hisset” er på grænsen af komplet uforståeligt for alle, der er under 75 år. Måske skulle der stå ”bevare dem i fællesskab med dig både i dette liv og i det, der venter efter døden”.
Jeg har en fornemmelse af, at når udtrykket ”her og hisset” ikke – så vidt jeg ved – er særlig forhadt, skyldes det, at det er tilstrækkelig uforståeligt til at kunne tilsløre, hvad der i sidste ende er på spil i dåben.
Min anden grund til, at jeg ikke tror, det er hensigtsmæssigt at koble en konservativ teologisk holdning til en liturgisk konservatisme, er, at vi ikke ved liturgiske formuleringer kan fastholde det, der er tabt i hjerterne.
Jeg er temmelig overbevist om, at folkene i Lindevang Kirke bare har sagt det højt, som mange andre tror og tænker. Og så gør de vel os alle sammen en tjeneste ved at få det frem i lyset, så vi kan drøfte det åbent.
For lige så vel som ”tvang til tro er dåres tale”, lige så lidt kan vi fastholde en åndelig og teologisk linje med regler og fastlagte formuleringer. I sidste ende kræver det overbevisning. Og hvis det er tilfældet, så er den teologiske diskussion storesøster og den liturgiske lillebror.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.