Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirkeligt set

Biskop: Tvivlens tid kalder på tro

Illustration: Søren Mosdal

Henrik Wigh-Poulsen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi tvivler på mange måder som sjældent før, mener biskop Henrik Wigh-Poulsen

JEG HOLDER MEGET AF det engelske udtryk sweeping statement. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg bedst kan oversætte det. Men måske noget i retning af en ”fejende generalisering”, altså en påstand fremført med piber og trommer, 220 kilometer i timen, store armbevægelser og høj stemmeføring, ofte med en vis forundret tavshed hos de nærmeststående til følge. Et sweeping statement er effektivt at åbne en klumme som denne med, men den bør følges bare nogenlunde til dørs. Det klæder klummeskriveren bedst.

Jeg kom til at tænke på det forleden, da jeg læste Marie Krarups (DF) kommentar i Berlingske med overskriften ”Præster skal ikke opfordre til at tvivle”. Anledningen var et møde, hun som medlem af kirkepolitisk udvalg havde haft med en gruppe præster, hvor en af de medvirkende ifølge Marie Krarup havde sagt, at man bør huske på tvivlens nådegave, da historien om det 20. århundrede klart har vist, hvilke rædsler den stærke tro kan føre til.

I bemærkningen hører Marie Krarup en tidstypisk og trendy tvivl på troen, som hun mener, præsten vil lade gælde for det kristne budskab også.

Jeg ved ikke helt, hvem af de to, præsten eller folketingspolitikeren, der gør sig mest skyldig i anvendelsen af fejende generaliseringer. Jeg var ikke selv til stede på bemeldte møde, men jeg tillader for min part at tvivle på, at præsten virkelig også mente det, som udlagt af Krarup.

EN PRÆST KAN SELVFØLGELIG som andre mennesker komme i anfægtelser – ja, det hører vel nærmest med. Men hendes embede tilsiger, at hun skal prædike til tro. Længere er den ikke. Og i så mange andre sammenhænge kan tvivl da være en nådegave.

Under alle omstændigheder berører de to, præsten og politikeren, på hver deres måde et begrebspar, tro og tvivl, der i den grad sætter sit præg på dagens debat og udsyn. Også i det langt bredere billede.

Man kan, med endnu et sweeping statement, kalde forrige århundrede for en troens tid, hvor kampen for den perfekte verden og det jordiske paradis kostede blodige ofre. Hvilket de to omtalte antagonister synes rørende enige om.

Men med et lige så sweeping statement kan man kalde vores eget århundrede for en tvivlens tid, der gang på gang stiller spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder. Måske stimuleret af en amokgående markedsøkonomi og den islamistiske totalitarisme, der som et grusomt efterslæb af sidste århundredes ideologier og ismer minder os om, hvad vi ellers troede lå bag os. Det politiske billede, der for øjeblikket tegner sig i USA (og efterhånden mange andre steder), og som også kan forklare Trumps i manges øjne ubegribelige popularitet, tegnes af en udbredt mistro til eller dyb tvivl på den traditionelle og etablerede politiske kaste og dens ”rigtige” meninger og floromvundne snak og politiske korrekthed. Hadet til pressen, til medierne, til ”den dybe stat” får folk til at kalde på den upolerede Brutalis og kaste deres lid på de vanvittige konspirationsteorier, han selv nærer.

VI TVIVLER PÅ MANGE MÅDER som sjældent før. Vi tvivler på den globale opvarmning som et faktum eller på de generationer og meningsdannere, andre mener er skyld i den.

Vi tvivler på autoriteterne og deres gode vilje. Vi tvivler på politikerne og de traditionelle politiske partier. Vi tvivler på EU og alliancerne og de gamle fællesskaber. Vi tvivler på de troende. Vi tvivler på hinanden med en intensitet, der kan få et besøg på de sociale mediers kommentatorspor til at blive som et blik ned i en svimlende sort undergrund. Men ligesom troens tid kaldte på tvivl, kalder tvivlens tid på tro. Og det bliver så den sidste fejende generalisering i denne ombæring.

Man kan måske også sige, at politikerne og præsterne har skiftet side. I det 20. århundrede, i kølvandet på de totalitære ismer og den grasserende politiske trostrang, prædikede den dialektiske teologi op imod ethvert forsøg på at skabe Gud i sit eget billede og gøre ideologien til religion. Det var afmytologiseringens tid, hvor fromhed blev foragtet, og man med fryd driblede uden om de store sandheder.

MEN NU, HVOR ALT BETVIVLES, og man hæger sig fast i vred tvivl på det etablerede, er det, som om længslen efter trosudsagn med stort T godt gnedet ind i nationalideologi og urokkelige familieværdier har indtaget scenen i stedet. Orbán, Putin og Trump soler sig i projektørlyset som troens forsvarere. Man tager ikke med frøkenfingre på de lunkne og tvivlerne. Sandheder falder som slag med pegepinden på katederet.

Måske præstens tale om tvivl kan forstås i det lys. Som en oldschool reaktion imod reaktionen, som en trods imod den tidsånd politikeren mener, hun, præsten, er præget af, men som ikke går sporløst hen over nogle af os. Heller ikke politikeren for den sags skyld. Men hvad ved jeg. Jeg var der jo ikke.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.