Igennem længere tid har akademikere verden rundt råbt vagt i gevær i forhold til situationen i Tyrkiet, hvor ytringsfriheden for alvor er under pres. Mange af os har kollegaer fra tyrkiske universiteter, der er blevet idømt fængselsstraffe baseret på så løse anklager, at det hele minder gevaldigt om en juridisk farce. Online-magasinet OpenDemocracy bragte i juli måned et interview med Noam Chomsky, hvor han forklarer vigtigheden af, at akademikere fra hele verden støtter deres tyrkiske kollegaer.
Men diverse protesterklæringer og underskriftindsamlinger har tilsyneladende ikke haft den store effekt. Siden det mislykkede statskup i 2016 har Erdogan haft held med at stramme grebet om magten. Men måske situationens alvor er ved at gå op for omverdenen.
The New York Times bragte i sidste uge en forsideartikel med titlen, ”Hvordan Tyrkiet udrensede landet for intellektuelle”, skrevet af journalist og forfatter Suzy Hansen. Hansen har levet i Istanbul i mere end 10 år og har fulgt den politiske udvikling under Erdogan tæt.
”En autoritær stat kan gøre mange forskellige ting for at skaffe sig af med demokratiske mennesker – sætte dem for en domstol, smide dem i fængsel – men i sidste ende må regeringen angribe de institutioner, der opretholder demokratiet. Aviser kan man købe sig til. NGO’er er forholdsvis lette at lukke ned. Men universiteter er meget sværere at bryde ned.”
Autoritære regimer har notorisk svært ved at opnå en fuldstændig kontrol over læreanstalterne, hvor der, lang tid efter den frie presse er lukket ned, bliver ved med at opstå nye rum for kritik. Men det er ifølge Suzy Hansen den nedbrydning, der netop nu er i gang. Suzy Hansen har interviewet en række universitetsansatte, blandt andet ved det traditionsrige Mulkiye, skolen for politisk videnskab ved Ankara Universitet.
”Mulkiye har altid været ensbetydende med den kritiske tanke. Det er ikke længere tilfældet”, siger en af de nu fyrede ansatte ved universitetet i Ankara. Kritiske rektorer og professorer er blevet erstattet med pro-regime universitets-politikere. Studieprogrammer er lukket ned, kritiske forfattere er sløjfet fra læselisterne.
Som Amnesty International kunne rapportere i sidste uge, så har den tyrkiske forfatningsdomstol erklæret, at retsforfølgelsen for terrorisme af 2000 akademikere, der i sin tid lagde navn til en underskriftindsamling for fred, udgør et brud på ytringsfriheden. Det er imidlertid usandsynligt, at dommen vil stoppe de igangværende restsager. Tyrkiske intellektuelle bliver ved med at flygte til udlandet.
Men det er ikke kun universitetsansatte, der er truet af den politiske ensretning. The Guardian bragte midt i juli en stor artikel skrevet af den kvindelige forfatter af tyrkisk afstamning, Elif Shafak. Shafak er en af mange forfattere, som risikerer retsforfølgelse, fordi hendes værker anses for korrumperende.
Tidligere på året fik hendes tyrkiske forlægger besøg af politiet, der beslaglagde en række af hendes bøger som bevismateriale i en mulig retssag. Forinden havde Elif Shafak været udsat for en veritabel shitstorm på de sociale medier, hvor udvalgte passager fra hendes sidste roman, ”10 Minutes 38 Seconds in This Strange World”, blev brugt som bevis for, at hun korrumperer den offentlige moral og repræsenterer en alvorlig trussel mod den tyrkiske stat. Typisk bruges udsagn fra Elif Shafaks romanfigurer (såsom en gadeprostitueret fra Istanbul) som bevis for Shafaks politiske standpunkt.
Elif Shafak minder om, at hendes egen situation langt fra er unik: ”29 bogforlag er blevet lukket ned ved dekret siden det forfejlede statskup i 2016, 135.000 bøger er blevet forbudt på offentlige biblioteker, inklusive bøger af Louis Althusser og Nâzim Hikmet, Tyrkiets største poet.”
Det er heller ikke kun Elif Shafak, der bliver beskyldt for holdninger, der kommer til udtryk i fiktion. En anklager har således krævet både Baruch Spinoza (1632-1677) og Albert Camus (1913-1960) på anklagebænken for terrorisme. Som Elif Shafak konkluderer:
”Den autoritære populisme ynder at dele samfundet op i to grupper: det rene folk mod den korrupte elite. Forfattere, poeter, journalister og akademikere bliver ofte sat i bås med eliten.
I populismens forestillinger, har ’elite’ intet med økonomisk magt eller social status at gøre. Således kan en fattig universitets-assistent, der må pendle flere timer for at komme på arbejde, blive stemplet som ’elite’, mens en hedge fund manager anses som en ’mand af folket’ såfremt han støtter den autoritære populisme.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.