Tysk chefredaktør: Danmark er, hvad Tyskland burde være

Danskerne er stolte, moderne, lykkelige og patriotiske. De har simpelthen styr på det, skriver chefredaktør fra en af Tysklands største aviser, der også er imponeret over den konsekvente afvisning af selveste den amerikanske præsident

Dronning Margrethe modtages her med flag på Gråsten Torv. Ifølge den tyske chefredaktør Ulf Porschardt ser man danske flag overalt. ”Og med den kæderygende feminist og kunstner som dronning fuldendes billedet af en nation, hvor modsætningerne som en selvfølge møder hinanden: modernitet og tradition, pligtbevidsthed og hedonisme,” skriver han. –
Dronning Margrethe modtages her med flag på Gråsten Torv. Ifølge den tyske chefredaktør Ulf Porschardt ser man danske flag overalt. ”Og med den kæderygende feminist og kunstner som dronning fuldendes billedet af en nation, hvor modsætningerne som en selvfølge møder hinanden: modernitet og tradition, pligtbevidsthed og hedonisme,” skriver han. – . Foto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix.

Danskerne reagerede køligt på Donald Trumps forventning om at kunne købe Grønland. Hans aflysning af statsbesøget kvitterer de nu med latterliggørelse. De er liberale, stolte og flittige – og derfor succesrige, selvom de er små.

Danmark er et relativ lille land. Det har knap seks millioner indbyggere, men optræder ikke desto mindre gerne, også udadtil, med en verdensmesters selvbevidsthed. Landet er halvt så stort som Østrig og har ikke noget problem med at sige fra over for en amerikansk præsident.

Ifølge flere undersøgelser er danskerne blevet kåret som verdens lykkeligste folk. Det går dem godt økonomisk, de elsker deres land og naturen der. De beundrer deres dronning og er stolte af deres moderne og liberale samfund, der har fået landet til at virke som lidt af en magnet på frihedselskende mennesker verden over.

Derfor opstod der et eksperiment som Christiania, en enklave i København, der med en høj grad af autonomi blev en slags anarkistisk laboratorium for sameksistens. En af fristadens grundlæggere, Jacob Ludvigsen, formulerede i sin tid længslen efter en utopi om grænseløs frihedskærlighed – befriet fra borgerligt snæversyn.

Etableringen af ”et selvstyrende samfund, hvor alle og enhver er ansvarlig for fællesskabets trivsel”, blev til et basisdemokratisk skoleeksempel. Det mødte først for alvor modstand, da både narkohandel og vold tog til. Men som eksperiment eksisterer det endnu – og biler og motorcykler er fortsat forment adgang dertil.

Hvis man tror, at Danmark er et særligt venstreorienteret samfund, tager man dog fejl. Danskerne er tværtimod konservative, ja, selv venstreorienterede danskere har nogle ret klassiske familie- og værdinormer. Det var da også socialdemokratiske fagforeningsfolk og politikere, der gennemførte omfattende socialreformer flere år før Gerhard Schröder: med en benhård brug af både pisk og gulerod i form af den såkaldte Flexicurity-model.

Der skabtes med denne model en høj grad af fleksibilitet for arbejdsgivernes ansættelses- og afskedigelsespolitik, mens omvendt det sociale sikkerhedsnet for lønmodtagerne på kort sigt blev styrket. Modellen tilskyndede til, at man i tilfælde af ledighed lod sig omskole eller videreuddanne med henblik på at forbedre sine jobmuligheder – ellers kunne man risikere at komme alvorligt i klemme i understøttelsessystemet. Mens tyskerne fortsat mundhugges evindeligt om en omorganisering af de trafikale forhold, har danskerne i mellemtiden med København etableret noget nær et ideal af en velfungerende og smuk storby.

En reformvenlig dansk arbejdsmarkedspolitik har ført til en markant vækst i økonomien. Det har betydet så godt som fuld beskæftigelse og dermed også en øget velstand i mange samfundslag. Virksomhedsgiganter som Mærsk, Lego og Jysk har i denne sammenhæng spillet en lige så stor rolle som de kreative brancher, hvor danskerne har mere succes end nogle af de stolte europæiske kulturnationer. En filmskole på størrelse med et mellemstort tysk gymnasium har fostret verdensstjerner såsom Bille August, Lars von Trier og Thomas Vinterberg. Danske tv-serier bliver genindspillet i Hollywood.

Designklassikere fra 1940’erne og 1950’erne er blevet fast inventar i danskernes hjem. Og hvad enten der er tale om Fritz Hansen, Royal Copenhagen eller Bang & Olufsen – så er det på trods af en skærpet konkurrence i branchen lykkedes de danske designere med deres særlige sans for en kølig elegance og funktionel minimalisme at finde vej til bevidste forbrugere, der godt ved, at bæredygtighed og tidløst design går hånd i hånd. Den form for forbrugere er nemlig ikke til fals for den seneste modedille. Også heri kommer danskernes konservatisme til udtryk. De orienterer sig efter de højeste standarder og måler sig med de stærkeste konkurrenter: uforfærdede – og helt igennem uimponerede af, hvem de er oppe imod.

Deres selvbevidsthed skaber den stil, der er så typisk dansk og enestående – blottet som den er for enhver ambition om blot at blive en del af den globaliserede ensformighed. Det gælder for det danske køkken, som får gourmeter fra Tokyo til at flyve hele vejen til Noma for et enkelt aftensmåltids skyld. Maden her er hyperregional: Hos Noma serveres der kun sjællandske produkter.

Der kan godt være noget lidt trodsigt ved danskerne, som er så knyttede til deres danske muld. Deres patriotisme er utrolig: Hvis man har danske slægtninge, ved man, at der kun gives danske gaver. Det være sig brevåbnere fra Georg Jensen, træsoldater af Kay Bojesen eller H.C. Andersens eventyr. Det danske flag ser man overalt. Og med den kæderygende feminist og kunstner som dronning fuldendes billedet af en nation, hvor modsætningerne som en selvfølge møder hinanden: modernitet og tradition, pligtbevidsthed og hedonisme.

Til dette billede hører også den sunde menneskeforstand hos danskerne. Det vildspor, det var at udvise grænseløs tolerance over for nazister og islamister, retter danskerne nu op på. Også i dette tilfælde er de danske socialdemokrater milevidt forud for deres tyske kolleger: og vinder oven i købet valg. Danskerne stoler kun på sig selv.

Danskerne ser med betydelig skepsis og ikke så sjældent med en hånlig attitude på de store naboer mod syd, når disse bedrevidende parkerer deres Mercedes på en eller anden dansk ø ude i Vesterhavet, hvor tidevandet snart gør statussymbolet til en sag for Falcks vejhjælp. Førhen gjorde man også nar ad de tyske småborgere, der købte pornoblade i det frisindede Danmark.

I den tysk-danske grænseregion var kærligheden til Tyskland længe meget stor. Men dette ændrede sig drastisk med Værnemagtens besættelse af Danmark. Det skyldes ikke kun det forhold, at danske læger og det danske kongehus satte sig op imod den antisemitiske terror og reddede jødiske børn, at Danmark er æret i Yad Vashem-mindehallen. Det skyldes også den heroiske måde, hvorpå kong Christian X med nonchalant arrogance konfronterede nazisternes uvæsen.

Da han reagerede med maksimal respektløshed på et underdanigt fødselsdagstelegram fra Adolf Hitler, gjorde det Hitler så rasende, at han befalede repressalier. Legendarisk er også kongens vægring ved at lade nazifanen vaje over den danske rigsdag. Besættelsesmagtens trussel om at nedskyde den person, der fjernede fanen, besvarede den knap to meter høje konge iskoldt: Han ville i så fald være den soldat, der gjorde det. Sådan lyder fortællingen i det mindste i dansk folkemunde.

Hvorfor er disse anekdoter interessante? Fordi de forklarer, hvor ligeglade danskerne er med en figur som Donald Trump. De forklarer, hvorfor en liberal politiker som Margrethe Vestager ikke havde noget problem med at lægge sig ud med Amazon, Google og Facebook. Og de forklarer også, hvorfor danskerne stadig har deres kongehus, og hvorfor de indfører grænsekontrol mod syd, når de ikke kan se meningen med tyskernes migrationspolitik.

De er fornuftige, ambitiøse og angelsaksisk liberale til trods for Kierkegaard og den dystre nordiske protestantisme. De har oven i købet hævet fartgrænsen på deres motorveje fra 110 til 130 km/t. og derved sænket antallet af trafikdrabte. De har simpelthen styr på det.

Ulf Poschardt er chefredaktør for den tyske avis Die Welt. Teksten er oversat fra tysk af Morten Dyssel.