Filosof: Udeluk ikke os mænd fra sexismedebatten

Nogle mener, at de i sexisme-debatten ved bedre end andre, og derfor behøves ingen demokratisk samtale, hvor uenigheder brydes. Med andre ord er der tale om utilsløret racisme, sexisme og foragt for demokratiet. Det går ikke

Lørdag den 24. oktober bragte Belingske et debatindlæg af Amanda Bodal, der studerer bachelor of arts in human rights på Malmø Universitet. Overskriften lød ”Midaldrende hvide mand, du har intet at sige om sexisme”, og herefter blev det udpenslet, at Amanda Bodal ikke ønsker, at folk, der har et andet syn end hendes på sexisme, skal have taletid i den offentlige debat.

Især hvide mænd med en vis livserfaring skal tie helt stille, for hvis man er af hankøn – og er hvid og midaldrende – er man tilsyneladende det onde selv. Som Amanda Bodal skriver:

”Du skal ikke udtale dig, du skal ikke blande dig – det eneste krav, der stilles, er, at du holder kæft, lytter empatisk efter og indretter dig derefter.”

Den højstemte skribent er også vred på statsminister Mette Frederiksen (S), der i sit afskedsord til den af MeToo-bevægelsen ydmygede og detroniserede overborgmester Frank Jensen (S), formastede sig til at kalde ham ”en dygtig politiker”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dette er ifølge Bodal helt uhyrligt, da Frank Jensen er en synder, og derfor må der ikke ytres andet end afsky og forhånelse i hans retning. Frank Jensen selv må som midaldrende hvid mand naturligvis blot holde sin kæft og tage imod.

Man må formode, at Bodals debatindlæg er skrevet med den (i mine øjne fine) hensigt at slå et slag for ligestillingen. For det er klart for enhver, at alt for mange unge kvinder har oplevet nedværdigende behandling i mødet med magtfulde mænd. Den slags kan ingen fornuftige mennesker gå ind for eller acceptere.

Imidlertid sker der noget historisk genkendeligt – og problematisk – i Amanda Bodals intellektuelle proces med først at analysere problemet og dernæst udarbejde en mulig løsning.

Hvis Bodals indlæg skal give mening, må det nødvendigvis være sådan, at sexisme især skyldes midaldrende, hvide mænd, for det er jo specielt dem, der skal tie stille. Det er meget muligt, men Bodal tager derpå det radikale valg at foreslå en ”endlösnung”, hvor alle hvide, midaldrende mænd er syndige og skal sanktioneres. Allerede her går det galt. Dertil fremgår det klart af Amanda Bodals argumentation, at der ikke findes nogen frelse, hvis du som mand blot bliver anklaget (ikke dømt) for upassende adfærd – du må så tie stille og tage imod evig forhånelse. Slutteligt ønsker Bodal end ikke den mindste antydning af demokratisk samtale om sexismeproblemerne, for der er intet at tale om. Holdningen er ”enten er du med os, eller også er du imod os”, som en midaldrende, hvid neokonservativ præsident en gang sagde i en anden sammenhæng.

Sådan tænker Amanda Bodal og med hende vistnok en betydelig del af det venstreradikale miljø. Logikken er i ligestillingens navn: Hvis du er kvinde, må du tale (du skal naturligvis stadig mene det rigtige). Som mand er dine chancer følgelig størst, hvis du er sort, asiat eller mulat. Nogle, herunder Bodal selv, ved bedre end andre, og derfor behøves ingen demokratisk samtale, hvor uenigheder brydes. Med andre ord er der tale om utilsløret racisme, sexisme og foragt for demokratiet. Det går ikke.

Brian Degn Mårtensson er cand.pæd. og filosof