Udøbte pines ikke i Helvede - den danske oversættelse er tvivlsom

Debat om dåb er ført på et tvivlsomt grundlag. Flere toneangivende teologer citerer fra en uheldig oversættelse af bekendelsesskriftet Confessio Augustana

Confessio Augustana blev oprindeligt udarbejdet til og oplæst for den tyske rigsdag i Augsburg 1530 som en redegørelse for tro og kirkeordning i de fyrstendømmer og byer, der havde tilsluttet sig Reforma-tionen. –
Confessio Augustana blev oprindeligt udarbejdet til og oplæst for den tyske rigsdag i Augsburg 1530 som en redegørelse for tro og kirkeordning i de fyrstendømmer og byer, der havde tilsluttet sig Reforma-tionen. – . Foto: Mary Evans Picture Library/Ritzau Scanpix.

Jeg deler det anliggende, som Lars Sandbeck og andre har: at det er tid til en fornyelse af vore ritualer, ikke mindst dåbsritualet. Vi kan ikke blive ved med at bruge gamle ritualer, der ikke længere svarer til vor tids syn på kristendommen. Det gælder ordination, vielsesritual og dåbsritual. Som protestanter er vi tilhængere af skriftprincippet. Det betyder, at alt andet end skriften er menneskeværk og derfor underlagt nødvendig forandring og kritik.

Men før vi kritiserer det gamle og forsøger at formulere noget nyt, skal vi da redeligt forstå det gamle, herunder de gamle bekendelser og deres anliggender. Det er her, jeg er uenig med teologerne Lars Sandbeck og Anders-Christian Jacobsen i deres blanke afvisning af dogmet om arvesynden. Nok deler jeg ikke fortidens og især Luthers syndspessimisme, jeg er barn af min tid, præget af oplysningstidens idealer om tolerance, frisind, demokrati og menneskerettigheder. Men ret skal være ret – der er også andet at sige om mennesket end det, at han er en synder. Det vidste de gamle også. Lars Sandbeck og Anders-Christian Jacobsen fremstiller det næsten, som om Augustin og de andre var manikæere, det vil sige, at de påstod, at mennesket er ondt af natur. Men pointen i læren om arvesynden er jo netop, at mennesket er skabt i Guds billede, skabt til godhed – og alligevel ondt på en gådefuld måde.

Vi er ikke Bibelens eller bekendelsesskrifternes papegøjer. Vi har pligt til at fortolke dem ind i vores tid. Den egentlige pointe med læren om arvesynden er, at det onde er uforklarligt, og alle forsøg på at forklare det onde er i virkeligheden en bortforklaring. Derfor er det onde ikke kun et spørgsmål om moral. Ondskab har både magt over os – og er noget, vi er ansvarlige for.

Man kan bare læse, hvad teologer og filosoffer siden har skrevet og sagt om det onde. Bedst er nok vores egen Søren Kierkegaard i ”Begrebet Angest” og ”Sygdommen til Døden” med den geniale nyfortolkning af læren om arvesynden, at mennesket er et væsen i splid med sig selv. Enhver synd er den første synd – og synden er dybest set det absolut uforklarlige.

Selvfølgelig er det berettiget at kritisere det gamle dogme om arvesynden, især forestillingen om, at synden nedarves via seksualiteten ved undfangelsen. Det svarer ikke til vores opfattelse af seksualitet. Men bare at forkaste dogmet er både naivt og uhistorisk. Og bortset fra det: Hvis ikke man kan stille noget op med arvesynden, så burde vi da også afskaffe dåben – for hvad skal vi så bruge vandet til? Så vil dåben jo ende med at være en velsignelseshandling, en fødselsfest, hvor vi fejrer det vidunder, et barn er, og hvor stor en gave livet i det hele er.

At forkaste talen om arvesynden helt er efter min mening for det første udtryk for et urealistisk menneskesyn, en falsk tro på det ”gode i mennesket” (efter min mening en farlig tro), og for det andet at hælde barnet ud med dåbsvandet. For hvorfor skulle man rense barnet eller drukne det gamle menneske, hvis der ikke er noget i vejen med mennesker, hvis de bare er gode?

Den anden anstødssten er, at dåben angiveligt er ”frelsesnødvendig”. Her skal man dog læse lidt mere nøjagtigt, hvad der faktisk står i bekendelsesskrifterne.

Luther selv kunne ikke fordrage ordet nødvendighed i forbindelse med frelse, for det smagte af gerningsretfærdighed. Frelse er Guds frie nåde, ligesom vores tro og vore gode gerninger sker af ”Lust und Liebe” (lyst og kærlighed) og ikke af ”nødvendighed”. I Guds rige er der ingen nødvendigheder, men ”Lust und Liebe” – det er jo en meget sympatisk tanke. Men i den tyske tekst står der kun, at dåben er ”nødvendig”, og at man skal døbe børn og ”tilbyde dem” nåden.

Og så kommer den sidste sætning, der faktisk citeres forkert hos de kære kolleger efter teologiprofessor Leif Granes oversættelse: ”De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåb og påstår, at børn frelses uden dåb”. Sådan lyder det i Leif Granes oversættelse, men i den latinske tekst står der ordret oversat:

”De fordømmer gendøbere, som benægter, at børn frelses ved dåben”. Det er jo noget ganske andet: Det, gendøbere kritiseres for, er, at de bestrider barnedåbens gyldighed. Det var – og er – sjælemord at sige til et menneske: ”Din dåb gælder ikke”.

Men der siges ikke noget om, hvad der sker med udøbte børn. Den slutning kommer man kun frem til via den forkerte oversættelse og med en ganske ukristelig form for konsekvensmageri. Og konsekvensmageri er jo som bekendt alle kætteriers moder.

I den oprindelige tyske tekst står der kun, at man forkaster gendøbere, der forkaster barnedåben. Leif Granes oversættelse – den er i øvrigt taget af Heinrich Bornkamms oversættelse af den latinske tekst – blander den latinske tekst sammen med den tyske og kommer således til at formulere noget om frelsesmulighed uden dåb. Det står der intet om i originalteksten. Godt nok findes der i artikel 17 i Confessio Augustana en forestilling om dom og for- tabelse og mennesker, der ”pines uden ophør”. Den forestilling deler jeg ikke, men det skal dog retfærdigvis siges, at der skam ikke er tale om udøbte børn, men ”ugudelige mennesker og djævle”, altså noget i retning af det, som Grundtvig kaldte for ”fortabelsens æt”.

At udøbte børn går fortabt, er noget forbandet sludder, som ikke står i bekendelsesskrifterne, og som i øvrigt aldrig har været kirkens lære – heller ikke i katolsk tid. Man kan læse for eksempel i Prenters dogmatik, at det er en absurd misforståelse – bevares, en misforståelse, som kirken til tider med sin sakramentalisme selv har bidraget til. Luther selv kæmpede mod denne overtro i sin tid, hvor mennesker i desperation slog moderen ihjel under svære fødsler for at kunne døbe barnet, medens det endnu var i live, og hvor man døbte døde børn.

Allerede om den hellige Ambrosius fortælles det, at han begravede en kejser, Vespasian, der ikke nåede at blive døbt, inden han pludselig blev myrdet. I sin tale sagde han, at nok var den myrdede ikke døbt, men Gud regnede hans brændende ønske om at blive døbt for en dåb. Og samme Ambrosius forestillede sig, at i Guds rige, der havde da hedningerne Sokrates, Platon, Aristoteles og de gamle profeter en æresplads – alle mennesker, der ikke var døbt. For slet ikke at tale om røveren på korset, den første i Paradis. Han var jo heller ikke døbt og havde ikke betalt kirkeskat. Dåben er, det er vel almindelig konsensus, et nødvendigt frelsens tegn, og det er ikke tilfældig mangel på dåb, men foragt for dåben, der fordømmes, så sandt det ikke er dåben, men troen på dåben, der frelser. Jeg ville nu for min del mest foretrække Luther, der helst ville undgå ordet ”nødvendighed”, der ikke hører med i Guds rige, men mere i et kirkeministerielt kontor, idet alt i Guds rige sker af ”Lust und Liebe”, det vil sige i frihed og uden tvang. Det gælder Guds nåde – og vores svar.

Når det pludselig er blevet et større problem, hvad der nu sker med de – uforskyldt – udøbte, så er det på grund af et motiv, der først sent kom til at spille en rolle, nemlig det, at man angiveligt ved dåben ”bliver” Guds barn.

Hvor stammer den idé egentlig fra? Jeg har undersøgt det. I bekendelsesskrifterne står der intet om det. Der er dåbens genfødelse (det gamle menneske dør, det nye bliver til) og syndernes forladelse. Provst i Hjørring Thomas Reinholdt siger, at det skulle være del af vores bekendelsesgrundlag, at vi ”bliver Guds børn” ved dåben. Men hvor står det egentlig henne? Hverken i Den Augsburgske Bekendelse eller i Luthers katekismus. Og heller ikke i dåbsritualerne er der tale om det. Det dukker faktisk først op i ritualet fra 1912. Man kan læse om det i tidligere kongelig konfessionarius Christian Thodbergs fortrinlige redegørelse i betænkningen fra 1983. Det er faktisk den berømte og berygtede professor Peder Madsen, der har bragt det ind i dåbsritualet, første gang med et ritualforslag, han kom med på et bispemøde i 1910. Det er første gang, det dukker op.

Jeg har set efter også i den tyske kirkes dåbsritual. Motivet findes ikke der. Her holder man sig til de klassiske motiver genfødelse og syndsforladelse.

Det er altså nærmest en dansk specialitet. Jeg formoder, at det er en grundtvigsk inspireret tankegang. Nu er det ikke så meget selve dåben, der står i centrum, men barnet og barnligheden. Jeg har set efter i Prenters dogmatik i hans fortrinlige afsnit om dåben. Der er ikke et ord om det at blive Guds barn. At blive Guds børn ved dåben er da en smuk tanke, men den tanke stammer ikke fra Bibelen eller bekendelsesskrifterne. Det er snarere en romantisk smuk idé, som man så selvfølgelig ødelægger totalt, hvis man deraf slutter, at ikke-døbte børn farer til Helvede til evig pine. Det er jo en syg tanke.

Thomas Reinholdt henviser til Bibelen. Men heller ikke i Bibelen findes den sætning, at man bliver Guds barn ved dåben. Der står i Bibelen en del om at være født af Gud og at have ret til at kaldes Guds barn. Men det knyttes ikke sammen med dåben.

Vi risikerer at ende i en slags dåbsfetichisme, hvis vi forstår frelsen som noget eksklusivt, der kun er værdifuldt i tanken om, at andre ikke har det.

Det er et farisæisk dåbssyn, hvis man vånder sig i tanken at have sit på det tørre, medens andre pines i fortabelse. Søren Kierkegaard formulerede det engang provokerende og smukt: Man har lov til at tvivle på sin egen frelse – men ikke på andres.

Selvom jeg ikke deler Luthers og datidens synds-pessimisme, så kan man bestemt også finde andre udsagn af Luther om frelse og fortabelse. Når du, siger han, er plaget af syndsforskrækkelse og føler dig anklaget for at være en stor synder, så skal du vide, at det ikke er Gud, der taler til dig, men Djævelen, hvis taktik er at drive mennesker til fortvivlelse ved at overdrive synden. Du skal ikke se på din angivelige syndighed, men på Kristus, der døde for dine synder.

Og i et meget smukt sjælesørgerisk brev til en kollega, der på grund af syndeangst og prædestinationsanfægtelser var selvmordstruet, skriver han frimodigt: Du skal ikke spekulere i, hvem Gud har bestemt til frelse, og hvem ikke. Det kommer ikke dig ved. Du skal holde dig til Jesu ord om, at Gud vil alles frelse. Hvis enhver, siger han så spøgefuldt, fejer for sin egen dør og ikke spekulerer i andres mulige fortabelse, så bliver vi alle frelst.

Er der så slet intet Helvede til, spørger Luther selv og svarer: Jo, det er der, for Helvede, det er ikke en fremtid, det er disse spekulationer om mulig fortabelse her og nu.