Prøv avisen
Tidens tegn

Unge og ældres forskellige mediebrug har skabt en generationskløft

Når jeg henviser til en dansk debat om dansk eller udenlandsk kultur, der finder sted i danske trykte medier og dansk tv og radio, er mine studerende helt blanke. De aner ikke, hvad jeg taler om. Tilsvarende er der selvfølgelig kulturelle fænomener, som de er er optaget af, og som jeg aldrig har hørt om, fordi jeg ikke følger med på de medier, som de bruger, skriver Lars Handesten. Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Lars Handesten, kulturanmelder

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi har en generationskløft, og den bliver dybere og dybere. Den skyldes generationernes forskellige mediebrug, som medfører, at vi befinder os i helt forskellige virkeligheder

I 1960’erne talte man om generationskløften i forbindelse med ungdommens nye interesser og livsstil, der adskilte sig epokegørende fra forældrenes. Ungdommen var frihedssøgende og fantasifuld, forældregenerationen – angiveligt – regelret og traditionsbundet. Set i bakspejlet var omfanget af kløften dog til at overse og generelt overdrevet. Der var mange – og måske majoriteten af unge – der slet ikke deltog i ungdomsoprøret, men i det store hele gjorde som deres forældre.

I dag er der også en generationskløft. Den er ikke et resultat af et bevidst oprør. Der er ingen, der vil den, ingen, der går efter den. Den indfinder sig bare. Det er en kløft mellem unges og ældres verden, som skyldes generationernes forskellige medieforbrug.

Hver anden dag kan man høre om den store kommunikationskløft, som findes i USA, og som deler befolkningen i to: Der er dem, der ser Fox News og stemmer på Trump, og der er dem, der ser CNN og læser Washington Post og stemmer demokratisk.

Men vi behøver altså ikke at se helt til USA for at opdage, at vandene skilles. Det forekommer lige foran os og blandt vores nærmeste, og det er snarere en generationskløft end en klassekonflikt.

Jeg oplever selv kløften oftere og oftere og tydeligst på universitetet, hvor jeg underviser. Der er stort set ingen af mine studerende, der læser aviser – hverken trykte eller digitale. Dengang jeg selv gik på universitetet, var det forholdsvis enkelt: Man kunne ikke klare sig og være med i diskussioner på de humanistiske uddannelser, hvis man ikke fulgte med i aviserne Politiken og Information. Abonnerede vi ikke på aviserne, så købte vi dem i hvert fald i løssalg flere gange om ugen. Men det er der altså ingen, der gør i dag.

Mine studerende ser heller ikke DR’s eller TV 2’s nyhedsprogrammer, og de lytter ikke til radioens kulturprogrammer. De opsnapper måske nogle overskrifter via deres Facebook, eller hvad der dukker op på deres browser. Det kan for eksempel være Microsoft News, der bestemmer, hvad der er gode og væsentlige nyhederne. Her er alt kulturstof forvandlet til livsstilartikler uden nogle kritiske kommentarer eller debat.

Så når jeg henviser til en dansk debat om dansk eller udenlandsk kultur, der finder sted i danske trykte medier og dansk tv og radio, er mine studerende helt blanke. De aner ikke, hvad jeg taler om. Heller ikke når det gælder såkaldte kulturpersonligheder og magtfulde personer inden for den kulturelle offentlighed. De kender ikke navnene på nogen markante kulturskribenter, redaktører eller debattører.

Tilsvarende er der selvfølgelig kulturelle fænomener, som de er er optaget af, og som jeg aldrig har hørt om, fordi jeg ikke følger med på de medier, som de bruger. Men her er det værd at bemærke, at de studerende indbyrdes heller ikke er med på, hvad der optager de andre. Det finder de imidlertid helt naturligt.

Vi befinder os i hvert sit mediekredsløb – og dermed også i hver sin virkelighed og fortolkning af den. Denne kløft mellem unge og ældre er på nogle leder meget større og meget bredere i dag, end man har set den tidligere, fordi den involverer mange flere.

Det er ikke sådan, at det bare drejer sig om de ”kulturløse”, der alligevel aldrig har læst kulturstof. Det er hele generationer af unge på højere uddannelser, der befinder sig et andet sted end mig og min generation. Med mine egne børn er det ikke anderledes. Selvom de kommer fra et hjem med avis, gider de ikke selv læse endsige abonnere på en. Så det er i hvert fald ikke i avisspalterne, at vi mødes.

Jeg kan ikke lige se, hvad man kan gøre ved denne kommunikationskløft. En avis som Politiken, der forsøger at være ung med de unge og appellere til dem, gør det, så vidt jeg kan skønne, uden megen succes. Det er i hvert fald ikke de unge, som jeg møder, der læser den – men netop folk på min egen alder eller sådan 50 plus. Man kan tilbyde de unge avisen gratis eller med studierabat, men lige meget hjælper det.

Tilhører man den ældre generation, kan man selvfølgelig forsøge at bevæge sig ind på de yngres mediehalvdel. Det er bare lettere sagt end gjort. For hvor er det, det vigtige foregår lige nu? Hvilke hjemmesider skal man ind på? Hvilke Instagram-profiler skal man følge? Hvilke Facebook-grupper skal man orientere sig i?

Nej, det er ikke let, og svarene blafrer indtil videre i den digitale vind.

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.