Prøv avisen

USAs demokrater drømmer sig tilbage til Roosevelt

Den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama. - Foto: Emmanuel Dunand

Det er ikke alene Bush-epoken, der slutter med det amerikanske præsidentvalg. Også Reagan-revolutionen går på hæld, og der åbner sig nu enorme politiske muligheder for det demokratiske parti i tilfælde af en sejr til Barack Obama

Udlandskommentar

MAN SKAL NATURLIGVIS altid være varsom med at sælge skindet, før bjørnen er skudt. Men de favorable opinionstal for Barack Obama i valgkampen har ikke desto mindre fået de amerikanske demokrater til at vejre morgenluft og kaste sig ud i overvejelser om, hvordan en valgsejr kan udnyttes til at sætte en helt ny dagsorden.

Der tegner sig på forhånd et overordentligt gunstigt billede. Ikke alene ventes valget at inde-bære en klar styrkelse af det demokratiske partis landspolitiske stilling. Partiet ligger også godt placeret i forhold til den ændring af tidsånden, som er undervejs i USA, og som valget ventes at bekræfte.

Det har længe ligget klart, at præsidentvalget vil markere afslutningen på Bush-epoken i amerikansk politik. Uanset, hvorvidt det bliver Obama eller hans republikanske modstander John McCain, vil den næste præsident være mere midtsøgende i såvel indenrigs- som udenrigspolitikken.

Bliver det Obama, og vælges han med det folkelige og politiske mandat, som der i øjeblikket er udsigt til, vil det tillige indebære afslutningen på den såkaldte Reagan-revolution, opkaldt efter tidligere præsident Ronald Reagan, som i 1980erne drejede det amerikanske samfund klart mod højre.

Ud over opgøret med kommunismen så Reagan det som sin vigtigste opgave at rulle det amerikanske velfærdssamfund tilbage og mindske statsmagtens rolle i samfundet. Han lagde aldrig skjul på, at han anså et af det demokratiske partis allerstørste ikoner præsident Franklin D. Roosevelts politik fra 1930erne som en ideologisk fejltagelse.

Roosevelts politik, der også kendes som New Deal, gik meget forenklet ud på at give staten en regulerende rolle i økonomien, og den betragtes af demokraterne som helt afgørende for, at USA til sidst fik kæmpet sig ud af massearbejdsløsheden under Depressionen.

Men for republikanerne blev New Deal et hadeord, ikke mindst fordi Roosevelts politik satte sig varige spor i det amerikanske samfund i det følgende halve århundrede. Som Reagan formulerede det: Staten kan aldrig være en del af løsningen. Den er en del af problemet.

DENNE OPFATTELSE blev i 1980erne et dominerende mantra i amerikansk politik. Og selv i det følgende årti under den demokratiske præsident Bill Clinton fortsatte tendensen med at mindske statens rolle, blandt andet fordi republikanerne havde flertal i Kongressen.

Men nu er der et skifte på vej, understøttet af den udbredte utilfredshed med Bush-årene og senest forstærket af den amerikanske regerings omfattende indgreb over for krisen i finanssektoren. Udpumpningen af enorme statsmidler på finansmarkederne, for slet ikke at tale om den delvise nationalisering af en stribe førende banker, går stik mod principperne i Reagan-revolutionen.

At kriseindgrebene overhovedet accepteres ideologisk, er først og fremmest udtryk for nødvendighedens lov: Der er ikke andre muligheder, hvis finansmarkederne skal reddes fra nedsmeltning.

Men den økonomiske afmatning i almindelighed og krisen i finanssektoren i særdeleshed vil i USA føre til en genoptagelse af kravene om, at kapitalismen skal reguleres, og det vil passe godt til demokraterne.

I tilfælde af en Obama-sejr ved valget bliver der altså tale om, at et magtskifte på præsidentposten fra republikanerne til demokraterne falder sammen med en ændring af opfattelsen af statens rolle i økonomien i retning væk fra mindre regulering og hen mod et stærkere samspil mellem det private og det offentlige.

HERTIL KOMMER, at demokraterne på valgdagen den 4. november desuden står til at øge flertallene i begge Kongressens kamre, det vil sige såvel i Senatet som i Repræsentanternes Hus. Bliver der tale om en klar sejr til Obama, ventes afsmitningen til kongresvalgene ligeledes at blive stor i det demokratiske partis favør.

Kan Obama i så fald få et fornuftigt samarbejde i stand med sine partifæller i Kongressen, vil der åbne sig betydelige politiske muligheder. Præsidenten og kongresflertallet vil kunne sætte en helt ny dagsorden og vil have magt til at gennemføre den hen over hovedet på republikanerne.

Og her kommer parallellen til New Deal igen ind i billedet, omend fra en anden vinkel end Ronald Reagans. Spiller demokraterne deres kort rigtigt, vil de kunne sætte sig lovgivningsmæssige og samfundsmæssige spor af samme omfang som i 1930erne.

Der bliver ikke nødvendigvis tale om, at nogle af redskaberne fra dengang skal genbruges. Tiden er i den forstand en anden. Men udfra en overordnet betragtning vil demokraterne i de kommende år kunne opbygge en økonomisk og politisk struktur, der vil definere det amerikanske samfund i måske det næste halve århundrede.

Så store er udsigterne for demokraterne, hvis Barack Obama vinder. Derfor er der ikke noget at sige til, hvis Barack Obama tager et par dybe indåndinger i denne tid, mens meningsmålingerne bliver bedre og bedre for ham. Udsigterne er store. Men det er forventningerne også.

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk