Debatten om identitetspolitik har bølget heftigt gennem det seneste halve år. Bør Hans Egede-statuen i Nuuk fjernes? Kan man stadig kalde en is for Kæmpe Eskimo? Men hvad er der mere overordnet på spil i identitetspolitikken? Det har jeg prøvet at give mit bud på i en artikel, som er udkommet tidligere i år i det fjerde nummer af Tænketanken Eksistensens onlinepublikation ”Omtanke”. Lad mig rekapitulere et par pointer herfra.
Som jeg forstår den radikale identitetspolitik, implicerer den egentlig to ret bastante ontologiske udsagn. Det ene er, at individer ikke findes. Det andet er, at det almene ikke findes.
Den enkelte er ikke et uforveksleligt individ. Han/hun/hen er i stedet summen af sine privilegier eller mangler på samme. Et hovedbegreb inden for identitetspolitisk teori er ”intersektionalitet”, forstået som skæringspunkter mellem faktorer som køn, klasse, race, seksualitet med videre. Eksempler: En kvinde er dårligere stillet end en mand, en fattig hvid kvinde er dårligere stillet end en rig hvid kvinde, en sort kvinde er dårligere stillet end en hvid kvinde, en sort lesbisk kvinde er dårligere stillet end en sort heteroseksuel kvinde og så videre. Skæringspunkterne danner et hierarki, hvor nogle altid vil være mere undertrykte og diskriminerede end andre. I toppen af hierarkiet har vi privilegier og blindhed over for de samme privilegier.
I en diskussion om sagen fremførte jeg, at den menneskelige eksistens som sådan rummede udfordringer og lidelser, der ikke kan reduceres til ens givne position i det intersektionelle hierarki. Jeg spillede lidt på Camus og den eksistentialistiske tradition, og det svar, jeg fik, var, at ”det dér er sådan noget White Boy Philosophy”, det vil sige en prætenderet almenhed der skjuler sine (hvide) privilegier. Der findes ikke noget alment (menneskeligt). For man må ikke se bort fra hierarkiet, man må aldrig suspendere hierarkiet, det synes at være et underliggende dogme.
Det ses også i de ofte giftige diskussioner mellem ”offer-grupper”: En undertrykt gruppe er ikke altid undertrykt i sin egen ret, for det kommer an på dens plads i hierarkiet, og her vil traditionelle feminister altid eller i hvert fald aktuelt komme til kort over for for eksempel transkvinder. Ligesom der ikke er nogen almen menneskelighed i toppen af hierarkiet, er det heller ikke muligt gennem indføling at bevæge sig på tværs af positionerne i hierarkiet. Det ville indebære en horisontalitet, hvor forskellene ikke var alt, og hvor en forfatter godt kunne skrive om noget, hun ikke selv havde erfaring med.
De store historiske reformbevægelser som arbejder- og kvindebevægelsen har anerkendt almenheden som et perspektiv og kæmpet for at udvide adgangen til den, for eksempel gennem tildeling af stemmeret til nye grupper. Almenheden er ganske rigtigt en kampplads og ikke noget, der er faldet ned fra himlen. Men det drejede sig om at få adgang til den og gøre sig gældende i den.
Dette perspektiv blev undsagt af den radikale marxistiske del af arbejderbevægelsen. Marxismen anerkendte ikke almenheden, den var et borgerligt påfund og udtryk for falsk bevidsthed. Det nyttede derfor ikke noget at udvide almenheden. Det var ”reformisme”. Man måtte lave samfundet om fra grunden.
Men man havde i en vis forstand stadigvæk en fremtidig almenhed for øje, man ville erstatte en falsk almenhed med en sand almenhed, og det var i det nuværende samfund proletariatet som klasse, de besiddelsesløse, der inkarnerede den fremtidige almenhed der også ville indebære det klasseløse samfund. Det affødte forskellige problemer: Hvis arbejderklassen nu ikke havde blik for sin egen historiske mission, måtte andre repræsentere dem, og med hvilken ret gjorde de så egentlig det?
lbgtq+-bevægelsen kritiserer også en falsk almenhed, men har den en utopi, en fremtidig almenhed for øje? Det er svært at forestille sig, hvis ligheden er det forløjede, forskellene er det afgørende, og hvis man ikke må identificere sig med andre på en måde, der går på tværs af positionerne i hierarkiet. Det lyder mere som opskriften på et samfund opdelt i stammer.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.