Det kommende folketingsvalg kommer til at have blikket fast rettet mod sundhed, siger kommentatorer. Det er godt. Så håber jeg, at der også følger en enighed om, at der skal gøres noget for at virkeliggøre visioner og valgtemaer efter et valg.
Jeg accepterer selvfølgelig som gammel spiller i sundhedspolitik, at det sjældent kan blive til fuld udfoldelse af valgløfter. For valgløfter er som nytårsforsætter. De ændrer lidt form undervejs til virkeliggørelse. Løftet fra det ene politiske parti skal bøjes mod løftet fra det andet, hvis der skal være flertal. Løftet til selvet (og måske til familien) bliver ofte bøjet mod de kræfter, man har at sætte ind mod det problem, man vil gøre op med. Skærmtid, slik, alkohol, tobak, sovepiller.
Men i virkeligheden har disse to emner, valgløfter og nytårsforsætter, mere med hinanden at gøre end blot ligheden i gennemførelseskraften.
Vi kender alle sammen den vittige omskrivning af det gamle mundheld: hellere rask og fattig end rig og syg – til det helt indlysende: hellere rig og sund end syg og fattig.
Et hurtigt mentalt tilbageblik over fjernsynsudsendelser med elendig- heder inden for helbredsforhold skild-rer desværre alt for mange, der ser ud til at være fanget i netop den sidste kategori.
Det er sådan, at hvor man før i tiden skulle have råd til bourgogne og fede stege og store cigarer i overflod for overhovedet at kunne udvikle vellevnedssygdomme, så er det i dag oftere den, der har været henvist til ringe ernæring og tobak fra fostertilstand til voksenliv, der er den kronisk syge patient.
Sammenligner man forløbet hos den velhavende diabetespatient og den fattige diabetespatient, så er der himmelvid forskel på håndtering af sygdom og udsigt til langtidskomplikationer.
Hvor starter det? Er det manglende mådehold, der fører mennesket ned ad den sociale rangstige – for eksempel overvægten, der diskriminerer ud af arbejdsmarkedet, de medfølgende sygdomme, den lave indtægt, billige og hurtige kalorier, problemer, der fører til ønske om billig og hurtig doping? Nej. Den nyeste forskning peger på, at vi fødes og vokser op med en programmering, som kan medføre, at vi ikke kan udnytte det potentiale til udvikling, som vi måske rummede engang.
Det er dermed vigtigt, hvad vi serveres som fostre og spæde. Det er blandt andet her, vi henter vores trang og umiddelbare valg. Vi kan bryde med det forudskikkede og vælge en anden kurs, men det kræver måske mere viljestyrke, end man i gennemsnit selv kan mønstre – det er kun baron von Münchhausen, der kan trække sig selv og sin hest op af mosens dynd ved et fast greb i egen hårpragt.
Sagt på en anden måde: Det barn, der er født til at blive svært overvægtigt, kan ikke gøre for det – og måske, antagelig, kan forældrene heller ikke – måske er de selv indfanget af den sygelige overvægts helbredstrusler.
Men som samfund kan vi stå sammen om at være med til at give det der træk i hårpragten, der trækker både hest og rytter op af hængedyndet. Den særlige støtte, der skal til for at vende udviklingen og i hvert fald forebygge livsvilkårssygdomme hos kommende generationer.
Lad os få det sundhedsvalg. Ikke om struktur. Men om – og af – sundhed.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.