Nærværet stråler ud af smalfilm. Her er selv de døde levende

Med sin fornuft ved man godt, at den personlige erindring forskønner fortiden. Men gamle filmoptagelser griner fornuften lige op i hovedet. Det var skønt

På nogle af filmene er der tale om bevidst optræden – der skal jo være lidt fjas og bevægelse til ære for fotografen – men alligevel er det rørende at se, hvor livligt de forholder sig til hinanden, snakker, griner, skriver Nils Gunder Hansen.
På nogle af filmene er der tale om bevidst optræden – der skal jo være lidt fjas og bevægelse til ære for fotografen – men alligevel er det rørende at se, hvor livligt de forholder sig til hinanden, snakker, griner, skriver Nils Gunder Hansen. Foto: Noom Peerapong/Unsplash.

I en kortere periode i midten af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne optog min storebror smalfilm. For nogle år siden blev de overført til dvd’er, så vi kan se dem på fjernsynet. Der er mere af den slags personligt arkivarbejde, man med fordel kan begive sig ud i, når man får tid. Alle lysbillederne. Jeg har sågar også kassettebånd med interviews og lydoptagelser fra barndom og ungdom. Uvurderlige skatte!

For nylig så vi de gamle film igen. Det er mest familiebegivenheder, juleaftener, julefrokoster, havevandringer med gæster, eftermiddagskaffe på terrassen, de store sammenkomster, min mormor arrangerende i sine sidste år. Mange af dem, der er med, er døde i dag, hvor yngste generation (stort set) er blevet til ældste generation. Det er bevægende at se filmene: Alle de døde familiemedlemmer i livlig omend stum interaktion.

I de samme dage læser jeg i min julegave, ”Åndens liv” af Hannah Arendt; hun skriver om, hvordan dét at være blandt mennesker, ”inter homines esse”, for romerne var tegnet på at være i live – og ikke længere at være blandt mennesker var et synonym for at dø.

På nogle af filmene er der tale om bevidst optræden – der skal jo være lidt fjas og bevægelse til ære for fotografen – men alligevel er det rørende at se, hvor livligt de forholder sig til hinanden, snakker, griner. Måske understøttes det af, at vi ikke distraheres af det, de måtte tale om. Man kan koncentrere sig fuldt og helt om det mimiske, det gestiske, liv og glade dage, inter homines esse. Sandt at sige tager min kone og jeg også nogle gange lyden fra, når vi ser tv, især ved debat og kommentatorer; på et tidspunkt kan man bare ikke tage mere snak, og så er det rart at se mennesker agere uden lyd: De er så forskellige, men de anstrenger sig alligevel på hver sin måde for at træde frem for hinanden, inter homines esse.

Deres klummeskriver er i forvejen uforbederlig nostalgiker, og det er svært ikke at længes tilbage. Kunne man springe ind i billedet, ind i smalfilmen, bo i den verden, der var dengang. Med fornuften ved jeg selvfølgelig, at det er noget pjat. Så idyllisk var det jo heller ikke. Alt forandrede sig også dengang hele tiden, ormen gnavede allerede i den unge lykkes æble, der var masser af mellemstore udfordringer og små fortrædeligheder.

Alligevel er det, som om denne fornuft og ”realisme” ikke kan stille meget op mod den filmede fortid. Min gymnasiekæreste er med på mange af optagelserne, hun var en del af familien i de år, vi flyttede sammen på kollegium i Odense efter studentereksamen, og vi var noget mere lykkelige end vores jævnaldrende Bob og hans kæreste i Vanløse i Helle Helles nye roman. Det skal jeg hilse og sige, og hvis jeg ikke vidste det, kan jeg se det på filmen. Hvis det ikke var så fæl en kliché, vil jeg sige, at vi stråler af lykke. Min kæreste er så sød og køn og glad at se på, at jeg bliver overvældet. Selv ser jeg heller ikke værst ud med mit tykke gyldne hår. Det er faktisk gyldent. Det er ikke engang løgn. Ungdommen kan alligevel noget.

Normalt griner jeg lidt ad mig selv, fordi jeg i min ungdom syntes, at så mange piger var smukke, for eksempel ud over min kæreste også alle Tønder-pigerne årgang 1958. Det kan jo ikke passe. Det var noget, jeg bildte mig ind. Det var hormonalt betinget, nogle særlige briller, man havde på, en naturlig udgave af det, man i dag kalder ”augmented reality”.

I virkeligheden har alle pigerne nok, for en objektiv betragtning, set helt almindelige ud, måske endda forpjuskede. Men jeg kommer godt nok i tvivl nu, hvor jeg ser min kæreste ligne det mest idealiserede erindringsbillede, jeg overhovedet kunne have af hende. Er fortiden reelt, som vi bildte os ind, at den var? Den mulighed giver mig en gyngende fornemmelse, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med.

Måske er det meget godt, at min bror ikke optog flere film, end han gjorde. Man kunne risikere at fortabe sig i dem, som fremtidens mennesker måske vil forsvinde ind i ”virtual reality”. Og dermed ville man også gå glip af pointen fra de gamle strimler: De døde er levende. Og at være levende er at være blandt mennesker, inter homines esse.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.