FORLEDEN VAR JEG med min kone og datter og nogle gode venner i Paris. Vi skulle blandt andet se Kongekirken i Saint Denis, Notre Dame og katedralen i Chartres. Det var både lærerigt og opløftende. Så megen pragt og herlighed!
Der var også en anden, afledt virkning af vores tur. Noget, vi ikke italesatte, men som strømmede ud af alt det, vi foretog os. Det var følelsen af at være i det bedste selskab: venskabet. Turen bekræftede de bånd, vi har knyttet med nogle af de mennesker, der betyder allermest for os.
Hvad er det ved den slags samvær, der binder båndene mellem venner endnu stærkere? Det er det fysiske. Og det er en vigtig lektion i den virtuelle tidsalder, vi lever i. I det fysiske møde er man ansigt til ansigt med dem, man holder af. Vi aflæser tegn i ansigtsudtryk, gestik, stemmefald og toneleje, når vi taler om dagens oplevelser og planlægger morgendagens, spiser og skåler, ler og lytter til hinanden.
Der er noget andet i venskabet, der ikke passer ind i tidsånden: Venskabet strider mod vores hastighedskultur og vores fetichering af nuet. Venskaber tager ofte lang tid at grundlægge; de baserer sig på fælles erfaringer og tålmodig opbygning af tillid. Et venskab kan vare hele livet. Men det kræver forankring, ellers falder vennerne fra som løse mælketænder.
Måske har venskabet trange kår i vores tid. Lad os se på nogle flere forhindringer, der skal overvindes, før man kan blive en god ven – og dermed sig selv:
”Du må ikke gøre forskel,” siger man. Men man holder af nogle personer mere end andre. Man skylder nogle personer – sine venner – mere end andre. Den, som hjælper alle, hjælper ingen, som et ordsprog lyder. Da vores datter gik i børnehave, fik min kone og jeg at vide, at hun ikke skulle have én bedste veninde, men lege ligeligt med alle børnene. ”Det er synd for de andre, der lukkes ude,” sagde en. ”Barnet lærer ikke at danne et bredt netværk,” sagde en anden og tilføjede endda: ”eller at være omstillingsparat.” Fra andre hørte vi, at det er godt at skåne sit barn for den smerte, der følger af bruddet med en, man har været afhængig af.
Min kone og jeg modsatte os. For vi mener, at det er godt for børn at opbygge stærke følelsesmæssige relationer til ét menneske ad gangen. For dermed lærer man dyder som gensidighed, ærlighed, omsorg, ansvarlighed, samvittighed og pålidelighed. Det er bedre end at betragte børnehaven og skolen som en slags basar, hvor børnene frit vælger varerne på hylderne og skifter vennerne ud som flygtige forbrugsgoder.
Lad os se på andre af tidens udsagn:
”Hvad skal vi bruge det til?”, spørger vi hele tiden om alting. Vores tænkemåde er en mål/middel-kalkulering. Men et venskab kan aldrig være et middel til at opnå noget andet. Venskabet er et mål i sig selv, det har værdi i sig selv. Selvfølgelig kan et venskab også være et middel – for eksempel kan man bruge sine venner til at få et godt job – men betragter man venskabet på den måde, ødelægges det; så behandler man andre med gustent overlæg. Det er ormen, der gnaver i frugten. En ven er derimod en, man holder af at være sammen med, uden at det nødvendigvis fører til andet end glæden ved samværet.
”Jeg vælger selv mine venner.” Det er rigtigt. Et venskab opstår, ligesom andre kærlighedsrelationer, som følge af en fri interaktion i det civile samfund. Vi elsker for eksempel ikke vores chef og skal heller ikke gøre det, som erhvervsmanden Morten Albæk ellers mener, vi skal. Men alligevel rummer udsagnet ovenfor en tilsnigelse. Et venskab er ikke udtryk for selvrealisering, for så ville det blot være en slags narcissisme eller et frit valg. Et venskab opstår derimod spontant bag om ryggen på os, så at sige. Det er heller ikke noget, vi kan melde os ud af, som var venskabet en slags forening eller politisk parti. Et venskab kan man enten kun opfylde – eller svigte.
”Du må ikke dømme andre.” Nogle gange svigter vi jo. Men i et venskab undskylder man ikke et svigt med henvisning til sociale eller psykiske omstændigheder. Det kan være, man er en lykkeridder, der lige skal afprøve andre muligheder. Eller det kan være, at man er blevet svigtet før, så nu vil man skåne sig selv og afbryder derfor et venskab.
I megen moderne selvværdsfilosofi søger man at gøre mennesket fri for skyld og skam. Men ikke i venskabet. I venskabet dømmer man den, der svigter, og venskabet genoprettes kun gennem tilgivelse – selvom det som bekendt er nemmere at tilgive en fjende end en ven – hvorefter vennen gør skaden god igen. Den, der svigter, skammer sig, tager ansvaret på sig og søger at forbedre sig.
Det er derfor, man først modnes som menneske i venskabet. Så kan man vokse og lyse op. Næsten som en gotisk katedral!
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.