Prøv avisen
Etisk set

Cepos-direktør: Velfærdsstaten mangler pli og ydmyghed

Aarhus Kommune fratog børn af indvandrere deres frie skolevalg, hvis den lokale skole havde mere end 20 procent indvandrerbørn. Børn af indvandrere blev tvunget til at gå på skoler længere væk fra hjemmet, hvortil de blev transporteret i bus for at gå i klasse med mange etnisk danske elever, skriver Cepos-direktør Martin Ågerup Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Martin Ågerup

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I retsstaten er det ikke den anklagede, der skal bevise sin uskyld. Et tilsvarende princip burde gælde i velfærdsstaten, skriver Martin Ågerup, direktør i tænketanken Cepos

Aarhus Kommune indførte i 2006 en vidtgående model for spredning af indvandrerbørn til skoler langt fra deres bopæl – ofte mod børnenes og forældrenes vilje. Nu har et forskningsprojekt undersøgt, hvordan det er gået disse børn. Det viser sig, at de trives dårligere end de minoritetsbørn, som fik lov at komme i den lokale folkeskole. Ovenikøbet klarer de sig fagligt ringere.

Kommunen fratog børn af indvandrere deres frie skolevalg, hvis den lokale skole havde mere end 20 procent indvandrerbørn. Børn af indvandrere blev tvunget til at gå på skoler længere væk fra hjemmet, hvortil de blev transporteret i bus for at gå i klasse med mange etnisk danske elever.

Aarhus Kommune baserede deres overgreb på hypotesen om kammerateffekten – at bogligt svage børn klarer sig bedre, hvis de bliver blandet med bogligt stærke børn. Denne hypotese er blevet testet flere gange både i ind- og i udland. Ingen har hidtil klart kunnet bekræfte den. Et af de metodisk set bedste udenlandske studier viser for eksempel en negativ kammerat-effekt i lighed med forskningsprojektet fra Aarhus. Men i velfærdsstaten gælder omvendt bevisbyrde. Så længe man ikke endegyldigt kan afkræfte hypotesen føler velfærdsarkitekterne, at de har frit løb til at gribe ind i borgernes frihed.

Det er ikke svært at forestille sig, hvorfor børn trives bedre i en skole, som deres forældre har fået lov til selv at vælge, og hvor deres bedste venner også går. Det er heller ikke svært at forestille sig, hvorfor indvandrerbørn klarer sig bedre på skoler, der er vant til at håndtere netop deres sproglige og sociale udfordringer frem for skoler, der ikke er.

Ovenstående er alternative hypoteser til den om kammerateffekten. Velfærdsarkitekterne føler, at det er nok at antage, at kammerateffekten er den rette hypotese. Derfor startede Aarhus ikke med et forsøg, men kørte straks projektet ud i fuld skala. Dommen over det frie skolevalg – og indvandrerbørnene – blev afsagt uden rettergang og bevisførelse.

I retsstaten er det ikke den anklagede, der skal bevise sin uskyld. Det er anklagemyndigheden, der skal bevise skyld. Vi vil ikke risikere, at uskyldige får frataget deres frihed. Så hellere leve med, at formodede skyldige må gå fri, hvis beviserne er usikre. I medicinske forsøg skal der foreligge solid dokumentation, inden man eksperimenterer med mennesker – og i forsøg med mennesker skal deltagelse være frivillig.

Et tilsvarende princip burde gælde i velfærdsstaten. Når politikere ønsker regler, der giver borgerne forbud eller påbud og dermed indskrænker deres frihed, burde de forbuds- og påbudsivrige skulle føre bevis for deres sag i den offentlige debat. Som professorerne Jørgen Grønnegaard og Peter Bjerre Mortensen anbefaler i deres bog ”Overmod og afmagt”, bør man altid gå forsigtigt frem med forsøg, når man laver reformer i det offentlige.

Vi er i dag meget langt fra denne form for pli og ydmyghed. Da et stort folketingsflertal i 2013 rullede heldagsskolen ud til alle folkeskoler, var der ingen evidens for, at denne reform ville gavne hverken fagligt eller socialt.

Store dele af Danmarks socialpolitik, beskæftigelsespolitik, efteruddannelse, iværksætterpolitik, udviklingspolitik, energipolitik, trafikpolitik og meget andet koster milliarder, uden at der er evidens for eller sågar ofte de svageste tegn på, at pengene er godt givet ud, eller for at udtrykke det samme på en anden måde: at det er til gavn for borgerne.

Det ville aldrig gå i en retsstat eller på sygehuset. Men i velfærdsstaten er det hverdagskost.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.