”Islamo-gauchisme” bruges nu af franske ministre om venstrefløjens forkærlighed for islam

”Islamo-gauchisme” er ganske vist et fransk begreb. Men indholdet og debatten omkring ordet bliver også heftigt debatteret herhjemme i Danmark

”Kiosken” har været omkring paradokset flere gange: Af natur er socialismen jo religionskritisk, men universitetsfolk og journalister på venstrefløjen gør gerne en undtagelse og stryger systematisk islam med hårene, skriver Anders Raahauge
”Kiosken” har været omkring paradokset flere gange: Af natur er socialismen jo religionskritisk, men universitetsfolk og journalister på venstrefløjen gør gerne en undtagelse og stryger systematisk islam med hårene, skriver Anders Raahauge Foto: Samsul Said/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er pudsigt, som et enkelt ord kan forårsage et digebrud. Gennem 40 år har den europæiske venstrefløj talt smukt om islam og nedgjort kristendommen. Den er alt for hjemlig, kold og ”hvid” og har angiveligt været med til undertrykke alle de arme, varme lande med korstog og velsignelse af kolonialisme. Islam derimod må være fredens religion, eftersom den kommer fra disse arme lande, hvor man er vise og undertrykte.

”Kiosken” har været omkring paradokset flere gange: Af natur er socialismen jo religionskritisk, men universitetsfolk og journalister på venstrefløjen gør gerne en undtagelse og stryger systematisk islam med hårene.

For nylig har et par franske ministre udtalt et ord, der sammenfatter forholdet, og det er pludselig på alles læber i Frankrig.

Det er ”islamo-gauchisme” – det vil sige: islam-orienteret venstreorientering, hvilket Kristeligt Dagblad beskrev i avisen den 20. februar.

Ordet er skabt i år 2002 af sociologen Pierre-André Taguieff i hans bog ”La Nouvelle Judéophobie”, men for nylig brugte den franske indenrigsminister, Gérard Darmanin, og landets undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, det på tv, og da brød det gennem lydmuren. Nu er det alle vegne i fransk debat – måske fordi det ramte hovedet på sømmet.

Fra venstrefløjens medier og eksperter lyder i Frankrig et krav om, at man hurtigst muligt holder op med at bruge ordet igen. Der er tale om en ny, mccarthyistisk hetz fra det radikale højre, og ordet er lige så ondskabsfuldt, hedder det, som ”judæo-bolschevisme”, der gik i svang i 1920’erne.

Til magasinet Middle East Eye udtaler sociologen Jean-Yves Pranchère:

”Den yderste højrefløj fører – og vinder – en krig om kulturelt herredømme ved at gennemsætte et særligt sprog. ’Islamo-gauchisme’ rummer både frygten for islam og frygten for venstrefløjen. Begrebet udgør et middel til at skabe en kobling af forskellig frygt ved at slå nogle sammen, som intet har til fælles.”

Ordet signalerer intet mindre end en moralsk katastrofe, mener Aurélien Taché, næstformand i partiet Nye Demokrater, i dagbladet Libération . Det hviler på en antagelse af, at et lands oprindelige befolkning skulle have flere rettigheder end de senest ankomne. De regnes for mindre franske, og deres levevis anerkendes ikke som kulturelt ligeberettiget med de indfødtes. Dette kaldes ”nativisme” – den lugter af ”Blut und Boden” og skal bekæmpes, erklærer Taché, der slutter:

”Alle humanister skal forklare deres forhold til ’nativismen’ og så sende den tilbage til dér, hvor den aldrig skulle være kommet op fra: det ekstreme højres skraldespand.”

Frederique Vidal, Frankrigs forskningsminister, mener, at ”islamo-gauchismen” korrumperer nationen. Hun har bedt om en undersøgelse af dens dominans på universiteterne, hvad der har udløst stor vrede.

Fænomenet eksisterer simpelthen ikke, svarer CNRS, Frankrigs nationale center for videnskabelig forskning, på sin hjemmeside og udtaler samtidig sin ”skarpeste fordømmelse” af al videre anvendelse af det.

Vist forgæves: En nylig undersøgelse viser, at 70 procent af franskmændene støtter brugen af ordet.

Det nævner chefredaktør for magasinet Marianne, historikeren Jacques Julliard. Han mener, at universiteterne for tiden er hjemsøgt af en tredje istid. ”Efter den sovjetisk-marxistiske progressivitet i efterkrigstiden, kom den maoistiske hallucination i århundredets slutning, og nu er vi nået til islamo-venstreorienteringen, der ser islam som de fattiges religion (og ikke olie-sheikernes), og de arabisk-muslimske indvandrere som et erstatnings-proletariat.”

Venstrefløjen har nemlig længe lidt under tabet af en ægte, fattig og kampberedt arbejderklasse. Nu kan muslimer i alle vestlige lande symbolsk indtage det internationale proletariats plads, anfører Julliard. Og er man kamplystent anlagt, så kan man nu føre den antikolonialistiske krig, som man blev født for sent til at kunne deltage i, dengang i 1950’erne.

Man må heller ikke glemme det brændstof, der kommer af venstrefløjens had til kristendommen, især katolicismen, understreger Jacques Juilliard. Hertil kommer hadet til Israel, der kan animere til solidaritet med muslimer, idet man anser Israel som en vestlig opfindelse, ”anbragt som et punkt af koldbrand i den sunde krop, som den arabisk-muslimske verden kunne være”.

I Le Figaro undrer den franskisraelske forfatter og advokat Gilles William Goldnadel sig over, hvorfor ordet islamo-gauchisme slår så pludseligt igennem netop nu. Han har bekæmpet fænomenet gennem 40 år, fortæller han.

Også han mener, at venstrefløjen omfavner muslimer som en erstatning for det forduftede proletariat, og nu iagttager han med bekymring, hvordan den nye identitetspolitik udvikler sig og lader kampen dreje sig mere og mere om hudfarve. Vestrefløjen slår nu om sig med ord som ”hvidt privilegium”, ”systematisk racisme”, ”islamofobi”, ”kulturel appropriation”, ”hetero-hvid-patriarkalsk dominans”.

Goldinger bemærker: ”I alt hvad jeg har skrevet, har jeg forsøgt at forklare denne ubevidste holdning som en anti-nazisme, der er blevet tosset. Det kollektive ubevidste hos de postkristne kan ikke tilgive den hvide vesterlænding, at han har hudfarve til fælles med den moderne antikrist, Adolf Hitler. Så den hvide er diabolsk, og den, der ikke er hvid, kan, uanset sine handlinger, ikke være andet end hans engleagtige offer.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.