Selvom vi stadig lever i coronaens skygge, er vi heldigvis igen begyndt at opsøge og møde nye mennesker. Selvom det medfører større risiko for smitte, er det glædeligt, at det lader sig gøre, for vi har brug for den inspiration og magi, der opstår i mødet med fremmede mennesker.
Ikke desto mindre er det trist at konstatere, hvor endimensionelle vi er i vores præsentation af os selv. Uanset om vi er på kursus, på café eller til en privat sammenkomst, har vi meget travlt med at spørge eller referere til arbejdet. Og hyppigere i form af en præstation end en præsentation. Så snart vi har fortalt, hvad vi hedder, snakker vi om vores arbejde, for det kulturelle manuskript, vi støtter os til, dikterer følgende kronologi: først navn, så profession. Færdig, slut.
Særligt skræmmende er det at bemærke det sprog, vi benytter, når vi fortæller om vores arbejde. Vi taler nemlig ikke så ofte om det ved brug af et udsagnsord. Som noget vi gør. Vi siger sjældent: ”Jeg arbejder som læge.” Nej, vi siger: ”Jeg er læge.” Som om det er vores sande identitet. Som om profession og person er én og samme. Vi sætter dermed – uden at være bevidste om det – lighedstegn mellem vores arbejde og vores væren. Havde filosoffen René Descartes levet i dag, var han måske blevet kendt for udtalelsen: ”Jeg arbejder, derfor er jeg.”
Vores arbejde er bestemt vigtigt, men det er noget, vi laver. Det er ikke noget, vi er. Det er bestemt oplysende for vores kendskab til hinanden, at vi fortæller, hvad vi tjener penge på, men hvor er det dog sørgeligt, at vi næsten altid refererer til vores arbejde som den første og dermed mest definerende identitetsmarkør.
N.F.S. Grundtvig, hvis 237-årsfødselsdag netop er blevet markeret, er blandt andet kendt for bemærkningen: ”Menneske først, kristen så.” I vores afkristnede kultur lyder parolen nærmest: ”Profession først, menneske så.” Og problemet med dette er, at vores arbejde er en betinget størrelse. Det er kun noget, vi får betaling for, så længe vi slår til. Så længe vi performer.
Vi ved fra forskning, at de nære relationer har langt større betydning for oplevelsen af livskvalitet end arbejdet, så hvorfor ikke begynde med det vigtigste, når vi møder nye mennesker? Hvorfor ikke tage udgangspunkt i en fortælling om, hvem vi står i forhold til? At vi først og fremmest er sønner, døtre, fædre, mødre, brødre, søstre, venner eller ægtefæller. At vi først og fremmest er defineret af vores forbundethed med andre mennesker.
Arbejdet kan vi altid snakke om.