Det har altid irriteret mig at stå i kø. Og sommetider har jeg ligefrem kunnet mærke pulsen stige i en telefonkø, når en mekanisk stemme har forkyndt, at ”ventetiden er gratis”, mens jeg har tænkt – ”for hvem?!”. For tid er (mine) penge, og når Fakta for eksempel har reklameret med, at det kun tager fem minutter at handle der, har jeg tit tænkt, at de sammenlagt må have stjålet mange kostbare timer af mit liv.
Men i min ferie lærte jeg noget nyt, da jeg stod i en lang kø i Legoland. Vi var blevet advaret. For på et skilt foran Flying Eagle stod der, at den forventede ventetid for at prøve rutsjebanen var på hele 50 minutter. Det lod dog ikke til at slå vores mellemste søn, otteårige Sebastian, ud, og da jeg desværre ikke kunne henvise til nogen deadline den dag, lokkede han mig med ind bag to små tålmodige norske drenge i køen. Det var, som om det var Sebastian, der var den voksne, da han sendte mig et stort smil og rakte sin lille tommeltot i vejret for at sige: ”Se, det her er livet!”. Og han lyste op i et endnu større smil, da han så, at man kunne lege med Lego, mens man ventede.
Sebastian drømmer om at blive Lego-arkitekt, når han bliver stor, og hans lille værelse derhjemme er nærmest også én stor Lego-hule.
I begyndelsen syntes jeg, at hans hobby var både dyr og fantasiforladt. For hvilken kreativitet er der i at følge en brugsanvisning med 1000 specialbyggede brikker? Nej, den gode gammeldags Lego-klods, som kunne blive til hvad som helst, da jeg selv som dreng, er kreativitetens grundklods, tænkte jeg længe, mens jeg drømte mig tilbage til de mange kedelige eftermiddage efter kirke om søndagen, hvor vi børn havde valget mellem flimret ”Dollars” eller ”Dallas” i tossekassen hos mine bedsteforældre eller deres endnu ældre kasse med både træbyggeklodser og Lego-klodser, der kunne dateres tilbage til længe før, Legoland åbnede i Billund for 50 år siden. Og med dem byggede jeg selv søndag efter søndag små huse og tårne og syntes, at jeg var mægtig kreativ. ”Intelligente børn keder sig aldrig,” fik jeg også at vide. Og jeg ville jo gerne være kvik.
Men min otteårige søn er allerede blevet mere avanceret. For de mange Starwars-fly og Ninjago-borge, han har samlet, er med tiden blevet splittet ad og brugt som byggesten til futuristiske byer og maskiner på hans værelse. Samleæskerne har for ham været som nodehæfter, og nu kan han ”skalaerne” godt nok til at improvisere med plastic i sine egne værker. Og i køen mod Ørnen fik han også hurtigt bygget Ørnen i miniformat, mens han ikke i et sekund beklagede sig over ventetiden. For kedsomheden gjorde ham kreativ.
Da vi snurrede rundt i den rigtige rutsjebane, grinede han ganske vist lykkeligt, men da vi kom hen til vores familie, ville han allerhelst vise mit mobilbillede af sin egen rutsjebane, inden vi gik rundt for at kigge på den verden af klodser, som han gerne selv vil bygge på en dag. Og det fik mig til at tænke over det sunde i at stå i sådanne køer. For min søn var ventetiden den lykkeligste. Man siger jo også, at forventningens glæde er den største. Og filosoffen Walter Benjamin har endda hyldet den kedsomhed, man for eksempel kan finde i køer, med ordene: ”Kedsomhed er drømmefuglen, der udklækker erfaringens æg.”
Men sådan tænker vi jo sjældent på køer i hverdagen, hvor man kan blive mødt med indlandsisen i et blik, hvis man springer over i køen i Netto. Og allerede på vejen tilbage fra Legoland, var der en 18-årig knægt, der blinkede utålmodigt ad os på motorvejen, sikkert endnu uden at vide, hvad det vil sige at kunne miste og mistes. Men det kan man også tænke over, mens man står i kø i Legoland eller Fakta. For vi står alle i kø til at dø, og i den forstand er der intet at vinde ved at springe over køen. Og ventetiden ikke kun gratis, den er en gave.