Verden er designet til mænd. Ja, faktisk til mænd med en bestemt størrelse og alder

Den medicin, vi indtager, er ofte testet på og beregnet til mandekroppen. Vores telefoner passer til en typisk mandehånd. Eller tænk blot på de toiletkøer, vi står i, skriver rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard

Vi designer primært til mænd, måske uden at tænke over det. Den medicin, vi indtager, er ofte testet på og beregnet til mandekroppen, skriver Lene Tanggaard.
Vi designer primært til mænd, måske uden at tænke over det. Den medicin, vi indtager, er ofte testet på og beregnet til mandekroppen, skriver Lene Tanggaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Har De nogensinde, kære læser, tænkt over, at de fleste ting er designet til mænd og måske endda også af mænd? Rettere sagt er meget af det, vi indtager, og det, vi omgiver os med, designet til en mand mellem 25 og 30 år på cirka 70 kilo. Det kaldes ”referencemanden”. Jeg har personligt aldrig tænkt over det, men efter netop at have læst bogen ”Invisible Woman” udgivet i 2019 af forfatteren Caroline Criado Perez, så ser jeg det allevegne.

Vi designer primært til mænd, måske uden at tænke over det. Den medicin, vi indtager, er ofte testet på og beregnet til mandekroppen. Vores telefoner passer til en typisk mandehånd. Eller tænk blot på de toiletkøer, vi står i. For vi kvinder står mere i kø til toiletterne end mænd. 2,3 gange så lang tid, forklarer Caroline Criado Perez. Hvorfor? Fordi kvinder gennemsnitligt set bliver ældre og derfor mere svagelige og følgeligt langsommere på toilettet. Fordi kvinder er gravide og oftere har børn med sig på toilettet. Fordi vi ikke bruger et pissoir. Og fordi kvindetoiletterne ofte har samme areal som mandetoiletterne. Så går det ikke op.

Det er derfor, at man skal bruge mandetoilettet, hvis man ikke orker at stå i kø som kvinde, og hvis man skal have indflydelse. For der er mindre tid til korridorsnak, når man står i kø, og det er i korridorerne, at der bliver lavet vigtige aftaler. Det er altså, undskyld jeg skriver det så direkte, sjældent noget, der sker i toiletkøen.

Kvinder kommer i øvrigt også ud for flere uheld i dagligdagstrafikken. Hvorfor? Det er ofte de store veje, der ryddes først for sne. Og det er typisk kvinderne, der går på fortovet og ad de små stier på vej til at hente og bringe børn. Igen er der tale om statistik, for selvfølgelig henter og bringer mændene også børn. Det får de ofte stor ros for.

Caroline Criado Perez’ bog blev af Financial Times kaldt ”Simone de Beauvoir with data”, og den er sandelig også fyldt med data. Man kunne også kalde den ”Simone de Beauvoir på amerikansk”, for amerikanerne elsker data. Især Big Data. Mange data. Store data.

En lille historie i bogen skal nævnes. Forfatteren fortæller nemlig i bogen om en date, hun havde med en mand. Da hun fortalte ham, at hun er feminist, anklagede han hende straks for at se verden gennem subjektive, ideologiske briller. Da hun svarede ham, at hans egen, klart udtrykte, liberalistiske position jo på samme måde må siges at være ideologisk, responderede han, at det sørme er et objektivt og universelt synspunkt at være liberalist. Det var hende, der var den anden, mens han indtog en neutral og objektiv position.

Men hvordan kan vi vurdere, at det altid er de andre, der er forført af holdninger? Vi ser det i øjeblikket i den danske offentlige debat. Det er identitetspolitik, når nogle påpeger åbenlys diskrimination eller miskendelse af minoriteter, mens forsvar for den arbejdende, hvide mand ikke har noget som helst med identitetspolitik at gøre. Sagen er dog, at begge positioner er udtryk for identitetspolitik.

”Hvornår er det Arnes tur?”, lød det i regeringens pensionskampagne. Sandt at sige er det retfærdigvis tid til at se på vilkår for dem, der arbejder hårdest i vores samfund, men hvis ret skal være ret, så tjener de lavestlønnede og hårdtarbejdende mænd ofte mere end de lavestlønnede og hårdtarbejdende kvinder. Så hvis tur er det egentlig? Akademikerne kom i øvrigt på banen og mente, at det også var deres tur. Identitetspolitik er ikke kun noget, de andre bedriver.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.