Verden over har det kirkelige hjælpearbejde været vigtigt under coronakrisen

Der er igen en åbenhed over for den religiøse dimension af tilværelsen, og statslige myndigheder og institutioner betragter ikke længere religion som et irrelevant fortidigt fænomen, der er under afvikling, mener skribenten

illustration: søren mosdal
Illustration: søren mosdal.

Under coronakrisen har kirker verden over vist sig at være vigtige medspillere, både i forhold til implementering af præventive foranstaltninger og når det gælder om at afhjælpe den sundhedsmæssige og økonomiske krise.

I Danmark og andre europæiske lande er det offentlige liv så småt ved at vende tilbage til en form for normalitet, efter at covid-19-krisen for alvor tog fart i begyndelsen af marts. Men globalt set står vi stadig midt i krisen og i både Nordamerika, Sydamerika og Afrika er der endnu vækst i antallet af nye smittede.

Der har været meget fokus på lukkede kirker og online-gudstjenester. Men hvad med kirkernes sociale og sundhedsfaglige arbejde? I slutningen af juni holdt London School of Economics et online-seminar om religiøse fællesskabers rolle under covid-19 med undertitlen ”den første pandemi i en postsekulær tid?”.

Der var flere spændende oplæg, men inden vi hører mere om indholdet, er det værd kort at dvæle ved undertitlen. For hvad betyder en postsekulær tid? I modsætningen til modernitetens tidsalder, hvor den religiøse praksis og den kirkelige og religiøse indflydelse i det offentlige rum var på stadig tilbagegang i Vesteuropa, har vi de seneste 20 år bevæget os ind i en periode, hvor der atter er et rum og en interesse for kristendommens stemme og for kirkelige institutioner og aktører i samfundet.

Det betyder imidlertid ikke, at sekulariteten som dominerende kulturel strømning er forsvundet, eller at folk igen i stor stil begynder at praktisere deres tro eller tilslutte sig kristendommens centrale dogmer.

Men der er igen en åbenhed over for den religiøse dimension af tilværelsen, og statslige myndigheder og institutioner betragter ikke længere religion som et irrelevant fortidigt fænomen, der er under afvikling.

På ovennævnte seminar var det tværtimod en pointe, at kirker og kristne organisationer er – og hele tiden har været – vigtige medspillere, når der for eksempel opstår kriser. Under ebola-udbruddet i Vestafrika i 2014-2016 lærte sundhedsmyndigheder og FN, at kirkerne og de religiøse ledere var nøglepersoner, når det gjaldt om at stoppe smittespredningen. De havde den moralske autoritet til at få folk til at overholde restriktioner og til at få ændret de ritualer omkring dødsfald og begravelser, der medvirkede til spredningen af ebola.

At kirkerne er vigtige, er endnu en gang blevet tydeligt i forbindelse med den igangværende coronapandemi, særligt uden for Danmarks grænser. I Sydeuropa har der mange steder været udgangsforbud, og mange har mistet deres job. På seminaret hørte man om, hvordan kirkelige hjælpeorganisationer her, men også i Storbritannien, i stor stil har måttet træde til med madudbringning til fattige og hjælp til indkøb og medicinafhentning til ældre medborgere, der ikke kunne gå udenfor. Det har hjælpeorganisationerne kunnet gøre, fordi de med deres ofte lokale forankring i sognene nemt kunne identificere og kontakte folk med behov.

Også i USA har de kirkeligt drevne ”food banks” (fødevarebanker) oplevet en voldsomt stigende efterspørgsel, og man har på tv kunnet se optagelser af lange bilkøer rundt omkring ved uddelingsstederne og billeder af køer med fattige og hjemløse, der til fods og med behørig afstand får udleveret madpakker og andre fornødenheder ved kirker i amerikanske storbyer.

Også i Latinamerika, hvor der næsten ikke findes et socialt sikkerhedsnet, har udgangsforbud berøvet mange deres levebrød, og antallet af folk, der sulter, er eksploderet. Både den katolske kirke og protestantiske kirker har spillet en vigtig rolle i forhold til at få folk til at overholde myndighedernes regler og med at afhjælpe sult og medicinmangel.

I mange lande hænger folk hvide flag uden for deres hus for at tilkendegive, at de mangler mad. Det gør det nemt for kirker og venlige naboer at se, hvor der brug for hjælp.

Også i Danmark er det diakonale omsorgsarbejde fortsat under covid-19. Mens kirker og sognegårde lukkede, fortsatte det kirkelige sociale arbejde. Ofte under forandrede forhold og med sikkerhedsforanstaltninger, der skabte smertelig afstand til mennesker, der havde brug for nærvær.

Det er der på sin vis intet nyt i. Det nye er, at verdslige myndigheder både i udlandet og herhjemme i en postsekulær tid atter får øjnene op for kirkernes vigtige rolle i civilsamfundet.

Spørgsmålet er, om det også vil give sig udslag i en øget interesse for den tro, der motiverer det diakonale arbejde. Det må blive temaet ved en senere lejlighed.