Verdensmålene skal ikke styre vores universiteter

Vi kommer meget nemt op i de højere luftlag med verdensmålene og langt væk fra den slags kedelige, men reelle detaljer

Hvis verdensmålene skal spille en rolle på universiteterne, så er det som forskningens genstand, som debattema i undervisningen eller som samlingspunkt for for eksempel eksternt samarbejde med virksomheder og organisationer. (arkivfoto).
Hvis verdensmålene skal spille en rolle på universiteterne, så er det som forskningens genstand, som debattema i undervisningen eller som samlingspunkt for for eksempel eksternt samarbejde med virksomheder og organisationer. (arkivfoto). Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix.

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive en lækker sommerklumme om meloner og jordbær og om at blive vugget i søvn i en hængekøje omgivet af de mennesker, jeg elsker. Det kan være den kommer til august, når jeg er nede i gear.

Lige nu er jeg nemlig mest optaget af FN’s verdensmål for en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udvikling. Jeg er optaget af verdensmålene, fordi de sætter en retning, ingen kan være uenig i. De samler globale kræfter om at mindske ulighed, sikre kvalitet i uddannelse, sørge for ligestilling og så videre.

Verdensmålene dannede ramme om det seneste folkemøde på Bornholm. Her debatterede jeg med gode kollegaer, hvad verdensmålene om kvalitet i uddannelse og sundhed og trivsel kan betyde for uddannelse. Jeg konkluderede selv, at verdensmålene er uomgængelige, men at de ikke må blive glasur og højtstemt bragesnak, som kan bruges til at dække over de reelle problemer i jernindustrien.

Om end verdensmålene er vigtige, så er det måske endnu vigtigere, at elever på en ungdomsuddannelse og vores studerende på de videregående uddannelser får grundige tilbagemeldinger på skriftlige arbejder, for nu bare at nævne en af de problematikker, vi er udfordret af.

Lad os være ærlige. Den tid, der var til det, er snævret kraftigt ind. Et af verdensmålene, kvalitet i uddannelse, adresserer naturligvis dette, men vi kommer meget nemt op i de højere luftlag med verdensmålene og langt væk fra den slags kedelige, men reelle detaljer.

Et universitet i Danmark offentliggjorde forleden, at FN’s verdensmål nu er universitetets mål.

Jeg er ikke uenig i, at vi skal omfavne verdensmålene, men jeg mener ikke, at verdensmålene kan være hverken uddannelsers eller et universitets mål. De kan inspirere, udfordre, samle og såmænd også udgøre en form for strategiske pejlemærker, men tingene går ikke restløst op.

Ifølge universitetslovens paragraf 2 har universitetet til opgave at drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder. Universitetet skal sikre et ligeværdigt samspil mellem forskning og uddannelse, foretage en løbende strategisk udvælgelse, prioritering og udvikling af sine forsknings- og uddannelsesmæssige fagområder og udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater. Universitetet har forskningsfrihed.

Landets højeste læreanstalt skal værne om forskningsfrihed og om videnskabsetikken og bidrage til det omgivende samfund og til udvikling af det internationale samarbejde. Dets virke skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet og som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.

Verdensmålene er altså ikke universitetets formål.

Hvis verdensmålene skal spille en rolle på universiteterne, så er det som forskningens genstand, som debattema i undervisningen eller som samlingspunkt for for eksempel eksternt samarbejde med virksomheder og organisationer. Målet er sandheden og ikke den seneste mode. Den seneste mode kan granskes, udfordres og kritiseres. Hvis omverdenen fortsat skal have tiltro til landets højeste læreanstalts virke, så skal det være, fordi man her får det, som ingen andre kan. Her er højt til loftet og fri adgang til viden fra højeste hattehylde.

Her siger vi ikke tingene, fordi vi skal passe ind. Her siger vi det, der skal siges, fordi ingen andre nødvendigvis kan sige det. Her sikrer vi fortsat, at den næste generation af akademikere kan tænke frit, kritisk og innovativt. Her kan alle træde ind og overvære de altid offentlige forelæsninger. Her er open source opfundet, lang tid før ordet kom på måde. Her skal alting helst være mere vidtløftigt, end noget aktuelt mål kan indfange.

Så enkelt er det!

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.