Vi bliver langsomt bedøvet

Jeg sidder i en stillekupé, da det slår mig. Det er i grunden under min værdighed at sidde her i fuld offentlighed og drikke af en tudkop. Tænk engang, at det er kommet dertil, at jeg sidder i toget i skjorte og slips på vej til DR for som påstået Kierkegaard-ekspert at sige noget begavet – med en tudkop i hånden. Og når jeg løfter blikket, ser jeg, at vi alle sammen, voksne mennesker, sidder her i toget med hver vores tudkop. Folkeskolelæreren, det sidder og retter sine elevers opgaver. Forretningsmanden med den lidt for neurotiske tilgang til, hvor vinkelret hans computer skal stå i forhold til bordkanten. Alle sidder vi her som voksenbabyer med hver vores tudkop.

Imens, derhjemme, sidder min hustru lige nu og lærer vores datter på fire måneder at drikke af et almindeligt glas. Tudkoppen var noget, man i babyplejen forlod i 1980’erne. Selvfølgelig spilder barnet så. Men det lærer også. Imens får vi voksne lov at opføre os som børn.

I den fremragende Pixar-film ”Wall-E” er der en scene, hvor menneskeheden har opført sig som børn i en sådan grad, at planeten er blevet ubeboelig. Nu flyver de af sted ud i uendeligheden på et all inclusive -rumskib, hvor robotter opfylder enhvers umiddelbare behov. Ligesom rumskibet flyver eller flyder hvert enkelt menneske rundt i en slags svævende kørestol, og det har mennesker gjort så længe, at de ikke længere er i stand til at stå oprejst. De sidder bare der som voksenbabyer og drikker deres frokost af en tudkop.

Hvis jeg skal være ærlig, så er det desværre et meget præcis billede på den tilstand, jeg selv forsøger at opnå. Et liv uden bøvl og besvær, og hvor jeg omsider bare kan få lov at sidde og se Netflix i den indbildning, at jeg bliver tankemæssigt stimuleret, mens realiteten nok snarere er, at jeg bliver langsomt bedøvet. Hvor jeg har fået minimeret tankerne og maksimeret behaget.

En beskrivelse af det, Søren Kierkegaard kaldte det spidsborgerlige, og Hannah Arendt kaldte tankeløshed. Det er først, når vi vågner op, at vi kan se, at denne utopi også er en dystopi. Livet uden ansvar og værdighed.

Selvfølgelig er det både smart og praktisk med en plastictud på kaffen. Det er en flyverdragt også. Den holder mig ren og varm. Men det er altså under det myndige menneskes værdighed.

Jeg tror, Gud har haft større tanker med os end dem, vi reducerer os selv til.