Alle vil være fri for hinanden. Men ensomhed og offerfølelse vil ramme os

De sorte vil være fri for de hvide, indvandrere for danskhed, ateister for kristendom, børn vil være frie til at bestemme deres eget køn, voksne vil i stigende grad være fri for børn, og kvinder vil være fri for mænd

"Når alle først og fremmest vil være frie, løsnes de bånd, der binder os sammen med andre."
"Når alle først og fremmest vil være frie, løsnes de bånd, der binder os sammen med andre.". Foto: Marks of Mana/Unsplash.

Vores fælles debat er blevet uhyre fattig. Den handler næsten altid kun om det, vi vil være fri for.

De sorte vil være fri for de hvide, indvandrere for danskhed, ateister for kristendom, børn vil være frie til at bestemme deres eget køn, voksne vil i stigende grad være fri for børn, og kvinder vil være fri for mænd. Som en vittig ven forleden sagde til mig: Det føles, som om det er kvindernes kampdag hver eneste dag!

Når alle først og fremmest vil være frie, løsnes de bånd, der binder os sammen med andre. Det kan tydeligst ses i USA. Her viser undersøgelser et forfald i tilknytningen til familie, kirke og nation blandt især yngre generationer.

67 procent af de ældre amerikanere mener, religion er vigtig, men det gælder kun 30 procent af de yngre. 79 procent af de ældre amerikanere mener, at patriotisme er vigtig, men kun 42 procent af de yngre.

For 21 år siden mente et stort flertal af alle amerikanere, at det er vigtigt at få børn. Men i dag er det kun mindretallet, der mener det.

Dramatiske ændringer, der også vil ramme os med deres dystre ledsagefænomener som ensomhed og følelsen af at være ofre – spørg bare det frigjorte velhaverpar prins Harry og Meghan Markle – medmindre vi udvikler et sprog for det, vi positivt vil: det gode liv.

Det sprog skal erstatte det liberale sprog for frigørelse og rettighedsindividualisme som det dominerende sprog. For det gode liv kan kun realiseres i forpligtende fællesskaber, hvor man kan være noget for nogen. Her lærer man sociale dyder, samarbejdsevner, behovsudsættelse og selvdisciplin.

I de før-liberale epoker var det utænkeligt at gøre sig forestillinger om det gode samfund – det fælles bedste – uden at inddrage overvejelser over det gode liv og dermed dannelse.

Halvdelen af Platons store værk ”Staten” handler om det. Det er nemlig først, når mennesket kultiveres, at det opnår sand frihed og selvbeherskelse. Så er det ikke længere slave af sine private luner.

I dag tror vi, at mennesket fødes frit, og det er ”de andre” – mændene, danskerne, lærerne, forældrene, børnene, de hvide – der lægger det i lænker.

Det er forkert. Mennesket fødes ikke frit, men bliver derimod frit ved at kultivere sin natur i forpligtende fællesskaber med andre mennesker.