Vi bør honorere de sygeplejersker, der har været frontpersonale i over et år nu

Sygeplejerskerne har med deres protestantiske arbejdsetik bedt om for lidt for længe. Det mindste, vi kan gøre, er at imødekomme det pinlige lønefterslæb, skriver Christian Hjortkjær. Her ses personalet på covid-19-afsnittet på Svendborg Sygehus. – Foto: Tim Kildeborg Jensen/ Ritzau Scanpix.
Sygeplejerskerne har med deres protestantiske arbejdsetik bedt om for lidt for længe. Det mindste, vi kan gøre, er at imødekomme det pinlige lønefterslæb, skriver Christian Hjortkjær. Her ses personalet på covid-19-afsnittet på Svendborg Sygehus. – Foto: Tim Kildeborg Jensen/ Ritzau Scanpix.

Jeg ved godt, at mange tænker: ”Hvad bilder sygeplejerskerne sig ind, her midt under en pandemi?”. Men problemet er, at sygeplejerskerne er en af de faggrupper, der rangerer højest på personlig samvittighed og etisk ansvarlighed over for andre mennesker. Så bare rolig: De er allerede fulde af selvkritik.

Det er ikke første gang, sygeplejerskerne står i den her situation, men det er første gang i årtier, at vi ikke længere kan sige, at sygeplejerskernes lønseddel alene er et spørgsmål om penge og politik – det er også et etisk spørgsmål.

Derfor må vi spørge både sygeplejerskerne og os selv:

Er det etisk forkasteligt, at sygeplejerskerne varsler strejke netop nu, eller er det danske samfund netop denne gang etisk forpligtet til at belønne det væsentligste frontpersonale siden Anden Verdenskrig?

Den mest oplagte anklage mod sygeplejerskerne er, at de har valgt det forkerte tidspunkt. Men det er det samme argument, man bruger, hver gang der er et skoleskyderi i USA. I Danmark er det derimod helt almindelig praksis, at man laver politik efter omstændighederne. Man indfører visitationszoner, når for mange bærer våben. Særlove om flygtninge, når de vandrer på vores motorveje. Og coronapakker og nedlukning af landet, når en pandemi rammer.

Men det mest effektive argument imod at give sygeplejerskerne mere i løn er det såkaldte glidebaneargument: Hvorfor så ikke pædagogerne, de har også været en slags frontpersonale? Og hvis de skal have mere, hvad så med butikspersonalet? Og hvad så med lastbilchaufførerne, der har bragt mad frem til os?

Det interessante er, at uanset hvor væsentlige de her spørgsmål er, så fører de tilsammen etikken væk fra handlingen og hen mod en pacificerende refleksion. Hvad der før forekom etisk indlysende, bliver nu vagt og uklart. Den perspektivering, der skulle opklare sagen, bliver i stedet til en relativisering. Man går fra at tale om, hvad man skal gøre, til at tvivle på, om man overhovedet skal gøre noget. Og derfor når man til sidst frem til, at det nok er klogest, at ingen får mere, for så har man i hvert fald ikke gjort noget forkert. Men så bliver vores handlinger som skæbnen, som Kierkegaard et sted bemærker: De lover intet, men holder alt.

Der er med andre ord en fare for, at det ikke er sygeplejerskerne, men os selv, der handler etisk forkasteligt. Og det er selvfølgelig virkelig irriterende at skulle se i øjnene. Men det forekommer faktisk svært at se det forkastelige i sygeplejerskernes strejke. For der er ikke tale om, at alle nu løber fra borde, men at 10 procent af sygeplejerskerne skal strejke. Og hvornår? Fra natten mellem d 20. og 21. maj, altså når samfundet er helt genåbnet. Det her ligner det mest hæderlige og ansvarlige oplæg til strejke, man kan forstille sig.

Læg dertil, at sygeplejestanden som faggruppe er kendetegnet ved en kombination af tårnhøj moral og udpræget selvbebrejdelse. En farlig cocktail, som bevidnes af det faktum, at det kun var et knebent flertal af sygeplejerskerne, der stemte for strejke, selvom de står med et kolossalt magtmiddel i deres hænder lige nu. Sygeplejerskerne er alle skolet med Løgstrups etiske fordring om, at du aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at du holder noget af dets liv i din hånd. Netop derfor siger de fleste sygeplejesker lige nu om sig selv: ”Det kan vi ikke være bekendt.” ”Sikke en uforskammet opførsel, nu hvor vores land har allermest brug for os.”

Men det er lige omvendt. Det er os, der som land ikke kan være bekendt ikke at honorere de sygeplejersker, der har været tvunget ud i at agere uforberedt frontpersonale i over et år nu. De har bogstaveligt talt stået med vores liv i deres afsprittede hænder.

Overalt i landet har sygeplejersker siddet med ansigter begravet i grædende hænder efter endt arbejdsdag. Alligevel har de ikke gjort oprør, men i stedet omsorgsfuldt hjulpet hinanden med at kunne genfinde modet til arbejdsdagen i morgen. Sygeplejerskerne har med deres protestantiske arbejdsetik bedt om lidt for lidt, for lidt for meget, alt for længe.

Man giver også hjemvendte soldater en medalje, rehabilitering og måske endda livslang pension for at have tjent deres land. Det mindste, vi kan gøre, er at imødekomme frontpersonalets pinlige lønefterslæb. Så kære sygeplejersker. Jeg håber inderligt, at I strejker for vores værdigheds skyld.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.