Vi får en kvælende verden, hvis vi kun anerkender det, der kan bevises videnskabeligt

Jeg holder på, at der ikke behøver at være så meget mystik over at forfølge sine indre, helt uvidenskabelige fornemmelser af, hvad der er godt her og nu, skriver leder af demensplejehjem

Der var en overgang mange, der spurgte mig: Hvordan kan I bevise, at det, I gør på plejehjemmet, er rigtigt? Det var åbenbart ikke nok, at vores tilgang havde en positiv virkning på de mennesker, vi tog os af, skriver leder af demensplejehjem.
Der var en overgang mange, der spurgte mig: Hvordan kan I bevise, at det, I gør på plejehjemmet, er rigtigt? Det var åbenbart ikke nok, at vores tilgang havde en positiv virkning på de mennesker, vi tog os af, skriver leder af demensplejehjem. . Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Jeg har længe været uimponeret af vores trang til at videnskabeliggøre alting. Jeg arbejder til daglig et sted, hvor man skaber glimt i øjet og generelt velbehag hos syge mennesker. Ved at bruge sig selv, så at sige. Ved ikke at rette sig efter evidensbaserede procedurer. Og midt i alt det, vi skaber, er jeg alligevel blevet ledt i videnskabeligt uføre.

Der var en overgang mange, der spurgte mig: Hvordan kan I bevise, at det, I gør på plejehjemmet, er rigtigt? Det var åbenbart ikke nok, at vores tilgang havde en positiv virkning på de mennesker, vi tog os af. Så jeg fulgte den veldokumenterede strøm og gik efter at få stemplet vores måde at arbejde på.

Jeg ansatte en ph.d.-studerende, som – også i skrivende stund – arbejder på et studie om vores praksis på plejehjemmet. Og nu begyndte anerkendelserne at tikke ind. Ding.

Det er selvfølgelig fint, for vi kan i omsorgsfagene godt bruge lidt flere anerkendelser. Men hvem er forskningen til ære for? Er ting kun korrekte, hvis et udvalg af akademisk lærde har godkendt dem? Jeg er glad for vores ph.d.-afhandling. Men den er et skoleeksempel på vores kulturs snævre forståelse af, hvad der er rigtigt.

Jeg har lige besøgt Peru, hvor jeg fik smag for en verden af nogle helt andre energier, som er mere interessante, hvis man vil nærme sig mennesker.

Jeg er klar over, at de færreste vil tro mig, men jeg har blandt andet erfaret, at en ørn pludselig cirkler rundt på himlen, fordi en samling af mennesker ceremonielt forsones.

Jeg har også set, at peruanske shamaner ved hjælp af en pibe tobak roligt og sikkert kan puste regnen væk, fordi den ikke lige egner sig til en udendørs workshop.

Næ, det kan jeg ikke bevise, men hvad vil du gøre ved det? Jeg ved, at jeg har oplevet det, og det har endegyldigt bragt mig det budskab, at intuition ikke er et fagværktøj, man bare hiver op af kitlen. Det er en livspraksis.

Hvis vi kun anerkender det, der kan bevises videnskabeligt, får vi en kvælende verden, og jeg kan ikke se, at den gør så meget godt for de syge.

Jeg holder på, at der ikke behøver at være så meget mystik over at forfølge sine indre, helt uvidenskabelige fornemmelser af, hvad der er godt her og nu.

For dig selv og for dit medmenneske. Det er i sidste ende dit eget ansvar, om du kun vælger at lade dig overbevise, hvis forskning viser vejen.