Vi bør lytte til dem, der føler sig stødt af de ord, vi bruger

Etisk set bør vi til at begynde med, med et åbent hjerte, lytte til dem, der synes, at vi ikke skal kalde en is for en ”Kæmpe Eskimo”. Så må den åbne samtale vise, om der er tale om for stor sensitivitet, eller om vi andre er blevet tonedøve

Det har sommeren igennem været heftigt debatteret, om det er i orden at en is bliver kaldt ”Eskimo”.
Det har sommeren igennem været heftigt debatteret, om det er i orden at en is bliver kaldt ”Eskimo”. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Jeg er fyldt 50 år. Verden har ændret sig meget siden min barndom. Min far fik sklerose, da jeg var fem år, og døde, da jeg var 11 år, efter en svær sygdomsperiode. Jeg har ikke mange minder, men et af dem, der har sat sig fast, er, at når vi besøgte ham på plejehjemmet, og vejret var til det, så kørte vi kørestolen ned til den lokale bager og fik is. Og min far skulle altid have en Kæmpe Eskimo.

Det var ligesom hans is. Jeg har alle årene, siden jeg var 17-18 år, spist sådan en på en stille sommeraften – gerne med udsigt til hav eller træer. Ikke at jeg kan lide isen. Jeg vil faktisk helst ikke spise produkter, der kommer fra dyr, men lige her har det givet mening for at ære hans minde og lige nikke op til ham og sige ”Jeg husker dig”.

Så det har været en mærkelig sommer. Pludselig er min private mindestund blevet en del af en større fejde mellem dem, der oplever sig krænkede af navnet på isen, dem, der vil tage hensyn til de krænkede, og dem, der er krænkede over, at nogle føler sig krænkede – eller lytter til dem, der oplever sig krænkede.

Vi lever i et frit land. Vi må tro og gøre, hvad vi vil. Og hvis fællesskabet skal begrænse os, skal der påvises en reel risiko for, at hvis vi gør det, vi vil, så forhindrer vi andre i at gøre det samme. Så jeg har lov til at tro på, at Gud har befalet, at abort indtil 12. uge er mord – men jeg har ikke ret til at tvinge andre til at leve efter mine overbevisninger.

Der må jeg benytte mig af de muligheder for at overbevise andre, som holder sig inden for det repræsentative demokratis og frihedsrettighedernes spillerammer.

Mine børn (som nu er voksne, men ikke vokset fra det) plejer at vifte deres hånd hurtigt lige foran mit ansigt og sige ”luften er fri for alle”. Og det er den i vores politiske system – men kun indtil min brug af luften skader andre.

Så det store spørgsmål er: Hvornår skader man gennem sin udfoldelse andre så meget, at samfundet legitimt kan begrænse ens frihed? Som John Stuart Mill ikke sagde (men mente): Min frihed til at svinge med armene, stopper ved min næstes næsetip.

Efter en uge i sommerlandet synes det, som om det, vi er uenige om, er, hvornår noget skader andre – for jeg går ud fra, at vi er enige om, at det skal man kun, hvis det er vigtigt. Etikken må altid være åben for, at der ikke findes valg af ”det gode”, men kun ”det mindste onde”. Vi kan ikke gå ud fra som en selvfølge, at vi kommer herfra med rene hænder.

Så er ordet og begrebet ”Kæmpe Eskimo” en krænkelse, som vi skal undlade? Vi er forhåbentlig enige om, at vi ikke bruger ”n-ordet” om mennesker med meget mørk hud i forhold til dem af os, der mere deler hudfarve med det fantastiske dyr grisen. Og vi kalder heller ikke andre mennesker for ”p…..”, fordi de er muslimer/af en anden farve end os og grisen.

Men hvad stiller vi så op med historien? For det har vi jo gjort. Det er indlejret i vores sprog. Sådan har det altid været. Hvorfor skal det nu laves om? Vi mente jo intet ondt. Det var min fars yndlingsis! Skal det nu også ødelægges?

Enhver kan jo stille sig op og påstå, at hun er krænket. Hvis jeg lever med den oplevelse, at jeg er et birketræ, og andre ikke taler til mig på den måde, kan det opleves krænkende. Hvis jeg lever med den oplevelse, at jeg er trans-kønnet og ikke oplever mig inkluderet i sproget, kan det opleves krænkende. Hvis jeg lever med den oplevelse, at jeg er en hvid mand, og andre af den grund bevidst eller ubevidst omtaler den gruppe, som jeg oplever, at jeg tilhører, med termer, som jeg oplever som nedsættende, er det så krænkende?

Det er et åbent spørgsmål – men etisk set bør vi til at begynde med, med et åbent hjerte, lytte til dem, der synes, at vi svinger armene for meget – ”Kæmpe Eskimo” eller ej. Så må den åbne samtale vise, om der er tale om for stor sensitivitet, eller om vi andre er blevet tonedøve.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoder-foreningen Lillian Bondo.