Prøv avisen
Refleksion

Vi taler i flæng om stress – og det gavner hverken de reelt stressede eller alle os andre

illustration: søren mosdal

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi kan vise de unge, hvor rigt nuanceret man rent faktisk kan udtrykke sig på dansk omkring følelsesmæssige tilstande og regulering af dem i hverdagen. Så grænserne for deres sprog – og dermed deres evne til at tackle verden – stille og roligt udvider sig, skriver sociolog og forfatter Anette Prehn

”KAN MAN være stresset i to minutter?”. Min datter på otte år kigger op på mig med spørgende øjne. To kammerater havde i dansktimen samme dag på samme tid villet vide, hvad hun havde skrevet i sin krydsogtværsopgave. ”Jeg blev helt forvirret, men var jeg stresset?”, spurgte hun mig. ”Det var nok mere forvirring, som du selv så fint siger det,” sagde jeg, inden samtalen fortsatte om, hvad stress så egentlig er for noget.

”Stress” er blevet et ord, vi bruger i flæng. Det er en skam – ikke mindst for de mennesker, der oplever voldsomme stress-belastninger eller stress-sygemeldinger. De er ikke tjent med, at vi andre ”stresser rundt”. I stedet for at gøre ”Jeg bliver stresset” til et hverdagsudtryk på linje med ”Jeg er tørstig”, kan vi for mig at se med fordel i vores kultur gøre os mere umage med at udtrykke os ved hjælp af sprogets rige nuancer.

Jeg kom også til at tænke på dette, da jeg for nylig underviste et hold unge mennesker. I undervisningen talte vi dansk sammen, men så snart de havde pause, slog de over i at tale engelsk med hinanden. Da jeg spurgte til det, forklarede de mig, at ”man kan sige meget mere på engelsk end på dansk”. ”Eller også har vi bare glemt vores eget sprogs mange nuancer,” sagde jeg. ”Ligesom med ordet ’stress’. Det bruges i stedet for alle mulige andre gode, danske ord.” De unge lignede spørgsmålstegn. Hvad kunne man dog sige i stedet?

Jeg fortalte, at man kan bruge udtryk som overvældet, fortravlet, overstimuleret, overbebyrdet, udfordret over evne, frustreret, hevet i fra flere sider samtidig, forvirret, forjaget, overanstrengt, belastet, under krydspres, utilstrækkelig og så videre. Fine, danske ord, som nuanceret udtrykker forskellige indre tilstande og hjælper os med at handle relevant i forhold til dem. I stedet for at putte alt på ”stress-hylden”.

”Mit sprogs grænser er min verdens grænser,” sagde sprogfilosoffen Ludvig Wittgenstein. Hans ord er vigtige – også i dag og både ind i den otteåriges, de unges og alle vi andres verden. Hvis vi ophører med at bruge sprogets nuancer, sander de til. Hen ad vejen vil vi miste dem. Særligt når vi undlader at bruge ordene, fordi vi oplever, at andre heller ikke bruger dem; at de er ”gammeldags”. Den sproglige forlegenhed bliver dermed selvforstærkende. Det ærgerlige er, at vi dermed står mere nøgne og ubehjælpsomme i forhold til at bemærke, forstå og håndtere de mangeartede tilstande et liv bærer med sig.

Vores ureflekterede brug af ordet ”stress” kan desuden være en fejlkilde, når menneskers oplevede stress-niveau bliver målt. I Den Nationale Sundhedsprofil, som der hyppigt refereres til i den offentlige samtale, benytter man skalaen ”Perceived Stress Scale”, det oplevede stressniveau, til at måle stress. Den rummer 10 spørgsmål, man kan svare fra 0 til 4 på, afhængigt af hvor ofte man oplever de pågældende situationer. Det giver en score fra 0 til 40. Hvis man scorer over 18 point på skalaen, defineres man som stresset, idet Sundhedsstyrelsen tilbage i 2010 lagde sig på dette niveau, hvilket betød, at 20 procent af befolkningen oplevede stress. Herefter er der sket en stigning. Man kan imidlertid få over 18 point alene ved for eksempel at svare ”indimellem” til de 10 spørgsmål. Hvis vi til hverdag anvender udtryk som ”Jeg blev helt stresset” eller ”Nu går der stress i den” igen og igen, vil dette formentlig vise sig i vores svar.

Uanset om stigningen delvist kan forklares ved vores skødesløse brug af sproget eller ej, bør vi naturligvis tage den alvorligt. Og konkrete handlinger til fremme af mental sundhed og forebyggelse og håndtering af stress er vigtige skridt for et samfund, som ønsker en befolkning i trivsel.

Et godt sted at begynde er at skærpe vores blik for balancen mellem de krav, vi oplever, og de ressourcer og strategier, vi har adgang til. Med andre jord: Balancen mellem dét, der kræves af os, og dét, vi har at give af. Det perfekthedsideal, som mange unge for eksempel oplever sig mødt af i dag, er et eksempel på et evigt tyngende krav: et sisyfosarbejde, der aldrig bliver færdigt.

Heldigvis fortæller flere unge også, senest i programmet ”Manus manege” på P1 i denne uge, at de helt er holdt op med at følge de personer på sociale medier, der åbenlyst retoucherer og redigerer deres fotos. For eksempel ved at give sig selv større bryster, en smallere talje eller perfekt hud. Det er vigtige skridt.

Men de unge hverken kan eller skal stå alene med at ”fikse” problemet. Som voksne og som kultur må vi gå foran, blandt andet i forhold til at fremme mere naturlige og ”uperfekte” billeder af mennesker og mere generelt styrke de unges evne til kritisk og med et stærkt værdifundament at kunne gennemskue normer og gruppepres, som arbejder imod deres trivsel.

Ikke mindst kan vi vise unge, hvor rigt nuanceret man rent faktisk kan udtrykke sig på dansk omkring følelsesmæssige tilstande og regulering af dem i hverdagen. Så grænserne for deres sprog – og dermed deres evne til at tackle verden – stille og roligt udvider sig.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.