Det siges ofte, at det er et stort privilegium at komme til verden netop her. I Danmark såvel som i de velhavende lande omkring os. Jeg er meget enig, da det er indlysende, at den daglige tryghed her er uendeligt meget større end mange andre steder, men samtidig skal vi huske, at trygheden kan have en bagside.
For mens den medfører, at man hver dag kan stå op uden bekymring for, om der er noget at spise, eller om der hersker fred omkring én, bevirker den også, at man kan vågne med en dyb tvivl om, hvad tilværelsens dybere mening består af. Fordi det kan føles, som var livet blevet blottet for kamp. Velfærden er krøbet så meget ind under huden på os, at den former vore sjæle, og meget skal i dag ses i lyset af den store tryghed.
Den har utvivlsomt tråde til den religiøse lammelse i den vestlige verden og opfattelsen af gudsforholdet som irrelevant, den er sikkert forbundet med den følelse af meningsløshed, der i dag hjemsøger mange, og den hænger garanteret også sammen med den stigende krigslyst i antiracismens og identitetstænkningens navn. Ud af trygheden vokser nemlig en eksistentiel kedsomhed, der kan få mennesket til enten at resignere eller gribe til det grænseoverskridende i ren længsel efter at mærke, at det virkelig er betydningsfuldt, at man er her.
Thomas Vinterbergs film ”Druk” har fået meget omtale. Den handler om fire midaldrende mænd, der af frygt for helt at miste livsgnisten begynder at drikke dagligt, og skønt filmen i mine øjne er relativt banal, er den som fænomen interessant. Alt imens skuespiller Mads Mikkelsen som altid fylder med sit strålende nærvær.
De nye alkoholvaner løber naturligvis af med de fire venner, det hele fører til både tragedie og måske fornyet klarsyn, og filmen portrætterer den vildfarne danske mand, mens det atter konstateres, at livet cirka midtvejs, når man ikke længere føler, at alt endnu kan ske, kan synes som stort set afsluttet.
Druk handler om velfærdsbarnet og det vestlige, forkælede menneskes forsøg på med vold og magt at skabe intensitet, og længslen efter de kraftfulde øjeblikke fyldt med moralske valg, kompromisløshed og mod, stikker dybt. Ja, muligvis så dybt, at vi står ved et slags desperationens punkt, hvor mange aner, at de enten fortsat må flyde relativt passivt med eller finde frem til en ny følelse af brændende nødvendighed. Den længsel kan for nogen føre til en iver efter at mærke kamp og konfrontation, og man får den tanke, at også en del af det identitetsraseri, der for tiden udfoldes, har sine rødder i en vis eksistentiel kedsomhed. Også blandt de unge.
Bemærk for eksempel den 29-årige forfatter Jonas Eika Rasmussens ord angående aktionen fra Anonyme Billedkunstnere, der forleden smed en buste af Frederik V i vandet som påmindelse om de danske koloniale aktiviteter på kongens tid. Hændelsen har skabt forargelse, fordi perspektiverne ved destruktive handlinger i en højere sags tjeneste altid er skræmmende, og fordi man måske samtidig aner, at hærværkets infantile præg repræsenterer en diffus længsel efter et eller andet at stå i opposition til.
Således opfinder Jonas Eika Rasmussen en virkelighed, hvor sorte og brune mennesker i dette land lever i ”total usikkerhed”, som han skriver, og han tilføjer: ”Samtidig må vi huske på, hvorfor borgerlige medier – og så mange andre – går så langt for at miskreditere den antiracistiske modstand: De er bange for, at den skal vokse.”
Som barnet i sit eget fantasiunivers konstruerer forfatteren fjender og konflikter, og man aner spor af den basale kedsomhed, som historiker Henrik Jensen ofte har knyttet til perioden siden 1968 og dyrkelsen af ungdom og oprør.
Jonas Eika Rasmussens retorik antyder, hvordan man kan tørste efter noget absolut og konsekvent, hvilket jo i sidste ende hos den sande fanatiker kan føre til voldelige gerninger. Efter terrorangrebet i 2011 i Oslo og på øen Utøya skrev forfatter Karl Ove Knausgård sådan her om gerningsmanden: ”Havde han en længsel efter virkeligheden eller relativitetens ophør, efter det absoluttes konsekvenser? Formodentlig. Har jeg en sådan længsel? Ja, det har jeg.”
Knausgård er sig yderst bevidst, at han lever i fare for at falde meget dybt ned i egocentrisk søgen efter drama og forløsning, og jo mere tilværelsen kan føles tryg og forudsigelig og tømt for store gerninger, desto mere kan den enkelte blive fyldt af iver efter at gøre noget voldsomt for at redde sig selv. Lige nu, vel at mærke, for det er allerede ved at være for sent. Den fredelige reagerer ved som i ”Druk” at drikke sig til en følelse af livsfylde, og den mindre fredelige kan reagere ved at hævde, at der findes en mere eller mindre usynlig ond overmagt, der med alle midler skal bekæmpes.
Derfor er vandaliseringen af Frederik V så ubehagelig. Den er ikke blot udtryk for almindeligt primitivt hærværk. Den vidner også om menneskets længsel efter at overskride grænser for selv at mærke livets intensitet. Måske fordi man dybt nede mere end noget andet frygter kedsomheden.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.