Prøv avisen
Etisk set

Psykologi-professor: Civilsamfundet er bedre end politikerne til at tænke store tanker

Vi er i en demokratikrise, men den moralske horisont vil ikke komme fra politikerne, men fra civilsamfundet, mener Lene Tanggaard. På efterskoler, højskoler og friskoler får man tidlig opdragelse i demokrati og social sammenhængskraft, mener hun. Her ses Haarby Efterskole. – Foto: Paw Gissel

Lene Tanggaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Politikerne skal stå for den nødvendige vedtagelse af regler og love, der sikrer grundlaget for et velfungerende samfund. Men politikerne kan ikke nødvendigvis skabe den moralske horisont for vores handlinger, vores vaner, holdninger og adfærd, skriver professor i psykologi Lene Tanggaard

Mens vi venter på varme i solen, så kan vi konstatere, at vi måske står i en europæisk demokratikrise. Idéen om et samlet Europa er udfordret. Skellene mellem rig og fattig øges, og polariseringen mellem os er ikke blevet mindre. Politikerleden vokser. Men måske lægger vi for mange af vores drømme og forhåbninger i politikernes hænder?

Nuvel. Jeg mener selvfølgelig, at politikere kan og skal sørge for meget. Gode vuggestuer, børnehaver, skoler, ældrepleje og sundhed, farbare veje og offentlig transport. Politikerne skal stå for den nødvendige vedtagelse af regler og love, der sikrer grundlaget for et velfungerende samfund.

Politikerne kan dog ikke nødvendigvis skabe den moralske horisont for vores handlinger, vores vaner, holdninger og adfærd. Der spiller vi selv en rolle. Den moralske horisont har vi under alle omstændigheder alle sammen et slags ansvar for. Jeg synes, vi savner en diskussion af dette i Danmark.

Derfor har jeg et forslag. Det går helt enkelt ud på, at de bredeste skuldre tager ansvar for at tænke langsigtet. Det kan vi ikke forvente, at politikere har tid til. De befinder sig ofte i et pres fra politiske modstandere og sultne medier, og indimellem tænker man, at de er mest optaget af at se godt ud og klare sig til det næste valg.

Det er såre menneskeligt, men det betyder bare, at de lidt mere højttravende og gennemtænkte løsninger på tidens udfordringer ikke pr. automatik kommer fra den kant.

I slutningen af januar måned havde jeg fornøjelsen af at overvære et foredrag med professor emeritus Steen Hildebrandt, og han formulerede det nogenlunde således: ”Politikere ofte står i en art handletvang. Politikere står i problemer til op over begge ører. De kræver en løsning her og nu og ofte på ganske kort sigt. Vi andre kan derimod tillade os at tænke langsigtet.”

Det gælder ikke alene en speciel privilegeret del af befolkningen, men os alle sammen. Vi kan tillade os at tænke store tanker, sammen og hver for sig. Vi kan ikke forvente, at politikerne er dem, der skal rydde bordet efter os eller formulere visioner. Det kunne man ønske, men det er sjældent tilfældet.

Det er civilsamfundet, der skal handle. I den forbindelse har vi en kæmpe fordel i Danmark. Det lærte jeg, da jeg forleden læste en artikel om civilsamfundet, frivillige organisationer og social kapital i et nordisk komparativt perspektiv skrevet af Thomas P. Boje. Vi har i Danmark en helt i velfærdsstatslig regi unik tradition for inddragelse af civilsamfundet i løsningen af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige opgaver i regi af foreninger og selvejende institutioner.

Tænk blot på efterskolerne, højskolerne, friskolerne og institutioner for børn og unge. Her sker en tidlig opdragelse i demokrati og social sammenhængskraft. Vi sammenligner os ofte med vores skandinaviske nabolande, men lige i spørgsmålet om civilsamfundets betydning adskiller vi os afgørende.

Vi er, i sammenligning med for eksempel svenskerne, langt mere organiseret som civilsamfund. Hvor svenskerne har en mere direkte forbindelse mellem individ og stat, så har vi altså en række frivillige organisationer, der løfter i folk. Det er disse demokratisk funderede institutioner, der vedvarende og intenst skaber de store tanker. Og det har vi brug for.

Mit forslag er, at vi generindrer det. Samt at vi finder nye veje for at tænke civilsamfundet ikke blot som velfærdsstatens forlængede arm, men som en aktør med særlig ansvar for at påvirke den offentlige debat og tænke de store tanker, som andre ikke har agt eller magt til at gøre.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.