Forfatter: Vi er blevet mere frigjorte, men også mere korrupte og selvoptagede

I dag må vi ikke gøre alvor af at tale om dannelse og dyder, for så sætter vi et skel mellem gode og dårlige livsformer. Så diskriminerer vi, og det må man helst ikke i en liberal tidsalder, hvor vi skal være åbne for alle mulige livsformer. Åbenhed er den moderne parodi på en dyd, skriver orfatter og foredragsholder Kasper Støvring i "Refleksion"

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

DANSKERNE HAR stærke normer for ærlighed og pålidelighed. Derfor er vi det folk i verden, der har den højeste tillid til hinanden. Vi har også stærke normer for gensidighed. Vi hjælper gerne hinanden, ligesom vi også gerne deler vores velstand med andre. Derfor har vi et stærkt velfærdssamfund.

Danskerne har gode, borgerlige dyder.

Men der er også en tendens til, at vi lægger vores forpligtelser over i de offentlige institutioner. Engang opdrog man sine børn til at være opmærksomme og flittige elever, i dag overlades opdragelsen til lærerne i skolerne. Engang passede man sine små børn i hjemmet så længe som muligt og sørgede for sine forældre, i dag sender vi dem i vuggestuer og på plejehjem, hvor de mangler omsorg og pleje. Det viser et skred i vores normer, der bliver tydeligere i de aktuelle sager om grådighed og svindel: topchefers bonusordninger, udbytteskandalerne i Skat, hvidvasksagen i Danske Bank og Britta Nielsens bedrageri som fuldmægtig i Socialstyrelsen.

I takt med, at moderne mennesker frisættes som individer, der primært ønsker at realisere sig selv, vokser omfanget af de rettigheder, de kræver at få opfyldt. Tilsvarende svækkes sansen for de pligter, der kendetegner en god borger – og derfor indfører staten både flere kontrol- og straffemekanismer og udvider sin magt for at opfylde alle vores rettigheder. Lige fra støtte til karrierefikserede solomødre, så de kan få børn uden fædre, til ægtefæller, så de nemmere og billigere kan skilles, og arbejdsløse, så de kan vantrives på evig forsørgelse.

Med tabet af dyderne er vi blevet mere frigjorte, men også mere korrupte og selvoptagede, ligesom vi er blevet mere ensomme. Det gælder især børn og ældre og ikke mindst unge mænd, der i stigende grad isoleres uden en ægtefælle eller familie at sørge for.

Derfor har vi brug for dydsetikken, for dyderne er i deres væsen sociale. Dyderne er de fineste træk ved vores karakter, der gør det muligt at realisere de højere mål i tilværelsen – som at blive gode forældre, ægtefæller, sønner og døtre, venner, frivillige, der hjælper i de lokale foreninger, flittige elever og samvittighedsfulde fuldmægtige og forretningsdrivende.

I vores tidsalder er dydsetikken imidlertid afløst af en rettighedsetik. Vores liberale trosbekendelse lyder, at individer selv må bestemme over deres liv. Vi blander os ikke i, hvordan de lever deres liv, så længe det ikke skader andre.

Denne opfattelse er trængt helt ind i vores uddannelser, der efterhånden er blevet fuldkommen instrumentaliserede. Vi giver eleverne kompetencer – men til hvad?

Vi har opgivet enhver fordring om højere mål og om dannelse, om karakterudvikling. At presse en bestemt idé om det gode ned over borgerne krænker jo deres ret til selvbestemmelse. At spilde sit liv passivt foran skærmene og se porno og ”Paradise Hotel”, ryge hash, æde junkfood og drikke sig ihjel er ganske vist sørgeligt. Men det er nu engang menneskers valg.

At hylde den slags neutrale rammer om borgernes liv var utænkeligt for de antikke, førliberale filosoffer. Platons ”Staten” er for eksempel fyldt med overvejelser over (ud)dannelse, for den hænger sammen med udviklingen af menneskets karakter. Og uden stærke dyder, ingen mulighed for det gode samfund og dermed det gode liv.

I dag må vi ikke gøre alvor af at tale om dannelse og dyder, for så sætter vi et skel mellem gode og dårlige livsformer. Så diskriminerer vi, og det må man helst ikke i en liberal tidsalder, hvor vi skal være åbne for alle mulige livsformer. Åbenhed er den moderne parodi på en dyd.

Det ser vi i offentligt støttede organisationer som Sex og Samfund, som generalsekretæren for Frikirkenet for nylig kritiserede for at promovere frigørelsesideologier som flydende kønsidentitet, eksperimenterende sex og mange sexpartnere, gerne af begge køn.

Men vi skal have mod til at dømme. For noget er bedre end andet, og traditionelle, biologisk bestemte kønsroller, kernefamilien og troskab i ægteskabet har historisk bevist deres værd for langt de fleste mennesker. Tilsvarende skal vi lære at kræve noget mere, sætte højere mål, gøre os umage.

Kernetanken i dydsetikken tilbage til Aristoteles er nemlig, at mennesket har et potentiale, der skal virkeliggøres. Mennesket fødes ikke frit, men bliver frit gennem kultivering af sin natur.

Etikkens opgave er at frembringe de højere mål i mennesket.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.