I en tid, hvor vi ikke må forsamles, er det skønt, vi har telefonen. Det er rart, vi kan komme tæt på hinanden på afstand. Det ændrer dog ikke på, at man også kan blive træt, når man taler i telefon. Man orker ikke at lytte mere. Man vil ærligt talt hellere se en serie, læse en bog eller spise en bolle med ost. Det kan dog virke kontroversielt at sige det, som det er: ”Nå, nu har jeg ikke lyst til at tale mere med dig.”
Her kan man reddes af et barn, en hund eller en ægtefælle, der insisterer på ens opmærksomhed. Dermed kan man give dem skylden for, at man ”desværre” må afslutte samtalen.
Men hvad gør man, hvis man er alene? Her kan det være en hjælp, hvis man er kendt som et travlt menneske og kan henvise til, at man skal skynde sig videre for at nå noget ekstremt vigtigt. Er man imidlertid så ”uheldig”, at man ikke har et vigtigt ærinde, har man et problem.
Her har jeg bemærket, at mange af os benytter det, jeg har valgt at kalde ”projektiv behovsmaskering”. Begrebet findes – forud for publiceringen af denne klumme – ikke ifølge Google, men ikke desto mindre henleder det opmærksomheden på en social dynamik, som er meget udbredt.
Mange af os maskerer nemlig vores eget behov for at afslutte samtalen ved at projicere selvsamme behov over i vores samtalepartner. Det gør vi ved eksempelvis at sige: ”Nå, nu skal du jo også have lov til at komme videre.” Eller: ”Nå, du har jo nok også en lang dag i morgen.”
Det er et udtryk for en kreativ kommunikativ kompetence, men det er ærligt talt også noget tragikomisk, at man som voksent menneske ikke vover at stå ved sit eget behov.
Det lyder i og for sig sympatisk, når man afslutter samtalen med henvisning til den andens behov. I virkeligheden er det dog pseudosympatisk, idet man jo reelt ikke tager hensyn til den anden. Man tager hensyn til sig selv, men på en camoufleret måde.
I bedste fald er det et udtryk for social intelligens, idet man ikke vil såre den anden med en potentiel afvisning, men i værste fald er det en flugt fra en autentisk, realistisk og sund grænsesættende adfærd.
Jeg beklager på forhånd, hvis din familie eller venner læser denne klumme, for så er der en vis risiko for, at de afslører dig næste gang, du benytter projektiv behovsmaskering og forsøger at afslutte en telefonsamtale med: ”Nå, du er sikkert også på vej i seng!”.
Når det er sagt, så må jeg nok hellere afslutte denne tekst. Du har jo også meget andet, du skal nå at læse.