Vi er ikke bedre end dem, der råber ”homo”

Mattias Stølen Due, parterapeut og samlivsekspert.
Mattias Stølen Due, parterapeut og samlivsekspert.

Der er skrevet mange artikler om fodboldspilleren Viktor Fischer i de danske medier i den seneste uge, deriblandt en lederartikel i denne avis. Det skyldes som bekendt, at der blev råbt, at han er gay, bøsse og homo for godt en uge siden på Odenses stadion og sidenhen i søndags i Brøndby.

Hovedpersonen har i lighed med en række debattører fordømt disse tilråb – og med rette. For naturligvis skal en seksuel orientering ikke bruges som skældsord. Det burde der ganske enkelt gives rødt kort for.

Mens vi alle pudser vores politisk korrekte glorie og kommenterer så flittigt på splinten i disse tilskueres tilråb, bør vi dog overveje, hvorfor vi ikke lægger mærke til bjælken i vores egne dagligdagsytringer.

Det er muligt, vi ikke benytter homofobiske tilråb, men den stereotypiserende sprogbrug, som blev benyttet om Viktor Fischers personlighed, er én, de fleste benytter med jævne mellemrum.

Mange af os har nemlig en tendens til at putte andre i kasser med vores sprogbrug – uanset om vi vil det eller ej. Og det gælder også os, der kommer fra hjem med klaver og med Bibelen i bogreolen.

Vi siger eksempelvis: ”Han er arrogant!”, ”Hun er overfølsom!”, eller ”Du er hidsig!”.

Alle eksempler på en sprogbrug, som henviser til, at andre mennesker har en særlig problematisk essens.

At de er på en bestemt måde, og at ét særligt irriterende kendetegn ved dem er så definerende, at vi kan sætte lighedstegn mellem det og personen.

Det er vigtigt at være opmærksom på denne sprogbrug, for det kan være invaliderende at få at vide, at man er arrogant, overfølsom eller hidsig.

For det første er det en forenkling af den vidunderlige kompleksitet, som mennesket udgør, og for det andet er der en risiko for, at ytringen kan udvikle sig til en negativ selvopfyldende profeti.

Hvis en person igen og igen får at vide, at hun eksempelvis er overfølsom, er der en risiko for, at hun mister tilliden til sine naturlige reaktioner, ikke tager sine følelser alvorligt og mister frimodigheden til at fortælle om dem.

Man kan indvende, at den essensialistiske sprogbrug jo er meget normal og da bestemt mere harmløs end de ytringer, der fandt sted på stadionet i Odense. Sagen er blot, at subtilt sprog med mere skjulte skadevirkninger kan være mere problematisk end tilråb og kommentarer, der er åbenlyst stupide.

Sidstnævnte bliver nemlig – apropos sagen med Viktor Fischer – afsløret og fordømt af alle og enhver, mens førstnævnte risikerer at blive overset.