Martin Ågerup: Vi er mere drevet af personlige ambitioner end altruisme

På markedet kan vi ikke tvinge nogen til at købe vores produkter eller vores arbejdskraft. Derfor må vi – for at tilfredsstille vores egne ambitioner – lytte til, forstå og indrette os efter andre menneskers ønsker og behov, skriver direktør i Cepos Martin Ågerup

Det er tydeligt i filmen ”Bohemian Rhapsody”, som handler om bandet Queen, at det slet ikke er formålet med Live Aid-koncerten, der fylder hos bandets medlemmer. I stedet taler de om de 13 satellitter, det for datiden enorme globale publikum, som vil følge koncerten, skriver Martin Ågerup, direktør i Cepos.
Det er tydeligt i filmen ”Bohemian Rhapsody”, som handler om bandet Queen, at det slet ikke er formålet med Live Aid-koncerten, der fylder hos bandets medlemmer. I stedet taler de om de 13 satellitter, det for datiden enorme globale publikum, som vil følge koncerten, skriver Martin Ågerup, direktør i Cepos. Foto: Twentieth Century Fox/Ritzau Scanpix.

Før nytår så jeg filmen ”Bohemian Rhapsody” om rockbandet Queen og dets forsanger, Freddie Mercury. På et tidspunkt diskuterer bandet, om de skal deltage i Live Aid-koncerten, og det gav en interessant indsigt i eller i hvert fald – filmen er jo fiktion – en interessant tolkning af menneskets væsen.

Formålet med Live Aid var at samle penge ind til den hungersnødkatastrofe, som på det tidspunkt fandt sted i Sudan og Etiopien. Via 13 satellitter – uhørt mange for den tid – nåede den ud til over en milliard seere. Alle, der på den tid var noget ved rock- og popmusikken deltog: Paul McCartney, Mick Jagger, David Bowie, Sting, U2, Eric Clapton og så videre. 75 i alt. De spillede alle pro bono for at støtte den gode sag. Alle var altså drevet af ønsket om at gøre noget godt.

Eller var de? Det er her, scenen fra ”Bohemian Rhapsody” kommer ind i billedet. Det er i filmen ganske tydeligt, at det slet ikke er formålet med koncerten, der fylder hos bandets medlemmer. I stedet taler de om de 13 satellitter, det for datiden enorme globale publikum, som vil følge koncerten, og ikke mindst det ekstremt gode selskab, som Queen ville befinde sig i. Altså varetagelse af egeninteresse. Deltagelse i koncerten ville styrke kendskabet til Queen, og det ville give status at gnubbe skuldre med alle rock- og poplegenderne.

Nu er det jo som nævnt fiktion, men det er ganske interessant, at filmen, som ellers gør meget for at sætte Queen i et favorabelt lys – det er filmens helte – her vælger at fravige denne præmis for fortællingen. Alternativt kan man se scenen som en realistisk kommentar til menneskets væsen.

Vi er kun i begrænset omfang drevet af altruisme og i langt højere grad af personlige ambitioner og higen efter anerkendelse. Det er et menneskeligt vilkår. Men personlige ambitioner er heldigvis på ingen måde i sig selv en skidt ting. Ligegyldigt hvad deres motiver var, gjorde de 75 bands, der optrådte ved Live Aid, en god gerning. Bob Geldof og de øvrige arrangører af Live Aid formåede at forene egeninteresse med altruisme.

Skæbnen ville, at jeg kort før ”Bohemian Rhapsody” havde set en af de talrige filmatiseringer af Charles Dickens’ juleeventyr om pengepugeren Ebenezer Scrooge, som ikke behandler sine medmennesker pænt. I løbet af julenat får Ebenezer Scrooge besøg af tre ånder: fortidens, nutidens og fremtidens ånd. Sidstnævnte viser ham, hvilken miserabel og ensom fremtid han vil gå i møde, hvis ikke han begynder at opføre sig anstændigt. Næste morgen vågner Ebenezer Scrooge som et nyt og bedre menneske.

Dickens’ syn på mennesket er på samme tid optimistisk og realistisk. Forvandlingen af Ebenezer Scrooge sker ikke alene ved, at han opnår indlevelse i, hvordan hans adfærd påvirker andre mennesker. Det ville ellers være smukt, men så romantisk er Dickens ikke. Det sidste – og nødvendige – element i forvandlingen er, at Scrooge indser, hvilke dystre konsekvenser hans asociale adfærd vil få for ham selv.

På samfundsplan står vi over for en lignende udfordring: at sikre, at borgernes personlige ambitioner i videst muligt omfang kanaliseres i retning, der er til det fælles bedste, ved at appellere til egeninteresse – dét, vi økonomer kalder incitamenter.

Det kapitalistiske samfund har vist sig velegnet til at sikre dette sammenlignet med andre samfundsformer. På markedet kan vi ikke tvinge nogen til at købe vores produkter eller vores arbejdskraft. Derfor må vi – for at tilfredsstille vores egne ambitioner – lytte til, forstå og indrette os efter andre menneskers ønsker og behov.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.