Vi fester for det, der rækker ud over vor egen vilkårlighed

K.E. Løgstrup kritiserede ved sin afgang i 1975 universitetets mangel på festlighed og så det som udtryk for en institution i krise. Han havde vist en pointe

”Så længe universitetet stod for noget, kunne der festes. Det kan der ikke i dag. Humøret er væk. Universitetsejernes gravalvor har sænket sig over institutionen.”

Det er ikke, selvom man godt kunne tro det, en aktuel kommentar til Københavns Universitets forbud mod udklædningsfester, der indbefatter krænkende stereotyper som mexicanere, indianere, cowboys og gangstere. Ordene blev sagt af K.E. Løgstrup i den afskedstale, han holdt i 1975, da han gik på pension fra Aarhus Universitet. Og de var møntet på universitetet, som det havde været i Løgstrups sidste år, præget af studenteroprøret: ufestligt og formløst, uden sans for fejringer og traditioner.

På vore dages universiteter er festerne vendt tilbage igen. I det ydre står tingene bedre til end i 1975. Men fester har en særlig forbindelse til institutionen, mener Løgstrup. ”For at en institution skal have liv og kraft i sig, er det ikke nok, at den fungerer og forvaltes, det kommer lige så meget an på, at det med imponderabilier (ting, som ikke kan vejes, åndelige ting, red.) kommer til udtryk, at det er institutionen og dens sag, der stiller krav til os, og at vi ikke, hvad kærnen i den angår, er herre over den (...) I en institutions liv må der være uvilkårlige udtryk for, at institutionen ikke er underlagt vor vilkårlighed.”

Løgstrup ville sikkert få et chok over vore dages universiteter, hvor pengefiksering og målesystemer betyder en del mere end ”imponderabilier”, og hvor lederne vil blive fjerne i blikket, hvis man hævder, at institutionen da er meget større end dem og ikke kan være underlagt deres styringssystemers vilkårlighed.

Et interessant punkt er, hvad der sker, når de ældste går på pension, som Løgstrup gjorde. Her er der jo en grænseflade mellem institutionen som funktion og forvaltning og institutionens sag og kerne. Er de gamle bare væk, eller er de med endnu? Professor Frederik Stjernfelt beskrev for nylig i Weekendavisen, hvordan han havde været til minde-seminarer for to afdøde forskerprofiler, men det var karakteristisk nok kollegiale initiativer, og han konkluderer: ”Hvis ikke vi selv havde gjort det, var der ingenting sket. De ville være døde, uden nogen opdagede det, groft sagt. Andet end at to personer var væk, som snart bliver erstattet af to andre (minus de obligatoriske to procent), som vi så heller ikke vil vide noget om, når de engang er væk.”

En anden kollegial kæmpeindsats blev gjort af Marianne Stidsen, lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, som i foråret på forlaget U Press udgav en meget stor bog med titlen ”Levende litterater”. Den rummer lange interviews, hun gennem en årrække har lavet med de store, gamle, pensionerede mænd og kvinder inden for litteraturfaget: Pil Dahlerup, Thomas Bredsdorff, Peter Madsen, Per Aage Brandt, nu afdøde Jette Lundbo Levy, Per Øhrgaard og mange (!) andre. Det er spændende læsning, også fordi samtalerne lægger vægt på de personlige stier gennem den fælles faglighed fra en nu på mange måder forsvunden epoke.

Da jeg nævnte bogen for mine yngre kolleger på universitetet, mærkede jeg imidlertid en let reserveret stemning af ”hvad er nu det for noget?”, ”er det så interessant?”, ”jo jo, men that was then, this is now”. Hvorfor mon? Min udlægning er, at konkurrenceforholdet mellem generationer er giftigere på universitet end så mange andre steder, ikke mindst på grund af de urimelige ansættelsesvilkår for de yngre. På universitetet fylder de gamle noget, og det gør de i lang tid. Man mærker også en spænding mellem de ansatte ledere og de ældre forskere, der med deres lange erfaring i ryggen kan have egne idéer om, hvordan videnskab, undervisning og formidling skal bedrives.

Så de gamle kan med en vis ret føle en ”Tak fordi du kom og ikke mindst tak fordi du gik”-stemning omkring sig. Det er trist for dem, der går. Men det er også trist for de yngre og for lederne. For det er et symptom på institutionens mangel på festlighed i Løgstrups forstand. Det er slet ikke nok, at der ”fungeres” og forvaltes. Så mister institutionen liv og kraft. Til min næste MUS-samtale vil jeg derfor efterspørge nogle imponderabilier. Men jeg skal nok lade være med at tage sombrero på.