Prøv avisen
Kanten

Med bådflygtninge står vi i det mest vanskelige moralske paradoks, der kan tænkes

Arkivfoto fra redningsaktion i Middelhavet. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Brian Degn Mårtensson

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Lige siden Vesten hjalp med at vælte diktatoren Muammar Gaddafi, har Libyen været præget af mangel på en stærk centralmagt. Dette har bevirket, at menneskesmuglere uhindret kan lukrere på andre menneskers ulykke – og dette med et nærmest ubegrænset marked i Central- og Vestafrika. Menneskesmugling og den tilhørende korruption er i dag en milliardindustri, hvortil kommer organiseret slaveri og prostitution.

De håbefulde migranter, der køber en billet til den farefulde rejse via Sahara og Middelhavet, er ofre i et grufuldt system af løgn, udnyttelse og død. Kun de heldigste får opfyldt drømmen om et liv i Europa. Resten bliver udnyttet, ruineret eller dør på grund af systemets manglende respekt for menneskeliv.

Det fungerer sådan, at mellemmænd i Central- og Vestafrika først sælger billetter til den illegale rejse gennem Sahara. Ofte sidder migranterne klemt sammen på ladet af en pickuptruck, og flere iagttagere mener, at denne del af rejsen faktisk er skyld i flest dødfald – på grund af nattens kulde, dagens varme, sult, tørst og de uhygiejniske forhold. Overlever man turen gennem Sahara venter der for mange en periode med slaveri i Libyen, hvor man skal ”betale” for resten af rejsen.

Når man ud til Middelhavskysten, venter en plads på et usikkert fartøj, som med lidt held kan sejle ud i internationalt farvand, hvor målet så er at blive samlet op af EU-fartøjer. Undgår man druknedøden på havet, kan man se frem til en tilværelse som uvelkommen immigrant, ofte i en interimistisk lejr eller i et hjemrejsecenter.

Al denne tragedie forudsætter tre ting: 1) En ulykkelig afrikansk befolkning, der grundet myter og reklamer drømmer om en fremtid i Europa. 2) Lokale menneskesmuglere, der kan bistå med transporten gennem Sahara og ud i Middelhavet. 3) En europæisk modtageservice, der samler de skibbrudne op i internationalt farvand.

Vi må se i øjnene, at vi i Europa selv er med i et netværk af dødens købmænd. Uden vores medvirken – først som aktører i Gaddafis fald, sidenhen i form af migrantopsamling i Middelhavet – vil netværket ikke kunne opretholdes. Nu står vi med det vanskeligste moralske paradoks, der tænkes kan:

Hvis vi redder migranter fra druknedøden i Middelhavet, vil endnu flere dø grundet netværkets beståen. Hvis vi i stort tal sikrer overlevende – og ofte dybt traumatiserede – migranter tålelige vilkår i Europa, vil lidelserne bestå.

Vi må og skal handle, men der findes ingen god løsning. Dette bør vi lære af, før vi kaster os ud i nye eventyr i Mellemøsten.